Hvis vi kan bede alle ugens dage, kan vi vel også fejre jul hver dag. Eller hvad?

Journalister spørger hele tiden, om denne bededag ikke er overflødig? Den er ikke bundet op på en bibelsk historie, som de andre helligdage, og det leder til konklusionen, at man vel egentlig kan bede hver dag. Man kunne frækt svare tilbage, at der heller ikke er noget i vejen for at holde jul, påske og pinse hver dag.

Spørgsmålet har fået mig til at overveje, hvad bøn egentlig er. Der er vist ikke noget mere grundlæggende menneskeligt end at bede. Jeg vil vove at påstå, at det gælder det religiøse menneske, det tvivlende, det agnostiske og den ikke-troende.

Som menneske lever man midt i det, vi kalder virkeligheden. Virkeligheden er kendetegnet ved, at jeg lever i en bestemt kulturel, social og politisk sammenhæng. Man lever midt i en tro eller en ikke-tro eller en fjern tro.

Man lever i et bølgende hav af meninger, kunst, dannelse, sport, skole, fortvivlelse, jubel, ligegyldighed, arbejdstid, fritid, musik, sang, råberi, venskab og fjendskab. Man lever mellem alle mulige relationer og skaber sig hverdag, og vi kalder det virkeligheden.

Den virkelighed vi taler om, tager sig meget forskelligt ud. Det mærker vi også dagligt. Vi ser (heldigvis) ikke ens på tingene, men oplever virkeligheden, eksistensen, livet forskelligt.

Hvis virkeligheden er landet, så er den omringet af et hav, af en himmel. Denne himmel eller dette hav opdager vi også dagligt. Vi er født ind i meningsfællesskaber, i sproglige, musikalske og uddannelsesfællesskaber.

Bøn er at stoppe op og tænke sig om

Peter Skov-Jakobsen

Vi kommer med en national grundopfattelse, med en etik og med moralske handlinger. Vi er del af en politisk kultur, og vi har traditioner, der præger vores måde at feste for hinanden på. Vi har vaner omkring liv og død.

Historien kan trykke sig ned i vores gener, så hændelser, der er sket for generationer siden bliver ved med at præge os. Vi er stadig præget af Anden Verdenskrig og opgøret med nazismen.

På Balkan er man præget af krigene, der brød ud i 90’erne. Vi selv er præget af vores forældre, venskaber, af svigt og fejltagelser, af ydmygelser og udnyttelse.

Selv synes jeg, at den krans, det hav eller den himmel, der omgiver os, er med til at vække min daglige nysgerrighed på, hvad livet egentlig er. Min oplevelse er det, at jeg lige siden jeg kan huske, er blevet bedt om at tage del i livet, i fællesskabet.

Jeg er blevet budt inden for, bedt om at være med i en bevidsthed om, at nok var jeg vigtig, men der var også et fællesskab, som er vigtigt – og det fællesskab strækker ud over min horisont og min bekendtskabskreds.

Min hverdag beror på hele tiden at bede mennesker om hjælp. Bøn er en tillidserklæring. Barnet beder sine forældre om noget, og har tillid til, at det vil få hjælp.

Tillidsfuldt henvender den voksne sig til andre og søger sammenhæng og liv. Vi beder også hinanden om forladelse, hvis vi har begået en fejl eller gjort noget dumt og ondt, og håber at relationen kan opstå og blive levende igen.

Vi lever med en stærk bevidsthed om, at der kan gå skår i relationer, og det kan føre til krig og uforsonlighed, føre vrede og had med sig, og derfor beder vi de andre om at åbne sig for samtalen, at ikke mørket skjuler vores eksistens i uforsonlighed og frygtindgydende had.

I det daglige søger mine tanker ud i historien, kulturen, det politiske. Derude er der myter, eventyr, klassisk litteratur, græske, romerske og nordiske guder. Der er Astrid Lindgren, William Heinesen, Glenn Bech, Hartmut Rosa, Kim Larsen, pop, jazz, Bach, Shakespeare, Anne Linnet, Heinrich Böll, Widor. Der er underholdning, pjat og alvor.