Derfor kan Marine Le Pen godt blive præsident i Frankrig

BRUXELLES: Under den afsluttende tv-debat ved anden runde af sidste franske præsidentvalg for fem år siden så det nogle gange mere ud til at være Marine Le Pen, der tabte, end Emmanuel Macron, der vandt.

Frem for at læne sig komfortabelt tilbage i de folkelige toner, der er Le Pens styrke, syntes nationalistlederen dengang at miste besindelsen i det afgørende verbale sammenstød med den skarpe og køligt intellektuelle himmelstormer Macron.

Le Pen virker nu for mange franske vælgere mere sikker, tryg og stueren.

Kirsten Malling Biering
Seniorrådgiver, Tænketanken Europa, tidl. dansk ambassadør i Frankrig

Den fejl kommer Marine Le Pen næppe til at begå en gang til, hvis hun – som det ser ud til – igen går videre efter første runde på søndag, så tvekampen fra foråret 2017 kommer til at gentage sig.

”Hun kom til at lyde for aggressiv og skinger sidste gang. Det har hun lært af. Le Pen virker nu for mange franske vælgere mere sikker, tryg og stueren. Hun har ikke ændret på sine grundholdninger, men hun er blevet en dygtigere politiker,” siger Kirsten Malling Biering fra Tænketanken Europa.

”Man kan ikke udelukke, at hun kan vinde valget, selv om Emmanuel Macron stadig er favoritten. Det er ikke uden grund, at man kan spore en vis nervøsitet blandt hans folk lige nu,” siger Biering, der er tidligere dansk ambassadør i Frankrig.

Meningsmålingerne tyder stadig på klart genvalg til præsident Macron. Men hans forspring skrumper ind for hver dag, mens yderliggående kandidater til både højre og venstre vinder frem.

Magten er en fordel, men den slider også

Det er ikke kun Marine Le Pens image, der har ændret sig siden 2017. Det har Emmanuel Macrons også – og ikke nødvendigvis til det bedre. Han repræsenterer ikke længere en nyskabelse i fransk politik.

Årene ved magten har slidt på populariteten hos en leder, mange franske vælgere allerede fra starten betragtede som lige lovlig selvophøjet, akademisk og elitær.

Samtidig har det politiske landskab udviklet sig endnu længere væk fra de gammelkendte partier. Det er ikke kun en fordel for manden, der ellers selv blev præsident ved at sprænge den traditionelle politiske skala fra højre til venstre.

Her i slutspurten af en usædvanlig valgkamp præget af først covid-pandemien og siden krigen i Ukraine virker det pludselig ikke så sikkert, at den internationalt respekterede Emmanuel Macron kan blive siddende i Elysée fem år mere. Spørg bare ham selv.

”Tro ikke på de målinger eller kommentatorer, der skråsikkert siger, at valget giver sig selv, at alt nok skal gå fint,” lød advarslen fra Macron, da han lørdag holdt et gigantisk valgmøde foran over 30.000 begejstrede tilhængere i Paris.

”Lige fra Brexit til det ene valg efter det andet har vi set at det, der virkede usandsynligt, godt kan ske. Så jeg siger af al kraft her til aften: intet er umuligt (…) ekstremismens fare vokser,” sagde præsidenten.

Præsident så længe som muligt

Lørdagens store show var det eneste valgmøde, som Emmanuel Macron har afholdt gennem hele denne valgkamp. Han har også nægtet at møde nogen af de andre kandidater i direkte offentlige debatter på tv, hvilket dog er ganske normalt for en afgående præsident op til første runde.

Macron ventede indtil sidste øjeblik med formelt at annoncere sit (indlysende forventede) kandidatur til genvalg. Både pandemien og nu den historiske krise i europæisk sikkerhedspolitik udløst af Ruslands angreb på Ukraine har været helt rimelige begrundelser for at koncentrere sig om at lede landet frem for at holde valgtaler.

Det kan også være en strategi at udnytte statsoverhovedets privilegerede medieplatform så længe som muligt, hvilket de andre kandidater har beklaget sig over. Men det kan give bagslag for præsidenten.

En overgang så det ellers ud til at virke for Macron. I ugerne lige efter den russiske invasion slog den typiske tendens til at satse på det sikre i en krigstid igennem. Præsidenten steg hurtigt i målingerne, mens hans mest realistiske konkurrenter kom i vanskeligheder.

Både de to højrenationalistiske kandidater, Marine Le Pen og Eric Zemmour, og den yderste venstrefløjs veteran, Jean-Luc Mélenchon, har måttet slås med anklager om deres tidligere udtrykte sympatier og bånd til Ruslands leder, Vladimir Putin.

Den effekt varede imidlertid ikke ved.

De gamle partier er sat ud af spillet

Det seneste par uger er Emmanuel Macron igen faldet fra omkring 30 procent til 26 procent. I samme periode er Le Pen på andenpladsen gået frem fra 18 til 21 procent, mens Mélenchon som nummer tre er vokset fra 12 til 15 procent.

