Valget var en kamp om dagsordener, som Venstre og Konservative tabte

Til gengæld lykkedes det Socialdemokratiet med en massiv reklamekampagne, og Mette Frederiksen med en statsmandsagtig lettere forsonlig fremtoning i debatterne, at tegne billedet af en regeringsleder i kontrol og med evne til at fortsætte sin kriseledelse i de kommende år med en sikker hånd.

Derfor fusede den borgerlige valgkanon om mistillid helt af for blå blok. Måske også af den årsag, at de ikke fik tegnet et troværdigt alternativ til den socialdemokratiske krisestyringsevne. To borgerlige statsministerkandidater og mangler på vellykket synkronisering af det borgerlige projekt gjorde udslaget.

Vælgernes interesse kom i valgkampen til i stedet at fokusere på, hvad partierne hver især kunne tilbyde af hjælpepakker til at komme igennem vinteren med udfordrende el- og varmeregninger og stigende fødevarepriser.

Men her blev det efterhånden svært at se forskel på, hvem der kunne tilbyde mest, for alle partierne kørte med på den dagsorden.

Vinderne af krisestyringsdagsordenen med udsigten til fortsat høj inflation, høje energipriser og en udfordret økonomi for mange familier blev først og fremmest Socialdemokratiet.

Dertil også et lille plus til Dansk Folkeparti, der faktisk forsøgte at skrue op for den her dagsorden med krisehjælp til de fattigste og mest udsatte allerede inden jul. Måske reddede det dem over spærregrænsen.

Velfærd og tryghed: Når det er krisetid, søger vi tryghed. Vi søger en forsikring om, at det velfærdssamfund, som skal være vores sikkerhedsnet, vil være intakt også i de kommende år.

Spareplaner for det offentlige er svære at vinde valg på, uanset nok så mange ord om mindre bureaukrati og færre af de kolde hænder.

Lisbeth Knudsen

At der er de fornødne midler til en god ældrepleje, gode daginstitutioner og en velfungerende skole.

Velfærden blev faktisk ikke et af valgkampens store politiske stridsspørgsmål, men i høj grad et spørgsmål om politisk tillid.

Her fik det blå alternativ ikke tegnet et overbevisende billede af den samme tryghed, som Socialdemokratiet kørte hårdt på ikke mindst i partiets reklamekampagner.

Spareplaner for det offentlige er svære at vinde valg på, uanset nok så mange ord om mindre bureaukrati og færre af de kolde hænder. Vinderen af tryghedsdagsordenen bliver derfor Socialdemokratiet.

Reformer: Gennem valgkampen blev diskussionen om behovet for større samfundsreformer til et voksende tema. Sundhedsreformer, arbejdsmarkedsreformer, velfærdsreformer og uddannelsesreform.

Først italesat meget markant af Moderaternes Lars Løkke Rasmussen, men også fremført tydeligt af alle de blå partier og de radikale. Så begyndte Socialdemokratiet og i særlig grad Mette Frederiksen at skrue op for reformdagsordenen i tv-debatterne.

Hun havde ved valgudskrivelsen lanceret behovet for grundlæggende reformer som argumentet for at ville gå med en bred regering hen over midten, til stor fortrydelse for Enhedslisten og SF.

Vinderne af reformdagsordenen må siges at være Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne.

Lisbeth Knudsen

Men det blev aldrig rigtigt tydeligt, hvad de socialdemokratiske reformer skulle indebære.

Hvad en ny flerårig, national velfærdsaftale ville skulle indebære.

Det blev til gengæld meget tydeligt, at Socialdemokratiet frem mod 2030 ønskede at hæve lønnen for en række grupper i den offentlige sektor med store rekrutteringsvanskeligheder som et led i reformerne.

De borgerlige partier nøjedes med at love akutpakker med ekstra midlertidige løntillæg til sygehuspersonalet, mens venstrefløjen gik all in med ligeløn og generelle lønstigninger til de offentligt ansatte allerede fra 2023.

Vinderne af reformdagsordenen må siges at være Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne efterfulgt af Det Radikale Venstre.

Liberal Alliance, Venstre og Konservative slog løs på Mette Frederiksen for at have sat reformdagsordenen i stå i hendes regeringsperiode, men de blev aldrig rigtigt mere konkrete end Mette Frederiksen på indholdet af, hvad der nu venter os af reformer i de kommende år.

Regering over midten: Forelskelsen i en bred regering og udelukkelse af yderfløjene både på højre og venstre side var oprindeligt eksistensgrundlaget for etableringen af Moderaterne.

Lars Løkke Rasmussens tanker slog rod hos Mette Frederiksen i sommer og kom til direkte udtryk ved valgudskrivelsen, da hun prioriterede målet om en bred midterregering som nummer et over en fortsættelse af en socialdemokratisk mindretalsregering.

Om Mette Frederiksen virkelig mener det med en bred regering, får vi at se de kommende dage, når Socialdemokratiets kompromisvilje skal afprøves.

