Debat

Tidligere biskop: Religion spiller en vigtig rolle i Afrika, derfor bør trosfrihed gøre det samme i den danske indsats på kontinentet

Ligesom vi allerede bidrager til kapacitetsopbygning rundt omkring i verden, når det gælder seksuelle og reproduktive rettigheder og frie medier, kan vi også bidrage til mere viden om, og fokus på, tros- og religionsfrihed i Afrika, skriver Peter Fischer-Møller, tidligere biskop i Roskilde . 

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, på statsbesøg i Niger i foråret 2023. Der er brug for mere fokus på religions- og trosfrihed i Danmarks udviklingsarbejde på det afrikanske kontinent, skriver Peter Fischer-Møller.
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, på statsbesøg i Niger i foråret 2023. Der er brug for mere fokus på religions- og trosfrihed i Danmarks udviklingsarbejde på det afrikanske kontinent, skriver Peter Fischer-Møller.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Peter Fischer-Møller
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Religion spiller – på godt og ondt – en stor rolle i Afrika. Derfor bør tros- og religionsfrihed også spille en stor rolle i den Afrikaplan, som regeringen er på vej med.

For størstedelen af den afrikanske befolkning betyder religiøs tro og praksis rigtig meget. Som en konsekvens af det mange steder på kontinentet kaotiske politiske liv er tilliden til religiøse ledere højere end tilliden til politiske ledere.

Og udenfor de store afrikanske metropoler er religiøse samfund ofte den eneste form for civilsamfund, der findes.

Læs også

Dette bliver man nødt til at gøre sig klart, hvis man vil bidrage til at skabe forandring og udvikling i Afrika – uanset i øvrigt om det er økonomisk udvikling, demokratisk udvikling, et frit civilsamfund eller fred og stabilitet, som man er optaget af.

Interreligiøse relationer er selvsagt vigtige i lande og lokalsamfund, hvor religion spiller en stor rolle for langt de flestes hverdagsliv, og hvor mennesker med forskellig religiøs tro lever tæt sammen. Alene derfor er tros- og religionsfrihed en central menneskerettighed at arbejde med i en afrikansk kontekst.

Et værn imod religiøs ekstremisme

Samtidig har islamistisk terror i en årrække udgjort en kæmpemæssig sikkerhedsmæssig og ideologisk udfordring i en række afrikanske lande.

En mulighed er at trække på erfaringerne fra Indonesien, hvor Danmark har indgået et partnerskab, hvor både klimaløsninger, landbrug og rettigheder – herunder interreligiøs dialog – er en del af aftalen

Peter Fischer-Møller
Formand for Tænketanken For Forfulgte Kristne og tidligere biskop i Roskilde

Der er brug for bedre uddannelsesmæssige og økonomiske muligheder for den afrikanske ungdom, hvis færre skal tilslutte sig ekstremisterne i fremtiden. Der er virkelig brug for en stærkere indsats for den tros- og religionsfrihed, som er den religiøse ekstremismes modsætning.

I disse år trækker geopolitiske forandringer en række afrikanske lande ind i et tættere forhold til Mellemøsten og Asien. Dette vil føre til en styrkelse af islams rolle og betydning i afrikanske samfund.

Organization of Islamic Countries (OIC) vil stå styrket, og kravet om fordømmelse af islamofobi kan i praksis let lede til kriminalisering af islamkritik.

Tros- og religionsfriheden beskytter den enkeltes ret til selv at vælge religion til og fra såvel som til at skifte tro, forlade sin tro og kritisere tro. På den måde udgør tros- og religionsfrihed som en integreret del af menneskerettighederne et værn imod religiøs ekstremisme og forsvar for ytringsfriheden.

Mere fokus på tros- og religionsrettigheder  

Konkret foreslår vi blandt andet et styrket fokus på tros- og religionsfrihed i Danmarks bilaterale udviklingssamarbejde med partnerlande i Afrika og dermed også i de danske ambassaders arbejde i og afrapporteringer fra disse lande.

Ligesom vi allerede bidrager til kapacitetsopbygning rundt omkring i verden, når det gælder for eksempel oprindelige folks rettigheder, seksuelle og reproduktive rettigheder og frie medier, kan vi også bidrage til mere viden om, og fokus på, tros- og religionsfrihed i Afrika.

En mulighed er at trække på erfaringerne fra Indonesien, hvor Danmark har indgået et partnerskab, hvor både klimaløsninger, landbrug og rettigheder – herunder interreligiøs dialog – er en del af aftalen.

Danmark er som de øvrige nordiske lande et meget sekulært samfund. Derfor er det naturligt, at tros- og religionsfrihed ofte ikke står så tydeligt som mange andre vigtige rettigheder, når embedsmænd og politikere udarbejder strategier for Danmarks engagement i verden.

Men det er afgørende, at denne utydelighed ikke kommer til at kendetegne den kommende Afrikaplan.

Religion spiller en vigtig rolle i Afrika, og det samme bør tros- og religionsfrihed gøre i den danske indsats på kontinentet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Fischer-Møller

Formand, Dansk Missionsråd, formand, Tænketanken for Forfulgte Kristne, formand, Sjællands Kirkemusikskole
cand.theol. (Københavns Uni. 1983)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024