Debat

SF-medlem til Mads Strange: Vækstparadigmet er farligt neoliberalt blændværk

Liberal Alliances politiske rådgiver, Mads Strange, anklager modstandere af den kapitalistiske frie himmelflugt for generationstyveri, men ubegrænset vækst er den egentlige trussel mod vores fælles fremtid og velfærd, skriver medlem af og tidligere folketingskandidat for SF Peder Holk Svendsen.

Selvom jorden for den enkelte nok kan virke uendelig, så er den et lukket system af finitte ressourcer, og der er desværre grænser for vækst, skriver Peder Holk Svendsen.
Selvom jorden for den enkelte nok kan virke uendelig, så er den et lukket system af finitte ressourcer, og der er desværre grænser for vækst, skriver Peder Holk Svendsen.Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Peder Holk Svendsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er et begreb, der på engelsk hedder double standards, og som på dansk oversættes til dobbeltmoralsk. Egentlig kan jeg ret godt lide de konnotationer, der ligger i det engelske, det synes mig ikke så fordømmende som det danske – men om jeg nu bruger det ene eller det andet begreb, er det ikke desto mindre det, der er på spil, når Mads Strange i sin kommentar i Altinget buldrer mod venstrefløjens nærmest utilslørede drabsforsøg på menneskehedens fremtid. Intet mindre end vores overlevelse og velfærd er på spil.

Jeg må jo forstå, at hvis jeg så meget som antyder, at vi bør benytte en anden tilgang til at løse klodens problemer end den kapitalistiske frie himmelflugt, begår jeg generationstyveri og er dermed historiens største trussel.

Når jeg render ind i borgerlige kommentatorers inkonsistente faktaresistens, skal jeg altid lige stoppe op og trække vejret en ekstra gang. Jeg skal besinde mig, for jeg får lyst til at gå løs på alle de beskyldninger og usande argumenter, som jeg nærmest skal sparke mig igennem for at nå frem til konklusionen, nemlig at frelsen altid og alene ligger i uhindret økonomisk vækst.

Den arbejdsløse kontanthjælpsmodtager på Lolland er næsten lige så stavnsbundet af sin situation som en fæstebonde fra omegnen af 1740’ernes Ebeltoft

Peder Holk Svendsen
Fhv. folketingskandidat, SF

Hullede historiske argumenter

For hvad har den frie kapitalisme ikke allerede bedrevet, som Mads Strange skriver: ”Som følge af økonomisk vækst er det således på alle tænkelige parametre langt bedre at være hundefattig i dagens Danmark, end det var at være blandt de rigeste i Christian den Fjerdes Danmark”. 

Men i den neoliberale kapitalisme er frihed og sundhed oftest for de få og privilegerede og lur mig om ikke den hjemløse mand, der står foran Føtex og sælger Hus Forbi, kunne være fristet af at bytte med de fleste adelige fra 1500-tallet.

Og den arbejdsløse kontanthjælpsmodtager i Stubbekøbing på Lolland er næsten lige så stavnsbundet af sin situation som en fæstebonde fra omegnen af 1740’ernes Ebeltoft.

For at nå hertil bliver der lystigt skudt på såvel Thomas Malthus som på Romklubben, der begge får til skudsmål, at de har fejlet i deres analyser med nærmest supersoniske brag.

Det er en generel konklusion, vil jeg tro, at de fleste, der udformede teorier i 1798 har måtte møde en hård dom, når de skulle stå historiens prøve, men grundtankerne er sådan set stadig mere end almindeligt valide. Og for Romklubbens vedkommende udgav de i 2002 en opdateret jubilæumsudgave af bogen Limits to Growth, hvor der med nærmest matematisk præcision blev fremskrevet på alle de modeller, de fremlagde for første gang i 1972.

Det er lige over 20 år siden og de forskellige scenarier, de beskriver, for klodens udvikling er fremskrevet med 100 år fra udgangspunktet, så vi er kun nået halvvejs igennem, men modellernes forudsigelser er desværre uhyggeligt nøjagtige allerede.

Læs også

Vækstparadigmet som den egentlige trussel

Nu skriver hr. Strange ikke direkte om trickle-down økonomi, men mon ikke det ligger lige til højrebenet for den bersærker-liberale tanke, der i øvrigt kommer til udtryk i hans kommentar.

Trickle-down økonomi mindes jeg sådan set er blevet modbevist i samtlige af de økonomiske vanvidsforsøg, der er blevet gjort gennem tiden – i alt fra Reagans og Thatchers neoliberale dereguleringspolitikker til den blåsorte økonomiske politik, der blev udviklet i Pinochet-Chiles gale samfundslaboratorium.

I de her dage hvor vi måler de højeste globale gennemsnitstemperaturer nogensinde, er det blændværk at forestille sig fortsat uforandret vækst

Peder Holk Svendsen
Fhv. folketingskandidat, SF

Mads Stranges påstand om generationstyveri er en stråmand og en historieløs løftestang for at fremhæve sine egne præferencer om et i bedste fald u-underbygget og i værste fald direkte modbevist neoliberalt blændværk.

Så for at vende tilbage til mit udgangspunkt, om jeg nu bruger det engelske eller danske udtryk, så er det double standards – det er dobbeltmoralsk – at skyde andre sine egne fejltrin i skoene.

For i de her dage hvor vi måler de højeste globale gennemsnitstemperaturer nogensinde, når skybrud skaber jordskred, og oversvømmelser hærger samtidigt med udbredt tørke og hungersnød, er det blændværk at forestille sig fortsat uforandret vækst.

For selvom jorden bestemt er større end ens egen baghave, og for den enkelte nok kan virke uendelig, så er den et lukket system af finitte ressourcer, og der er desværre grænser for vækst.

Det er ikke en dommedagsprofeti, det er en konstatering. Og en kontrafaktisk påstand om det modsatte er helt simpelt den egentlige trussel mod vores fælles fremtid og velfærd.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peder Holk Svendsen

Fhv. folketingskandidat (SF), fhv. forperson, LGBT Danmark
cand.mag. (religionsvidenskab og historie) (Århus Uni. 2005)

Mads Strange

Kandidat til Europa-Parlamentet (LA), politisk rådgiver, Liberal Alliance
b.sc.pol. (Københavns Universitet)

0:000:00