5 A'er: Krasnik holder balancen på den smalle bro i ny bog, men hans proportionssans er i uorden

Anti-zionisme og anti-semitisme

Nærmest værre synes det at stå til i Danmark, hvor Krasnik med rette påpeger det dybt urimelige i, at danske jøder er så udsatte, at de må beskyttes. Det sætter han i sammenhæng med kritikken af Israel. Det, der falder ham for brystet, er fordømmelserne af zionismen, som han ser som en nationalisme som enhver anden.

Derfor afviser han slagordet om, at anti-zionisme ikke er anti-semitisme. Men det er der mange andre, der ikke gør. Simpelthen fordi zionismen, hvad den end var i begyndelsen, er endt som en ideologi, der legitimerer den stærke diskrimination og kolonisering, som Krasnik selv beskriver.

Krasnik forsvarer zionismen som et nationalt og liberalt ideal, og han kalder de vildfarne zionister for enten religiøse fanatikere eller ”etno-nationalister”

Jakob Skovgaard-Petersen

Krasnik forsvarer zionismen som et nationalt og liberalt ideal, og han kalder de vildfarne zionister for enten religiøse fanatikere eller ”etno-nationalister.” Dem er der så ganske mange af. Og givet Krasniks egen beskrivelse af bosætterne – der ser sig selv som de konsekvente zionister – er det måske ikke så mærkeligt, at demonstranterne har meget negative opfattelser af zionismen.

Det kan de unge demonstranter have uden at ville nedlægge Israel, men tværtimod med håbet om at få et mere inkluderende og demokratisk land for alle i det område, hvor palæstinenserne og israelerne bor. Det bliver svært, som Krasnik så udmærket forklarer. Men det gør ikke demonstranterne til antisemitter.

Dette er meget godt gennemgået i The Jerusalem Declaration on Anti-Semitism: Anti-semitisme er had til jøder som jøder, herunder jødiske institutioner. At afbrænde toraruller er anti-semitisme. At nægte jøder retten til at leve som jøder hvor som helst i verden, inklusive Israel eller Palæstina, er anti-semitisme. At kritisere Israels politik eller boykotte israelske varer er ikke anti-semitisme.

Kritik af Mellemøst-forskere

Med sin opfattelse af anti-zionisme ser Krasnik anti-semitisme mange steder, men især på Nørrebro. Og på ”venstrefløjen” – som er udefineret, men tydeligvis stor. Ligesom den har grebet ”universiteterne”, ”de højtuddannede”, ”akademikerne” og ”Mellemøst-forskerne”.

Disse Mellemøst-forskere ”der aldrig kunne finde på at kræve boykot af andre lande i regionen, selv om de kender alt til forholdene i de syriske eller iranske fængsler.” Det lader til at være forbigået Krasniks opmærksomhed, at såvel Syrien og Iran allerede er genstand for boykot og sanktioner.

I virkeligheden står vi Mellemøst-forskere ikke langt fra Krasnik på den bro, som i Danmark måske ikke er så smal alligevel, men som han og Weekendavisen synes at få en særlig fornøjelse af at smide os ud fra. Her er min israelske kollegas fortælling om, hvordan vi på Mellemøst-studier i København har håndteret Gaza-krisen.

Apartheid og kolonialisme

I et tidligt kapitel sidder Krasnik i sin bil og observerer de mange, der demonstrerer for våbenhvile. På papiret er han enig i deres krav, skriver han. Men i stedet for at samle sig om et humant budskab og ”dialog”, er det ensidige fordømmelser af Israel med brug af ord som kolonisering, apartheid, etnisk udrensning og folkemord.

Krasnik kritiserer brugen af ordet apartheid, men ender med selv at bruge apartheid i sine beskrivelser af israelsk lovgivning de første 20 år

Jakob Skovgaard-Petersen

Det er stærke ord, som selvfølgelig skal ses i sammenhæng med, at Israel netop nu bomber Gaza og dræber hundredvis af civile hver dag. Men er det de rigtige betegnelser? Og er det omvendt så slemt, at man ikke burde demonstrere for en våbenhvile med de mennesker?

