Sophie Løhde om organdonation: Velvillighed skal veksles til konkret stillingtagen

Udgangspunktet bliver dermed, at man som myndig dansker potentielt kan blive organdonor, hvis man kommer så alvorligt til skade, at man uundgåeligt vil dø. Men ikke uden, at man udtrykkeligt har sagt ja.

Status quo er ikke en mulighed

Alle vil skulle bekræfte deres stilling i Organdonorregistret – ellers bliver de pårørende spurgt om muligheden for organdonation.

Op mod 84 procent af danskerne har en positiv holdning til organdonation. Med regeringens forslag til en ny tilgang til samtykke håber jeg, at endnu flere danskere vil træffe og bekræfte deres personlige valg i Organdonorregistret.

I dag har 1,4 millioner danskere registreret deres stillingtagen i Organdonorregistret. Det lyder måske som mange, men det er rent faktisk mindre end en tredjedel af alle over 15 år.

Derfor skal vi gerne have endnu flere til at tage stilling, så vi kan redde liv. For det er der brug for.

Alene i 2023 slukkedes håbet om livet for 28 danskere og deres pårørende, mens de ventede på et nyt organ. Og lige her og nu står over 400 danskere på venteliste til at få et nyt organ. 400, der venter på at få livet tilbage. 400 danskere og deres familier, der har livet på standby.

Forhåbningerne, frustrationerne og den grundlæggende usikkerhed ved at vente og håbe på at få sit liv og hverdag tilbage kan de fleste af os sætte os ind i. Sidste år traf jeg en af dem, som har prøvet at få livet igen, 24-årige Cecilia Petersen. Jeg mødte hende, mens hun ventede på at få en ny nyre. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

Heldigvis for Cecilia fik hun en nyretransplantation i tide, og i dag er hun lykkelig over, at hun fik livet tilbage. Cecilia er fortaler for, at vi som samfund ændrer på den nuværende samtykkemodel, så flere på venteliste får mulighed for at modtage et organ. Ligesom hun selv gjorde.

Information og kampagner kan ikke stå alene

Jeg har stor respekt for, at man kan have forskellige holdninger til organdonation og til regeringens forslag. Men for mig er det vigtigt, at vi som samfund gør alt, hvad vi kan, for at give flere alvorligt syge danskere som Cecilia en ny chance. Vi er nødt til handle. Status quo er ikke en mulighed.

Regeringens forslag om at ændre samtykkemodellen er ét af flere tiltag, der skal styrke organdonationsområdet. Vi skal fortsætte med at informere, iværksætte kampagner og have dialog og offentlig debat om emnet.

Og vi er også enige med flere partier i, at vi skal afsøge mulighederne for at påminde danskerne om organdonation i deres møde med det offentlige. Det kan for eksempel være, når man bestiller nyt kørekort eller pas.

Staten kommer naturligvis ikke til at eje befolkningens organer, som kritiske røster ellers har hævdet.

Sophie Løhde (V)
Indenrigs- og sundhedsminister

Men information og kampagner kan ikke stå alene. Det har vi prøvet i mange år, og der er brug for nye og andre initiativer. Og vi kan se fra flere andre lande i Europa, som har indført aktivt fravalg til organdonation, at det virker.

Det er naturligvis helt afgørende, at vi ikke sætter danskernes opbakning til organdonation over styr. Derfor vil vores forslag heller vil ikke blive indført over natten.

Vi vil give befolkningen god tid til at sætte sig ind i den nye ordning og gøre sig overvejelser om organdonation, før den træder i kraft. Sammen med familien og for sig selv.

Det er også grunden til, at vi som regering er gået lidt utraditionelt til værks og har fremsat et beslutningsforslag, som kan bane vej for et efterfølgende lovforslag. Det giver os god tid til at få en grundig debat både i og uden for Folketingssalen.

Respekt for det personlige valg

Den seneste tids debat har vist, at organdonation er et emne, som med god grund vækker stærke følelser hos rigtig mange mennesker, inklusive mig selv.

Det er fair nok, at vi kan være uenige, men samtalen bør tage afsæt i dét, regeringen faktisk foreslår og ikke på misfortolkninger eller misforståelser – dem har der ellers allerede været en del af, så lad mig med det samme prøve at rydde dem af vejen.

Staten kommer naturligvis ikke til at eje befolkningens organer, som kritiske røster ellers har hævdet. Slet ikke.

Vi tvinger ikke nogen til noget. Det vil fortsat, ligesom i dag, være muligt at sige nej til organdonation eller at give udtryk for, at ens pårørende skal tage stilling på ens vegne. Har man ikke bekræftet sit valg i Organdonorregistret, vil de pårørende altid blive spurgt.

Vi har – og vil fortsat have – respekt for den enkeltes frie vilje og for det personlige valg. Organdonation kan og skal aldrig være en samfundspligt, men regeringen ønsker at sende et signal om, at vi danskere gerne vil bidrage til at redde flere liv.

De fleste af os vil gerne kunne modtage et organ, hvis der opstår en ulykkelig situation, hvor det er nødvendigt. Vi synes, at de to ting hænger sammen.

Og selvom vi i Folketinget kan være uenige om meget, så glæder jeg mig over, at vi, når det handler om organdonation, er helt enige om én ting: Vi skal have vekslet velvilligheden til konkret stillingtagen. Vi skal have flere til at tage stilling, og vi skal alle have det bedste udgangspunkt for at tage stilling.

Derfor er jeg meget glad for, at et bredt flertal ved 1. behandlingen bakkede op om regeringens beslutningsforslag. Og jeg er overbevist om, at vi sammen har taget det første vigtige skridt på vejen mod at styrke organdonationsområdet og dermed redde menneskeliv.