Danmark har fået rollen som paria i Europa

Guderne skal vide, at Danmark har arbejdet ihærdigt på at få pariastatus i Europa. Der har de seneste år ikke været langt mellem hverken hårde udmeldinger og lovarbejde, der hylede "se mig" til udlandet.

Smykkeloven, rettighedstab på grund af indkomst eller hudfarve som defineret i ghettoloven, de facto kriminel lavalder på ti år, en statsminister, der lover at fjerne flere børn, frakendelse af forældrerettigheder for bestandig på objektive grundlag, paradigmeskift, Rwanda-lov, udvisning af syriske flygtninge til uvisse skæbner er sådan noget, man ville studse over i enhver international kontekst. 

Et afrikansk land ville formentlig have modtaget en EU-demarche, altså en særlig diplomatisk henvendelse, der ville have til formål at erklære, at folk bør være lige for loven, og at konventioner er mere værd end toiletpapir.   

Men nu er det så os, der længe har haft ry for at være et ordentligt, lykkeligt, transparent land med styr på sine sager. Vi er Danmark, ikke et land i Central- eller Østeuropa.

Vores fodboldhold er pæne og søde, vores coronastatistikker er nydelige, vi ligger og vugger heroppe i nord, og selvom statsminister Mette Frederiksen (S), der trådte til i 2019, har lagt en usædvanligt konfrontatorisk stil for dagen internationalt, så er hendes diplomatisk optrin indledningsvis blevet tilskrevet uvanthed med rollen og måske endda en lidt provinsiel tilgang til den.

Længe har europæerne været large med Danmark, men 2021 har ikke kun været hård kost for den danske venstrefløj, vores allierede er virkelig kommet frem i stolen ved udsigt til danske asylinterneringslejre i Afrika og inddragelsen af opholdstilladelser fra syriske flygtninge.

Men nu går den ikke længere. Tidligere på sommeren var det EU's top, der udtrykte, at de havde "grundlæggende bekymringer" vedrørende den afrikanske asylløsning, som den danske regering arbejder på at realisere. 

Det er tvivlsomt, om det tjener danske interesser, at Christiansborg optrapper konflikten med udlandet i stedet for at søge dialogen

Anne Sofie Allarp
Kommentarskribent

Og her i juli har vi næsten simultant fået en dom ved menneskerettighedsdomstolen (fordi vi lader visse flygtninge vente tre år, før de kan søge familiesammenføring) og en verbal afklapsning fra den mest indflydelsesrige gruppeformand i Europa-Parlamentet, Manfred Weber, formand for de europæiske konservative i EPP-gruppen.

I en tale sagde han således: "For nylig så vi i Danmark en afstemning om asylloven. Den betyder i praksis, at i Danmark har de afskaffet asylretten. Tænk lige over et øjeblik, hvad I ville sige, hvis sådan en afstemning fandt sted i Slovenien eller i Ungarn?".

Det sker ovenpå utallige nyhedshistorier i internationale medier, der problematiseret dansk politik dette forår, og det betyder, at man i den offentlige debat i Europa har integreret fortællingen om Danmark, som et land, der på problematisk vis afviger fra det europæiske værdifællesskab.

Så hvad stiller vi op med vores nye rolle som paria i Europa? Der tegner sig to veje.

Fra diplomatiet lyder det, at vi skal skynde os at forklare folk som Manfred Weber, at vi altså mener det godt, når vi foreslår, at afskaffe asylretten på dansk territorium.

Til Berlingske siger Friis Arne Pedersen, der er Danmarks tidligere ambassadør i Berlin og tidligere direktør i Udenrigsministeriet, at der er grund til at bruge kræfter på at forklare Weber, "hvordan vi ser på situationen, inden skaden er sket".

Danske politikeres reaktioner har været mindre optaget af dialog med udlandet. De Konservative kalder kritikken fra Weber absurd og utilstedelig. Dansk Folkeparti har bedt Weber blande sig udenom. 

Og der er jo masser af inspiration syd for grænsen til at slå indenrigspolitisk mønt på en konfliktsituation med Bruxelles. For lande som Polen og Ungarn er kritik fra EU en fast bestanddel af den indenrigspolitiske dagsorden.

Men det er tvivlsomt, om det tjener danske interesser, at Christiansborg optrapper konflikten med udlandet i stedet for at søge dialogen. Sammenligninger med Ungarns premierminister, Viktor Orbán, synes ikke at gøre noget som helst godt for en lille handelsnation som Danmark, der er dybt afhængig af vores samarbejde med udlandet.

Men det virker på den anden side heller ikke sandsynligt, at man via diplomatiet er i stand til at give et andet indtryk af Danmark, end det, som den politiske elite ihærdigt har opbygget ved årelangt hårdt slid.

Så hvad gør vi? Jeg synes, at dansk politik skylder et svar. Og det haster.