Krasnik kritiserer brugen af ordet apartheid, men ender med selv at bruge apartheid i sine beskrivelser af israelsk lovgivning de første 20 år og igen om nationalstatsloven af 2018. Han bruger det også i sin beskrivelse af forholdene på Vestbredden i dag. Det synes jeg er rigtigt.

Der er naturligvis forskelle til Sydafrika, men ulykkeligvis også tydelige ligheder, og sådan er det med begreber. Noget af det samme gør sig gældende med begrebet kolonialisme. Det var, så vidt jeg ved, den store Mellemøst-forsker Maxime Rodinson, der i 1967 karakteriserede Israel som en colonial settler state, og siden har diskussionen raset om ligheder og forskelle til eksempelvis fransk Algeriet.

Bosætterne på Vestbredden er stolte af deres kolonialisme, mens Israel jo i hvert fald kan siges at være opstået også i kamp imod kolonimagten Storbritannien. Til gengæld er jeg ikke rigtigt tryg ved den decolonization theory, der er populær i nogle kredse. I mere gængs Mellemøst-forskning ser vi afkoloniseringen som en historisk fase, nemlig perioden 1945-70, og kolonialismen er ikke en hensigtsmæssig ramme til at forstå begivenhederne i dag, selv om den naturligvis har sat sig sine spor.

Krasnik overser risiko for etnisk udrensning

Vanskeligere er det med etnisk udrensning og folkemord. Jeg er ikke jurist og er usikker på disse termers præcise juridiske indhold, men noget i retning af etnisk udrensning finder lige nu sted i Gaza.

Jeg kan ærligt talt ikke forstå, at Krasnik i sit worst case scenario alene ser en fare i, at Hamas bevarer magten og endda udstrækker den til Vestbredden, mens han ikke så meget som nævner den mulighed, at Israel faktisk bevidst er ved at gøre Gaza ubeboeligt og drive en millionbefolkning ud af sit område.

Han er jo godt klar over, at etnisk udrensning var noget, Israel bevidst forfulgte i krigen i 1948. Så hvorfor skulle det være så utænkeligt i 2023, hvor man har en rabiat regering, hvis medlemmer selv siger det højt?

Tilmed har man i Hamas’ blodige massakre og affyring af raketter ind over grænsen fået et påskud, der gør, at Israels vestlige allierede har affundet sig med bombardementerne af Gazas civile befolkning i uge efter uge.

Jeg kan ikke forstå, at Krasnik i sit worst case scenario ikke nævner den mulighed, at Israel bevidst er ved at gøre Gaza ubeboeligt og drive en millionbefolkning ud af sit område

Jakob Skovgaard-Petersen

Israels eksistenskrig

Selv er jeg ikke gået med i demonstrationerne. Ligesom Krasnik mener jeg, at demonstranterne bør og skal bruge tid på at tage afstand fra Hamas’ massakrer. Når jeg nævner det for dem, jeg kender, der går med, siger de, at det gør de naturligvis, men at det ikke er dét, det drejer sig om nu.

Alligevel skulle det siges hver gang – og de demonstranter, der taler om, at ”vi skal sejre”, har særligt brug for at høre det. For den mentalitet vil ikke føre til våbenhvile. Krasniks personlige og oprigtige bog skulle give enhver en klar idé om, hvor vigtigt det er for danske jøder, ja, for dansk politisk kultur, at det bliver sagt højt og klart, hver gang man protesterer imod bombardementerne.

