Biskopper tager afstand fra aktiv dødshjælp

I en fælles udtalelse fastslår folkekirkens 10 biskopper, at man ikke bør legalisere aktiv dødshjælp i Danmark.

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann Nielsen

Biskopperne advarer mod at indføre aktiv dødshjælp i Danmark.

"Samfundet bør ikke kunne tage borgernes liv," lyder det i en udtalelse, som biskopperne er blevet enige om på seneste bispemøde.

I udtalelsen understreger de 10 kirkelige overhoveder, at de er på linje med det store flertal i Etisk Råd, der også har anbefalet ikke at indføre aktiv dødshjælp.

"Vi frygter, at en legalisering af dødshjælp vil føre til en forråelse af såvel menneskesyn som samfundssyn," skriver biskopperne og fortsætter:

"Der er afgørende forskel på at have et samfund, der vil bistå mennesker i fortvivlelse og sygdom med trøst og støtte og gøre, hvad der er muligt for at lindre smerter, og at have et samfund, der vil bistå fortvivlede og lidende mennesker med at tage livet fra dem."

Vi frygter, at en legalisering af dødshjælp vil føre til en forråelse af såvel menneskesyn som samfundssyn.

biskopperne

I stedet slår biskopperne på tromme for, at der skal gøres mere for at fremme de muligheder, der allerede i dag findes for døende, samt at opjustere den palliative indsats.

"Ud fra en kristent trosgrundlag er det svage og afmægtige liv et værdigt liv. Enhver opdeling af liv og død i værdigt og uværdigt tenderer til at sætte værdighed lig med styrke og selvbestemmelse og uværdighed lig med svaghed og afhængighed og smerte."

"På den måde bliver det menneske, der har brug for hjælp og omsorg og pleje udsat for betegnelsen uværdig. Den form for værdiskred øger frygten hos den enkelte for at ligge samfundet og andre mennesker til last," skriver biskopperne.

Læs også

Debatten om aktiv dødshjælp er blusset op, efter statsminister Mette Frederiksen (S) ad flere omgange har talt varmt om aktiv dødshjælp.

Regeringen har nedsat sit eget udvalg, der skal undersøge, hvordan man kan lave en dansk model for "en mere værdig død".

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00