SF-medlem til Mads Strange: Vækstparadigmet er farligt neoliberalt blændværk

Der er et begreb, der på engelsk hedder double standards, og som på dansk oversættes til dobbeltmoralsk. Egentlig kan jeg ret godt lide de konnotationer, der ligger i det engelske, det synes mig ikke så fordømmende som det danske – men om jeg nu bruger det ene eller det andet begreb, er det ikke desto mindre det, der er på spil, når Mads Strange i sin kommentar i Altinget buldrer mod venstrefløjens nærmest utilslørede drabsforsøg på menneskehedens fremtid. Intet mindre end vores overlevelse og velfærd er på spil.

Jeg må jo forstå, at hvis jeg så meget som antyder, at vi bør benytte en anden tilgang til at løse klodens problemer end den kapitalistiske frie himmelflugt, begår jeg generationstyveri og er dermed historiens største trussel.

Når jeg render ind i borgerlige kommentatorers inkonsistente faktaresistens, skal jeg altid lige stoppe op og trække vejret en ekstra gang. Jeg skal besinde mig, for jeg får lyst til at gå løs på alle de beskyldninger og usande argumenter, som jeg nærmest skal sparke mig igennem for at nå frem til konklusionen, nemlig at frelsen altid og alene ligger i uhindret økonomisk vækst.

Den arbejdsløse kontanthjælpsmodtager på Lolland er næsten lige så stavnsbundet af sin situation som en fæstebonde fra omegnen af 1740’ernes Ebeltoft

Peder Holk Svendsen
Fhv. folketingskandidat, SF

Hullede historiske argumenter

For hvad har den frie kapitalisme ikke allerede bedrevet, som Mads Strange skriver: ”Som følge af økonomisk vækst er det således på alle tænkelige parametre langt bedre at være hundefattig i dagens Danmark, end det var at være blandt de rigeste i Christian den Fjerdes Danmark”. 

Men i den neoliberale kapitalisme er frihed og sundhed oftest for de få og privilegerede og lur mig om ikke den hjemløse mand, der står foran Føtex og sælger Hus Forbi, kunne være fristet af at bytte med de fleste adelige fra 1500-tallet.

Og den arbejdsløse kontanthjælpsmodtager i Stubbekøbing på Lolland er næsten lige så stavnsbundet af sin situation som en fæstebonde fra omegnen af 1740’ernes Ebeltoft.

For at nå hertil bliver der lystigt skudt på såvel Thomas Malthus som på Romklubben, der begge får til skudsmål, at de har fejlet i deres analyser med nærmest supersoniske brag.

Det er en generel konklusion, vil jeg tro, at de fleste, der udformede teorier i 1798 har måtte møde en hård dom, når de skulle stå historiens prøve, men grundtankerne er sådan set stadig mere end almindeligt valide. Og for Romklubbens vedkommende udgav de i 2002 en opdateret jubilæumsudgave af bogen Limits to Growth, hvor der med nærmest matematisk præcision blev fremskrevet på alle de modeller, de fremlagde for første gang i 1972.

Det er lige over 20 år siden og de forskellige scenarier, de beskriver, for klodens udvikling er fremskrevet med 100 år fra udgangspunktet, så vi er kun nået halvvejs igennem, men modellernes forudsigelser er desværre uhyggeligt nøjagtige allerede.