Martin Krasnik har imidlertid en yderligere grund til ikke at gå med i demonstrationerne. Han går som demonstranterne ind for en palæstinensisk stat. Men modsat dem mener han, at Israel skal fortsætte sin krig (om end mere skånsomt). Hvorfor er uklart. For han mener samtidigt, at det er futilt, ja, kontraproduktivt: Han kan udmærket se, at krigen vil skabe mere had, mere vold, og flere rekrutter til Hamas eller dets efterfølger.

Han bebrejder ligefrem Hamas, at Israel slår så mange civile ihjel. Hamas er uden tvivl medskyldig, dels med sin indledende massakre, dels ved ikke at have forberedt beskyttelsen af civilbefolkningen bedre. Men sådan sagde kolonimagterne også om guerillaerne i Algeriet og andre steder: De civile tab var deres skyld. Det var dog immervæk Frankrig, som smed bomberne. I dag er det Israel.

Den eneste begrundelse for fortsat krig, Krasnik synes at give, er at dette er Israels ”eksistenskamp.” Hvorfor egentlig? Eksistenskamp er et alt for ultimativt ord, der legitimerer al volden. Det er et Hamas-ord, et bosætter-ord. Og det er nemt at se, at det nu er gazanernes eksistens, der står på spil, ikke israelernes.

Her er der ingen symmetri, ingen proportionalitet, og balancen er igen blevet den klassiske balance i regnskabet: Deres massakre på os retfærdiggør vores massakre på dem. Hvor længe Israel bør fortsætte, eller hvad der kan opnås, giver Krasnik ikke svar på. Måske tænker han anderledes i dag, her en måned og mange tusind civile ofre senere.

Krasnik mener, at Israel skal fortsætte sin krig (om end mere skånsomt). Hvorfor er uklart. For han mener samtidigt, at det er futilt, ja, kontraproduktivt

Jakob Skovgaard-Petersen

Den smalle bro

Symmetrisk beskriver bogen to store demonstrationer, en i Tel Aviv og en i København. I begge tilfælde erklærer Martin Krasnik sig enig med demonstranterne, men vil også korrigere dem. I Tel Aviv er han forarget over, at de ikke tænker palæstinenserne med i løsningen og bringer sit lille trodsige skilt: Intet demokrati med besættelse. I København er han mere utryg; rystet over nogle af parolerne vælger han at blive i sin bil.

Men hvor smal er broen? I Israel er Krasnik heldigvis ikke alene – hvilket enhver kan forsikre sig om ved at læse engelske Haaretz. Mange demonstranter ville være overbevist om det rigtige i hans skilt, men som i København ville de sige: ”Det er ikke dét, det drejer sig om her og nu. Det emne vil kun splitte os.” Imidlertid skal der nok også gå anti-semitter med i demonstrationen, forstået som folk der hader arabere og muslimer, fordi de er arabere og muslimer.

I København vil det være det samme: den store majoritet ville være enige i Krasniks to-statsløsning, og har intet imod jøder som jøder. Dog skal man nok også kunne finde anti-semitter til demonstrationerne. Enkelte af dem sikkert både venstreorienterede, højtuddannede, muslimer og arabere.

Der er altså mere balance, end Krasniks tekst vil være ved. Og i mit verdensbillede nogle ganske andre proportioner. Nørrebro er ikke tabt. Venstrefløjen er ikke en antisemitisk ormegård. Muslimer er ikke produkter af en særlig ufredens religion.

De unge, der demonstrerer, er engagerede og reflekterede og sikkert fuldt i stand til at forholde sig til argumenter som dem, Krasnik lægger frem. De følger bare også med dag for dag og ser noget så voldsomt, at de ikke vil sidde med hænderne i skødet. Måske er det dem, der har proportions- og balancesansen i orden.

Hvis Israel bare bliver ved og ved, er det vel på et tidspunkt Krasnik og mig, der skal tage et selvopgør med vores egen vognborgsmentalitet. Måske skal vi følges til en protestdemonstration for at redde, hvad der er tilbage af palæstinensisk og israelsk liv, moral og håb.