Sognepræst: Svend Brinkmann er eminent i ny bog. Men glemmer han ikke religionen?

I oplevelsessamfundet spærres vi inde i en psykologiserende tilgang til verden, hvor enhver så at sige bliver salig i sin egen oplevelse, og al egentlig samtale forstummer, når ordene "Det, jeg hører dig sige, er…" lyder. 

Med vanlig sproglig og intellektuel veloplagthed viser Brinkmann, hvorledes der er gået inflation i oplevelsesbegrebet. Det betyder, at det almene, det fælles og det objektive viger for det personlige, det partikulære og det subjektive. Og det ses alle steder.

I politik, når der tales om og særligt til følelser i befolkningen, der modsiges af fakta. På arbejdsmarkedet, når det personlige engagement sættes over den faglige formåen.

Ja, over alt i samfundet sættes den subjektive oplevelse over objektive kendsgerninger. Trump benyttes som et radikalt eksempel, men er langt fra alene.

Man kunne for eksempel også se det som en konsekvens af den omsiggribende mentalisering, der betyder at det altid er opleveren, der har ret, når man tillader sig at opfatte en venlig påmindelse fra en læge eller lærer, der omhandler ens barns trivsel, som en krænkelse.

På blot 88 sider evner han at give et kort rids af de største tænkere, der har præget både den filosofiske og den psykologiske tilgang til de problemer, han beskriver

Pia Søltoft
Sognepræst

En præcis samfundsanalyse

Brinkmann er eminent, både når det gælder en præcis samfundsanalyse, men også når det gælder formidlingen af de videnskabelige teorier, der er i spil bag denne analyse. På blot 88 sider evner han at give et kort rids af de største tænkere, der har præget både den filosofiske og den psykologiske tilgang til de problemer, han beskriver.

Særligt bemærkelsesværdig er det, at han om sit eget felt fremhæver, at psykologi ikke bør betragtes som en videnskab om oplevelser, fordi bevidstheden ikke er en indre, lukket scene, men altid er bevidsthed om noget.

Brinkmann gør derfor op med Theory of Mind da han i samklang med nyere psykologiske teorier og fænomenologien, anerkender at vi har en umiddelbar tilgang til vores livsverden. Vi fødes verdensvendte og er ikke hver især solipsistisk lukket inde i vores eget perspektiv på verden.

Psykologen Brinkmann peger altså på subjektivering og psykologisering som det væsentligste problem i tiden grundet oplevelsessamfundet.

Sociologen Hartmut Rosa har tidligere peget på accelerationen, det at alting skal gå så stærkt, og at vi ikke kan følge med, som han mener er en konsekvens af det kapitalistiske konkurrencesamfund. Selv om Brinkmann og Rosa identificerer to forskellige sociale patologier, peger de begge på den samme konsekvens; nemlig fremmedgørelse.

Vi, der lever i det senmoderne samfund, hvad end vi ser det som et oplevelsessamfund eller et konkurrencesamfund, føler os fremmedgjorte over for hinanden og overfor det samfund, vi lever i.

Og Brinkmann og Rosa er sådan set også enige i, at vi lever i en tid, hvor det ikke længere er det bedste argument eller en henvisning til fakta, der afgør sandheden af noget, men det enkelte menneskes følelser og mavefornemmelse – hendes eller hans oplevelse.

Men hvad er så løsningen?

Vi skal "genfortrylle verden"

Rosa siger, at for det senmoderne menneske er verden blevet tavs og kold og ansvaret hviler tungt på hver enkelt af os, fordi vi hver især skal være vores egen lykkes smed, og derfor er det udelukkede vores egen skyld, hvis vi fejler, er ulykkelige eller ikke kan følge med. Og netop den indsigt, mener Rosa, kan være en grund til religionens genkomst.

