5 A'er: Khader vil i fodsporene på Jesus i provokerende manifest

Og ikke mindst skriver Khader side op og side ned om helten Paulus, som han spejler sig i, ja nærmest identificerer sig med.

Det kan synes at være en umulighed at skabe sammenhæng i en sådan bredde, trods manifestets mange sider. Når det alligevel lykkes et godt stykke ad vejen skyldes det, at det hele er bundet sammen af Khaders personlige oplevelser og erfaringer.

De er mange, de er usædvanlige og de er spændende.

Khader løfter selv lidt af sløret for, hvem han skriver til – og hvorfor - i de sidste kapitler.

Bogen er, skriver Khader, et forsøg på at give ikke blot indvandrere, men også den “almindelige dansker” et dybere kendskab til kristendom, til religion og til tro, så kristendommen kan komme til at fylde mere i landskabet, som det hedder.

Han skriver godt og medrivende, og det er næppe det sidste, vi har hørt om Khaders vej gennem livet.

Mette Bock
Sognepræst, Horsens Provsti, fhv. kultur- og kirkeminister (LA)

Khader betragter islam som en farlig ideologi, men understreger mange gange undervejs, at det ikke er den enkelte muslim, han kritiserer.

Han erkender, at han fortsat er dybt rodfæstet i den mellemøstlige kultur, hvis historie, kunst, mad, traditioner og familierelationer han fortsat vender tilbage til med stor glæde på sine mange rejser.

Men vejen til bedre integration af de mange muslimer i Vesten er angiveligt, at de skal opgive islam som ideologi og som minimum blive kulturkristne. De skal assimileres.

Også den såkaldt almindelige dansker får mange drag over nakken. Vi er slappe kulturkristne, der ikke forstår, at nogle værdier er bedre end andre.

Når han skal holde sine mange foredrag, vil folk hellere underholdes med hans livshistorie end høre et teologisk foredrag om Paulus. Folkekirkens gudstjenester skal desuden gøres mere hype.

Meningsløst ønske om at splitte FN i to

Man kan ifølge Khader ikke eksportere demokrati, hvilket ikke mindst Det Arabiske Forårs skuffelser viste os alle.

Mellemøsten er en “demokrati-håbløs” verdensdel, bortset fra Israel. Punktum.

Derfor skal vi også have splittet FN i to. Ét for diktaturer og et for demokratiske lande. Undskyld mig, det giver jo ingen mening i en organisation, der skal forene verdens lande.

Til gengæld er han meget optaget af den kristne missionsbefaling, som han selv agter at levendegøre, når han engang bliver præst. For dén kan angiveligt integreres i alle kulturer. Her er vi ved et punkt, der trænger til uddybelse og argumentation, men det bliver så måske i en anden bog.

Derfor skal vi også have splittet FN i to. Ét for diktaturer og et for demokratiske lande. Undskyld mig, det giver jo ingen mening i en organisation, der skal forene verdens lande.

Mette Bock
Sognepræst, Horsens Provsti, fhv. kultur- og kirkeminister (LA)

Det samme gælder Khaders dåbssyn og nadversyn. Khader skriver, at han betragter sig selv som tre fjerdedele kristen, hvad det så end måtte indebære. Derfor er han endnu ikke døbt, og derfor går han aldrig til nadver.

Hvorfor ikke? Khader sammenligner gentagne gange både islam og kristendommen med huse. Han mener, at han er kommet gennem entreen i kristendommens hus og nu nærmer sig stuen.

Men alle rum skal opdages, inden han vil lade sig døbe. Det er er et besynderligt, selvopfundet dåbssyn. Vi døber netop de små børn på et tidspunkt, hvor de hverken forstår eller tror eller mærker eller handler af egen vilje.

De bydes velkomne, som de er. Dåben er ikke en præstation, den er en gave.

Khader vil i fodsporene på Moses og Jesus

Det er desuden Khaders store ønske at følge i fodsporene på ingen ringere end Moses, Jahve, Johannes døberen, Jesus og Paulus på den vej, der går fra Jerusalem til Jordanfloden. Og så skal præsten Joachim Stender døbe ham i floden. På et tidspunkt.

Det kan man da kalde selviscenesættelse. Slap af. Find en almindelig døbefont i tung granit i den danske folkekirke, bliv døbt af en af dine præstevenner og få det gjort uden al mulig opmærksomhed på begivenheden.

Khader lægger sig ind i den tidehvervske tradition og nævner med beundring Søren Krarup, Katrine Winkler Holm, Jesper Langballe, Henrik Gade Jensen, Sørine Gotfredsen med flere som sine forbilleder.

Det er skarpe teologer, men de hører ikke til blandt præstestandens mest muntre sønner og døtre. Men netop harskheden og viljen til at kaste sig ud i debatten tiltaler Khader.

Præstevennerne Joachim Stender og Marie Høgh er inviteret til at skrive henholdsvis forord og efterord med så næsegrus og ukritisk beundring, at man skulle tro, at Khader befinder sig i samme liga som Jesus, Paulus og Luther. Det gør han trods alt ikke, selvom han gerne vil profetere.

Khader skriver, at det at forlade en religion er som en skilsmisse gange ti. Man tror ham, ikke mindst når vejen går fra islam til kristendom.

Derfor håber jeg, at Naser Khader fortsat er beskyttet af PET, for hans manifest er både modigt, provokerende og formentlig nødvendigt for hans egen mulighed for at åbne endnu en ny dør som præst i den danske folkekirke.

Han skriver godt og medrivende, og det er næppe det sidste, vi har hørt om Khaders vej gennem livet.

Næste stop er præstegerningen, hvor han vil blive budt velkommen med åbne arme i den danske folkekirke. Hvis han ellers kan tage sig sammen til at blive døbt.