Lisbeth Knudsen

Vælgerne vil gerne have et bredt samarbejde mellem partierne og en regering over midten. Det var valgets klare tale.

Men i en valgkamp er det usædvanlig svært at få afklaret, hvem der skal bøje sig pragmatisk mod hinanden i det taktiske spil om magten.

Det er her partierne lurer på alle mulige åbninger og muligheder hos hinanden lige nu. Der bliver sendt prøveballoner op, og man ser lige i partiledelserne de kommende dage, hvordan de virker.

Kun tre partier har talt for en bred regering: S, R og Moderaterne. Umiddelbart ligner sejrherren her Lars Løkke Rasmussen, der satsede alt på at blive kongemager for en sådan regering.

Om han bliver det nu, har vi til gode at se, men ingen tør rigtigt afskrive ham, selv om der kan mønstres et rødt flertal. Om Mette Frederiksen virkelig mener det med en bred regering, får vi at se de kommende dage, når Socialdemokratiets kompromisvilje skal afprøves.

Klimaet: Der var hele vejen igennem valgkampens skubben og masen for at blive grønnest overfor vælgerne. Klimaet er et helt centralt punkt for det rød-grønne flertal og har været det de seneste tre og et halvt år.

Også Venstre og Konservative prøvede at søsætte markante emner inden for den grønne dagsorden under valgkampen. Her udestår en diskussion, om hvordan vi når de opstillede klimamål, og hvordan vi sikrer en hurtigere fremdrift af fjernvarmeudbygning, flere vindmøller, energiøer og meget mere.

Vinderne af den dagsorden må være Alternativet, der fik at rigtigt godt valg og sikrede sig en plads over spærregrænsen. Enhedslisten ligger lige i baghjul på Alternativet her på denne kategori.

Ideologien: Det er meget længe siden, at store ideologier har spillet en særlig rolle i en valgkamp og for et parti. Jovist har vi diskuteret værdipolitik og værdipolitisk symbolpolitik på udlændingeområdet, men denne gang har Liberal Alliance faktisk taget førertrøjen i forhold til at mobilisere på en stærk liberal, ideologisk dagsorden.

Det var ikke et valg, hvor vælgernes fokus var på skat.

Lisbeth Knudsen

De har eksekveret deres politiske ambition på deres helt egen moderne, utraditionelle, humoristiske måde, som har gjort partileder Alex Vanopslagh kult blandt de unge.

De Konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og til dels Venstre forsøgte sig med en ideologisk indsats for lavere skat og større frihed til det enkelte menneske, men initiativet slog ikke rigtigt an. Det var ikke et valg, hvor vælgernes fokus var på skat.

I den mere traditionelle værdipolitiske afdeling har vi Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, der kæmper om nogle af de samme dagsordener.

Vinderne af denne kategori må være Liberal Alliance og ikke mindst partileder Alex Vanopslagh.

Børn, unge og mistrivsel: Faktisk blev denne dagsorden meget mere udbredt i valgkampen og forankret hos vælgerne, end de forudgående meningsmålinger om vælgernes dagsorden spåede.

En række mediehistorier om unges mistrivsel og urimelige ventetider i psykiatrien fik ret meget opmærksomhed. Herunder hvad der kan gøres for, at børn og unge overhovedet ikke havner i køen til psykiatrien.

Denne kategori er SF og Pia Olsen Dyhr klart vinder af.

Sammenhængskraft/polarisering: Til slut har vi kategorien om land og by og sammenhængskraften og polariseringen i Danmark.

Socialdemokratiet og Mette Frederiksen forsøgte gennem valgkampen at tale decentralisering og det samlede Danmark op uden polarisering mellem by og land, men ingen tvivl om at Inger Støjberg forventeligt tog den dagsorden mest effektivt.

Hun tog slagsmålene med Enhedslistens Mai Villadsen om CO2-afgiften på landbruget ude i broderens stald bogstavelig talt og blev landbrugets særlige ambassadør i valgkampen.

Vinderne af denne kategori må være Danmarksdemokraterne.

Inger Støjberg fik markeret yderområdernes særlige behov, og hvis hun ellers kan holde styr på sin nye folketingsgruppe, så bliver det interessant at se, om københavnerne kan mobilisere et modspil i Folketinget til det, der i gamle dage kærligt blev kaldt den jyske mafia af folketingsmedlemmer.

Og så kan resultatet af perspektiverne og de bedste til at gribe dem i valgkampen gøres helt uvidenskabeligt op. Hvis det er svært at få øje på Venstre og Konservative på listen, så skal årsagen til deres dårlige valg måske findes her:

Krisestyringsdagsordenen: Socialdemokratiet

Velfærd og tryghed: Socialdemokratiet

Reformdagsordenen: Moderaterne

Midterregering: Moderaterne

Klimaet: Alternativet/Enhedslisten

Ideologien: Liberal Alliance

Mistrivsel børn og unge: SF

By/land-dagsordenen: Danmarksdemokraterne