Vi, der lever i det senmoderne samfund, hvad end vi ser det som et oplevelsessamfund eller et konkurrencesamfund, føler os fremmedgjorte over for hinanden og overfor det samfund, vi lever i

Pia Søltoft
Sognepræst

For Brinkmann er løsningen, at vi skal bevæge os "henimod en objektiv etik" og derved "genfortrylle verden". For mig at se, lyder det ikke som om, Brinkmanns og Rosas løsninger ligger langt fra hinanden.

Det er sociologen Max Weber, der er ophavsmanden til teorien om affortryllelse. I 'Den protestantiske etik og kapitalismens ånd' fra 1905 betegnede han den gradvise opløsning af religiøse ståsteder, som han så som en konsekvens af de naturvidenskabelige og tekniske fremskridt, for affortryllelse.

Og selv om Brinkmann nævner både Weber og affortryllelsesteorien, har det religiøse slet ingen plads fundet i løsningen, hvilket er påfaldende.

Brinkmann henviser både til sin egen bog Ståsteder og til K. E. Løgstrup, når han skal uddybe, hvor han mener, løsningen findes. Han understreger, at den etiske fordring, Løgstrup peger på, har at gøre med, at vi er gensidigt afhængige af hinanden og derfor forlanges der altid noget af os, uanset om vi oplever det sådan eller ej. 

Vi er udleveret til hinanden, fordi vi lever i en verden af fælles menneskelige grundvilkår. Brinkmann ser denne ontologisk grundede etik som en genfortryllelse af verden. Men måske overser han, at Løgstrups etik jo hviler på den forudsætning, at det værende, der danner baggrunden for hans ontologiske etik, opfattes som skabt og dermed som godt i sig selv.

En religiøs løsning?

Ordet religion og det deraf afledte religiøsitet kommer af det latinske religare, der betyder at binde eller knytte forbindelse. Det kan opfattes som en forbindelse til højere magter eller guder, men det kan også være den forbindelse, vi har til hinanden på baggrund af en række eksistentielle grundvilkår, som vi ikke kan forklare, men som vi alle erfarer.

Det er de grundvilkår, der manifesterer sig gennem de suveræne livsytringer, som Løgstrup identificerer. Vi er bundet sammen af ytringer som tillid, barmhjertighed og oprigtighed. Det er ikke bare følelser eller oplevelser, men noget der udspringer af en sammenhæng, der er større end os selv og som ifølge Løgstrup ligger en religiøs tydning nær.

Selv om Brinkmann nævner både Weber og affortryllelsesteorien, har det religiøse slet ingen plads fundet i løsningen, hvilket er påfaldende

Pia Søltoft
Sognepræst

Brinkmann henviser også til Kierkegaard og har et skarpt blik for, at dennes æstetiker er en første prototype på en person, der ganske har overgivet sig til oplevelsen af den subjektive nydelse og dermed givet sig vilkårligheden i vold.

Men når Kierkegaard beskriver æstetikeren, lader han denne livstype være bevidst nok til at vide, at der er noget galt. Æstetikeren keder sig, er underlagt en livslede, ja, i sidste ende fortvivler han.

Så egentlig har Kierkegaard gennem beskrivelsen af den æstetiske livsanskuelse forud grebet Brinkmanns analyse af oplevelsessamfundet og er også kommet med sin løsning, der ikke ligger hos etikeren, men netop kun hos den religiøse.

Den religiøse tør give sig livet i vold, fordi hun eller han tror på, at der findes en mening og sammenhæng, selv om vi ikke kan se den. Og selv når vi måske oplever det modsatte, håber vi at der er noget, der holder hånden under os trods fortvivlelse og død.

Og vi tør elske og hengive os til andre mennesker, selv om der ikke er skyggen af sikkerhed for, at vores kærlighed bliver gengældt, og vi derfor altid står i fare for at blive bedragne eller i hvert fald skuffede.

Sådan en religiøs løsning, oplever jeg, ikke ligger langt fra Brinkmanns. Men det er nok bare mig, der hører ham sige det…