Debat

Venstre: LA's angreb på måltal for topposter er en omgang letkøbt profilering

Det er som om, at LA ikke er klar over, at der foreligger et EU-direktiv på området, som kun national lovgivning kan omgå. Gennemfører vi derfor LA's politik, vil konsekvenserne blive langt strengere regulering, skriver Linea Søgaard-Lidell (V).

Ubevidste og stereotype forestillinger om køn betyder, at kvinder bedømmes anderledes end mænd,&nbsp;skriver&nbsp;Linea Søgaard-Lidell (V).<br>
Ubevidste og stereotype forestillinger om køn betyder, at kvinder bedømmes anderledes end mænd, skriver Linea Søgaard-Lidell (V).
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix og Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Linea Søgaard-Lidell
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvad er ligestilling for dig?

For mig er det en sag om frihed. Frihed til, at alle har samme muligheder – uanset køn. Det gælder også frihed og mulighed for at udfolde og forfølge sit talent.

Derfor mener jeg som liberal, at det er vigtigt, at vi også sikrer en reel ligestilling i samfundet og på arbejdsmarkedet – ikke bare en ligestilling på papiret. Og at vi forholder os til de problemer, som der fortsat er for kvinders ligestilling.

Læs også

Jeg oplever derimod, at andre liberale og borgerlige ikke bare negligerer problemet, men også holder liv i myter på området.

LA rammer helt ved siden af skiven

Jeg kunne for eksempel læse Liberal Alliances ligestillingsordfører her i Altinget slå på tromme for, at grunden til, at der ikke er flere kvinder i toppen af erhvervslivet, simpelthen er fordi, kvinder ikke har samme ambitioner som mænd. Og fordi kvinder i deres natur er mindre frembrusende end mænd.

Det vil være en virkelig dårlig idé at følge Liberal Alliances forslag

Linea Søgaard-Lidell (V)
Ligestillingsordfører

Derfor vil Liberal Alliance afskaffe den lovgivning, som for nyligt trådte i kraft, og som beder store virksomheder både udforme en politik for ligestilling og opstille et måltal for det underrepræsenterede køn i virksomhedens ledelsesposter og bestyrelser.

Og lad mig lige slå det fast: Det ville være en virkelig dårlig idé at følge Liberal Alliances forslag.

Andelen af kvinder i bestyrelser i danske virksomheder har stået stille siden 2014. På 19 procent. Vi har ikke set en generel udvikling, selvom der er blevet talt mere og mere om diversitet, og selvom nye årgange af veluddannede kvinder er kommet ind på arbejdsmarkedet.

Blandt de virksomheder, som er underlagt lovforslaget, havde 44 procent ikke én eneste kvinde i deres bestyrelse i 2021.

Læs også

Er det så fordi, der ikke er kompetente kvinder derude, som har ambitioner om ledelse, som Liberal Alliance mener? Den køber jeg simpelthen ikke.

Ubevidste og stereotype forestillinger

En undersøgelse fra Deloitte og Kraka fra sidste år viser, at 68 procent af kvindelige studerende og 72 procent af mandlige studerende har ambitioner om at opnå ledelsesansvar.

Ligeledes viser en analyse fra 2022 blandt DJØF’s medlemmer, at 38 procent af kvinderne og 36 procent af mændene har et ønske om at blive ledere. Det er ikke kvinders ambitionsniveau, der er problemet.

Vi kan se på tallene, at der er barrierer for kvinder, som der ikke er for mænd

Linea Søgaard-Lidell (V)
Ligestillingsordfører

Når jeg ikke mener, at vi skal afskaffe de nye regler, er årsagen ret enkel: Vi kan se på tallene, at der er barrierer for kvinder, som der ikke er for mænd.

Vi ved nemlig, at de fleste bestyrelsesposter rekrutteres gennem personligt netværk, og vi ved også, at vi alle sammen ubevidst foretrækker kandidater, som ligner os selv.

En undersøgelse fra 2020 viste, at 6 ud 10 bestyrelsesmedlemmer har fået deres stilling gennem deres personlige netværk. Og i de små og mellemstore virksomheder er det kun fire procent af bestyrelsesposterne, der besættes ved åbne opslag. Bare det at komme i betragtning til posten kan være en udfordring for kvinder.

Ubevidste og stereotype forestillinger om køn betyder, at kvinder bedømmes anderledes end mænd. Det ser vi i utallige studier.

Læs også

Eksempelvis i studier, hvor der præsenteres identiske CV’er, hvor den eneste forskel er ansøgerens køn. Her bliver den mandlige ansøger vurderet til at være mere kompetent end den kvindelige. På trods af identiske kvalifikationer.

Erhvervslivet er positive

Det er vigtigt at understrege, at den nye lovgivning ikke er kvoter. Vi beder som lovgivere blot virksomhederne om at arbejde seriøst med ligestilling. Det er ikke meget anderledes end, når vi beder danske virksomheder arbejde seriøst med arbejdsmiljø.

Vi beder virksomhederne reflektere over, hvem de vælger og hvorfor. Det handler om at få alle talenter i spil. Formålet er at skabe gennemsigtighed, åbenhed og viden, så alle kommer i spil.

Det er også værd at bemærke, at erhvervslivet har taget rigtig godt imod den nye lov. De har selv en interesse i at fremme talenter fra begge køn.

Det er værd at bemærke, at erhvervslivet har taget rigtig godt imod den nye lov

Linea Søgaard-Lidell (V)
Ligestillingsordfører

Endeligt er der også det faktum, at hvis vi gennemførte Liberal Alliances politik, kunne konsekvensen blive langt strengere regulering.

Der er nemlig vedtaget et direktiv i EU om kvinder i bestyrelser, som blandt andet vil kræve, at hvis der er to kandidater med samme kvalifikationer til en ledelsespost, så tvinges virksomheden til at ansætte kandidaten med det underrepræsenterede køn. Altså for det meste kvinder.

Direktivet siger dog også, at lande helt kan blive undtaget for det, hvis de allerede har national lovgivning på området. Det arbejder vi på at gøre brug af – altså at blive undtaget. Fordi vores danske regler om måltal er gode, og fordi de er bedre end de kommende europæiske.

Så jeg må jo tolke Liberal Alliances forslag som om, at de enten ikke er klar over det her, hvilket, jeg da egentlig synes, ville være mærkeligt – eller at deres forslag i bund og grund ikke handler om at få noget gennemført, men blot er en omgang letkøbt profilering.

Og når nu, jeg kan forstå, de gerne vil være ”indflydelsesparti”, så er det da også mærkeligt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Linea Søgaard-Lidell

MF (V)
cand.public. (Aarhus Uni.)

Sólbjørg Jakobsen

MF (LA)
cand.jur. (Aalborg Uni. 2016)

0:000:00