De kristne stemmer af i dag må hjælpe de trængte fredsfortalere på vej

Men at det store arbejderparti således er slået ind på krigsøkonomiens uendeligt sultne spor, har desværre ikke ansporet venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet til i nævneværdig grad at indtage nogen principiel position.

Det er her, at den egentlige tragedie udspiller sig: På realpolitikkens døgnåbne scenegulv synes påbuddet om at kunne fremvise konkret, mulig politik at have fortrængt politikernes evne til at fremføre principielle argumenter.

Her går altså heller ikke venstrefløjen fri, hvilket spørgsmålet om oprustning illustrerer på bedste vis.

For ét er den sociale nedrustning; noget ganske andet er, at man med selve oprustningen, som Dorothee Sölle skriver, forbereder os krigen i så tilstrækkelig lang tid, at den til sidst forekommer at være det normale.

Med frygten som drivkraft, ganske som SF’s tidligere formand Gert Petersen har formuleret politikkens historie under den kolde krig, overdynges vi i disse uger med gammeldags Ruslandsforskrækkelse, dommedagsprofetier og dystre fremtidsscenarier, der alene tjener det formål at piske en stemning op, hvormed forsvars- og våbenindustri kan tilføres svimlende milliardbeløb uden de store folkelige protester.

Hvor er den venstrefløj her til lands, der som Gert Petersen tør stå højt og fast på, at der med afskrækkelsestaktikken ikke avles andet end mere frygt og altså større risiko for krig?

Christian Gorm Hansen
Teologistuderende og organisationssekretær i Enhedslisten

Hvor er den venstrefløj i dag, der som Gert Petersen og andre principfaste personer og partier dengang tør stå ubetinget på fredens nødvendighed - ikke bare i den økonomiske fordelings tegn, men da så sandelig også for menneskehedens skyld?

Historien viste sig at dømme dem retfærdige i og med, at den kolde krig jo rent faktisk blev afsluttet, uden at der blev affyret ét eneste skud i det ellers tungt oprustede Europa, hvor Øst og Vest i årtier stod stejlt på hver deres.

Når afslutningen indtraf så fredeligt var det ikke mindst et resultat af, at modige politikere med betydelig indflydelse valgte at trodse den herskende tankegang og handle i overensstemmelse med en langsigtet, politisk-menneskelig bestræbelse på at nå den modstridende part trods alle modsætninger.

Selv Ronald Reagan, der indledte sin tid som USA's præsident med at opruste imod Sovjetunionen, som han kaldte for "Ondskabens Imperium," endte som bekendt i slutningen af samme med at indgå nedrustningsaftaler med dennes leder Mikhail Gorbatjov under nærmest venskabelige forhold.

Som dette eksempel jo også viser, så skal der som bekendt to til en tango, og af indlysende årsager hverken kan eller skal vi her i Vesten afgøre, hvem der skal være leder i Rusland.

Men det, vi kan gøre, er at gå foran med det gode eksempel.

Det var netop det, som den tidligere vesttyske forbundskansler Willy Brandt gjorde, da han med sin forandring-gennem-tilnærmelse-politik skabte afspænding med ærkerivalerne i DDR og dermed så stort på samtidens anklager om politisk naivitet og menneskelig dårskab.

Men det er ikke naivt at stå ubetinget på freden; naiviteten består snarere i stædigt at tro, at den fortsatte oprustning er løsningen.

Hvor er de politikere, der i dag tør presse vore statsledere til at forlade krigsliderligheden og i stedet gå ud ad diplomatiets og de fælles forhandlingers vej - ikke fordi det er den letteste løsning (for det er det ikke), men fordi det er den principielt rigtige?

Ligesom Dorothee Sölle gjorde det dengang, kunne kristne stemmer af i dag med rette begynde at tale lidt højere i den offentlige diskussion og dermed hjælpe de i forvejen trængte fredsfortalere på vej.

Christian Gorm Hansen
Teologistuderende og organisationssekretær i Enhedslisten

Hvor er den venstrefløj her til lands, der som Gert Petersen tør stå højt og fast på, at der med afskrækkelsestaktikken ikke avles andet end mere frygt og altså større risiko for krig?

Som tør sige, at der med oprustningen sprøjtes stadig mere gift ind i menneskenes hoveder og hjerter, og at der således sker en gradvis større tilvænning til døden, som Dorothee Sölle formulerer det?

Måske det er i denne sidste indsigt, at vi skal finde årsagen til venstrefløjens principielle inerti.

For ifølge Dorothee Sölle, der som nævnt ikke blot var socialist og fredsforkæmper, men også kristen, er det netop et udtryk for at søge Gud, når mennesker bliver modstandsfolk mod døden.

Ordene: "Oprustning dræber også uden krig" har ifølge Dorothee Sölle altså en teologisk dimension - man kan ikke søge Gud, samtidig med at man for en sikkerheds skyld forbereder sig på massemord.

At der også til de gudfrygtige i det borgerlige Danmark heri ligger en salve, understreger blot yderligere, at når også venstrefløjen er ude af stand til at indtage det udelte principielle forsvar for freden og dermed livet, er det måske på tide, at andre gør det.

Ligesom Dorothee Sölle gjorde det dengang, kunne kristne stemmer af i dag med rette begynde at tale lidt højere i den offentlige diskussion og dermed hjælpe de i forvejen trængte fredsfortalere på vej.

Jeg ved, at stemmerne findes. Nu mangler vi bare at høre flere end den, der har lydt her.