Tidl. formand for Etisk Råd: Ja eller nej til organdonation er mere end bare ja eller nej

Modsat gælder det med det formodede samtykke, hvor der fokuseres mere på flertallets bedste end den enkeltes råderet. Organerne vil således gå til grunde, når vi dør, men kan gøre nytte hos dem, der endnu lever.

Det bør ikke være samfundet, men den enkelte, der tager stilling til disse helt grundlæggende spørgsmål om liv og død

Jacob Birkler
Tidligere formand for Etisk Råd

En mere rabiat form for formodet samtykke er den obligatoriske donation, hvor alle menneskers organer altid doneres, hvis situationen gør det muligt i forbindelse med konstateret hjernedød efter sygdom eller en ulykke.

Denne praksis vil af nogen blive opfattet som hensynsløs over for de pårørende.

Her kan argumentet dog vendes om, idet der kan peges på, at de pårørende netop fritages for beslutningsbyrden og kan fokusere på respektfulde ritualer, en værdig afsked og god omsorg ved dødslejet.

Meningsmålinger peger i retning af ændret lovgivning

Ser vi kort på argumenterne knyttet til henholdsvis informeret og formodet samtykke, er der meget, der taler for og imod begge former.

Det vigtigste argument for formodet samtykke er, at flere meningsmålinger klart indikerer, at et stort flertal af danskere gerne vil være organdonorer. På den måde forsvares formodet samtykke som en praksis, der flugter med dét, som langt de fleste danskere ønsker allerede.

Med blik for de mange patienter, som mangler et organ, peges der således i retning af en ændret lovgivning i Danmark.

Hovedargumentet eller forsvaret for informeret samtykke lægger derimod vægt på oplysning og den enkeltes stillingtagen. Det bør ikke være samfundet, men den enkelte, der tager stilling til disse helt grundlæggende spørgsmål om liv og død.

Samtidig vil informeret samtykke, fremhæves det, i højere grad tage hensyn til tvivlerne og det forhold, at der for den enkelte kan være gode grunde til at være i tvivl eller eventuelt helt være modstander af organdonation.

Begge ordninger har imidlertid deres egen præmis som deres største svaghed. Med formodet samtykke må man således forvente, at kun få melder fra, og ikke mindst, at kun få pårørende modsætter sig.

Stillingtagen har en værdi

Svagheden er her, at man ikke behøver tage stilling. Som pårørende kan man derfor være i tvivl om, hvad den afdøde egentlig mente om organdonation.

Hvis man gerne vil være organdonor, behøver man således ikke gøre noget, hvilket bevirker, at andre ikke nødvendigvis ved, hvor man står.

Man er kun organdonor, fordi man ikke har sagt nej. Anderledes forholder det sig med informeret samtykke. Her må præmissen være den, at flere tager stilling. Det er et problem, fordi kampagner gennem flere årtier har vist, at det kan være svært at få alle danskere til at tage stilling.

Etisk set vurderes de to ordninger også forskelligt. Med formodet samtykke er den personlige stillingtagen i nogen grad gjort overflødelig, hvor målet er, at flere bliver organdonorer. Til gengæld er der et meget klart fokus på hjælpen til de patienter, som mangler et organ.

Med informeret samtykke er det selvsagt også vigtigt, at der bliver doneret organer, men det har også værdi i sig selv, at der i befolkningen er flere, som tager aktiv stilling til spørgsmålet om organdonation.

Informeret samtykke kalder således i højere grad på oplysning, overvejelser, debat og stillingtagen, hvor formodet samtykke i værste fald kan skjule eller tabuisere dilemmaet. Formodet samtykke kan ud fra sidstnævnte betragtning ende som noget, der med et engelsk udtryk kaldes for ”hidden default” (skjult standard).

Donor mod egen vilje?

Uanset hvilken ordning, der anvendes, vil der være nogen, som ikke har taget stilling. Med informeret samtykke vil der således være nogen, som endnu ikke har registreret deres ”ja”, hvor der tilsvarende ved formodet samtykke vil være nogen, som endnu ikke har registreret deres ”nej”. Hvordan vurderer vi dette? Hvad er værst?

En person, som ikke bliver donor på grund af manglende registrering, eller en person, som bliver organdonor mod sin vilje? Det afhænger i høj grad af øjnene, der ser, og på, hvordan man ser på henholdsvis de døde og de levende og dermed donor og recipient.

Man kan også forsøge at indføre det bedste fra begge modeller, hvor man indfører formodet samtykke med en appel om, at alle alligevel bekræfter deres holdning i et register.

Alle danskere allerede er sat i bås med den nuværende ordning, nemlig som ”ikke-donor”; en bås, som langt de fleste ifølge meningsmålinger ikke ønsker at befinde sig i

Jacob Birkler
Tidligere formand for Etisk Råd

Men her støder man ind i argumentet om det principielle i, at man som borger ikke skal være påduttet en holdning på forhånd.

Hertil kan der imidlertid indvendes, at alle danskere allerede er sat i bås med den nuværende ordning, nemlig som ”ikke-donor”; en bås, som langt de fleste ifølge meningsmålinger ikke ønsker at befinde sig i.

Som skitseret, er der både fordele og ulemper ved henholdsvis formodet og informeret samtykke og dermed også forskellige vurderinger.

Der er således tale om et etisk dilemma, hvor vi må vægte de enkelte argumenter og hensyn. Derfor sidder regeringen ikke alene med en beslutning men også med en besindelse.