Auken: Cementindustrien kan fortsætte sin kvotefest

Af Margrete Auken 
Medlem af Europa-Parlamentet for SF

Kvotehandelssystemet er et fantastisk værktøj til at gøre virksomhederne ansvarlige for deres udledninger af drivhusgasser. Men kun når det fungerer som det skal. 

Ideen var skam god: At indføre en form for valuta hvor kvoter handles imellem 11.000 virksomheder på tværs af 31 lande. 40 procent af EU’s drivhusgasudledninger er kvotebelagt.

Kvoterne er en slags møntfod som indfører ’forureneren betaler’-princippet. Men systemet er markedsbaseret, og markedet er fra begyndelsen skævvredet med alt for mange ’gratis’ kvoter.

Bør nærme sig 50 euro
Kvoteprisen er således blevet for lav. I september 2016 kom den igen under 4 euro. I juli 2008 var den på lige knap 30 euro, som ifølge organisationen Sandbag er minimumsprisen hvis systemet skal leve op til sit formål. Der er altså lang vej igen!

Hvis det ligefrem skal være rentabelt at skifte fossil gas ude med vedvarende energi, må kvoteprisen helst op i nærheden af 50 euro.

I Strasbourg blev det imidlertid klart at ambitionerne for at begrænse klimaforandringerne er nærmest fraværende hos flertallet af parlamentarikere.

Margrete Auken
Medlem af Europa-Parlamentet for SF

Men der er over to milliarder overskydende kvoter i systemet, og de presser prisen nedad.

Lobbyisterne vandt
Igennem to år har Parlamentet forhandlet med udgangspunkt i Kommissionens udspil til en ny lovgivning. Afstemninger er blevet udskudt, og forhandlingerne er blevet ved til sent ud på natten. I sidste ende vandt lobbyisterne.

Det var ellers nu at optimismen og alle løfterne fra Paris-aftalen skulle stå sin prøve. Med reformen af kvotehandelssystemet har EU en glimrende chance for at vise resten af verden at vi vil gøre hvad der skal til for at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader (og helst kun 1,5).

Gaver til cementindustrien
Da loven blev behandlet i miljøudvalget, var der indgået et kompromis som annullerede den årlige gave til industrien og til gengæld kompenserede ved at lave en form for toldsatser ved EU’s eksterne grænser for import af cement. Cement er vanskeligt at handle globalt da det er tungt og besværligt at flytte og derfor ikke er lige så presset fra international handel som andre industrier der får gratis kvoter, fx stål og kemikalier. 

Men flertallet i Parlamentet stemte imod de Grønnes forslag om at cementindustrien fra 2021 ikke længere skal tildeles gratis kvoter. I næste fase af ordningen vil den altså kunne få en milliard gratis kvoter. Det svarer til en milliard tons CO2 blot fra cementindustrien! 

Det ændringsforslag var afgørende for at de Grønne kunne støtte den endelige tekst. Men det lykkedes lobbyister at få flertallet vendt, og cementindustrien kan fortsætte sin kvotefest. Derfor stemte jeg og de Grønne imod forslaget i Strasbourg i februar.

Uambitiøs udfasning
Et andet vigtigt punkt var den lineære reduktionsfaktor – den rate hvormed kvoterne bliver taget ud af markedet hvert år. For at opretholde presset på virksomhederne, bliver et vist antal kvoter taget ud af markedet.

I 2013-2020 er den på 1,74 procent - hvilket tydeligt har vist sig ikke at være nok! Kommissionen foreslog at øge raten til 2,2 procent, men et stort flertal i miljøudvalget stemte for at det skulle øges til 2,4 procent.

Også den forbedring blev stemt ned i Parlamentet! 

Stærkere udspil fra Rådet
Kvotehandlen er en milepæl i EU’s indsats på klimaområdet, og potentialet er enormt. I Strasbourg blev det imidlertid klart at ambitionerne for at begrænse klimaforandringerne er nærmest fraværende hos flertallet af parlamentarikere.

Til alles overraskelse er Rådets, altså regeringernes, udspil stærkere end Parlamentets. Her er man blevet enige om en forhandlingsposition hvor udflytning af CO2-intensive virksomheder til tredjelande begrænses og hvor antallet af overskydende kvoter hurtigt kan reduceres.

Tænk på børn og børnebørn
Det er især Sverige, Luxembourg, Frankrig og Holland der presser på for en ambitiøs klimastrategi. Forhåbentlig får Rådet overtaget i de forhandlinger, der nu begynder imellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet, de såkaldte triloger. 

Kvotehandelssystemet er et fremragende middel til at reducere CO2-udslip hvis det bruges ordentligt. Men det kræver politikere der vægter deres børn og børnebørns fremtid højere end gammeldags industrier og som tør tage kampen.