Tro ikke på de målinger eller kommentatorer, der skråsikkert siger, at valget giver sig selv, at alt nok skal gå fint.

Emmanuel Macron
Frankrigs præsident og kandidat til genvalg

På fjerdepladsen ligger den tidligere tv-debattør og forfatter Eric Zemmour, som gør sit bedste for at overhale Marine Le Pen højre om, lige nu nede på 11 procent.

Det er dog stadig bedre end den konservative centrum-højre kandidat, Valérie Pécresse, der er faldet ned under 10 procent og synes at være droppet ud af kapløbet. Endnu større er nederlaget for det andet tidligere regerings- og præsidentparti, socialisterne, hvis kandidat Anne Hidalgo ligger og roder helt nede på to procent.

Dermed ser de to tidligere regeringsbærende partier ud til at fortsætte den tur ned i historiens afgrund, som begyndte ved sidste præsidentvalg for fem år siden. Dengang gjorde et flertal af vælgerne op med de gammelkendte partier og magthavere, som de var dødtrætte af.

Den politiske bombe, der sprang ved sidste præsidentvalg i 2017, udelukkede både De Gaulles og Mitterrands gamle partier fra magtens korridorer. Det var Macrons chance, og det kan det blive igen i dette forår. Men han er ikke på sikker grund.

Skuffelsen lurer i det politiske ingenmandsland

Bomben under Frankrigs gammelkendte politiske system har efterladt en form for politisk ingenmandsland, hvor vælgernes skuffelse stadig vokser, og hvor den politiske populisme og ekstremisme vokser med.

I den store masse af Frankrigs fabriksarbejdere, landmænd, funktionærer og små forretningsdrivende – og også blandt de arbejdsløse, pensionisterne og mange af de studerende – er der utilfredshed med den måde, Emmanuel Macron har været præsident på.

Faren for en leder, der prøver at skræve fra højre til venstre, vil altid være, at hun eller han skuffer begge sider. Lige nu ser det ud til, at Macron har en alvorlig slagside hos vælgere i arbejderklassen og blandt andre borgere med lave indkomster.

Siden de sociale optøjer under navnet ”De Gule Veste” i 2018-2019 er præsident Macron med rette eller urette blevet opfattet af mange venstreorienterede franskmænd som en ultraliberal og elitær forræder. Hans seneste forslag om at hæve pensionsalderen fra 62 til 65 år bliver opfattet som endnu et bevis på det.

Macron er ikke overvældende populær i folkedybet

Kort sagt har Emmanuel Macron aldrig været så populær i det franske folkedyb, som man måske kunne tro ved at betragte landet udefra. Hans reformer af et – set med danske øjne – ofte ret forældet offentligt system har skabt præsidenten mange fjender i den brede befolkning.

De to tidligere regeringsbærende partier ser ud til at fortsætte den tur ned i historiens afgrund, som begyndte ved sidste præsidentvalg for fem år siden.

Også blandt dem, der stemte på Macron sidste gang, han stødte sammen med Marine Le Pen i anden runde ved præsidentvalget i 2017. Mange stemte mere imod hende end for ham.

Det ved Macron og hans rådgivere godt, og det er derfor, de er urolige lige nu. Meningsmålingerne er nemlig ikke overbevisende, hvis man ser nærmere på tallene.

Det er værd at minde om, at Emmanuel Macron faktisk ikke vandt nogen jordskredssejr for fem år siden på trods af, at de gamle regeringspartier faldt sammen. I første runde opnåede han kun 24 procent af stemmerne, relativt tæt fulgt af Marine Le Pen med 21 procent.

Det vendte sig så til Macrons 66 procent i anden runde – mod kun 34 procent til Le Pen. Men bag indtrykket af en stor sejr, som udløste et lettelsens suk blandt Europas traditionelle partier og regeringer, gemte sig en anden virkelighed: at mange franskmænd havde stemt tøvende på Emmanuel Macron bare for at slippe for Le Pen.

Det er langt fra sikkert, at disse vælgere vil gøre det samme her i 2022.

Flere højrenationalistiske stemmer i spil

Lige så vigtigt er det at se på, hvordan hele slutfeltet har ændret sig mærkbart siden 2017. Ganske vist ligger Marine Le Pen nu igen på de 21 procent, hun endte med at score i første runde for fem år siden.

Det er ganske muligt at besejre Macron og skabe en radikal forandring af dette lands politiske landskab.

Marine Le Pen
Præsidentkandidat, leder af Rassemblement National

Men den gang var der ikke en anden højrenationalistisk kandidat, der ydermere stod til 11 procent. Og de konservative var endnu ikke i så frit et fald, som de er nu.

Hvis alle disse skuffede vælgere på højrefløjen stemmer på Le Pen i anden runde, så bliver det pludselig risikabelt for Macron. Og hvis en tilstrækkelig stor del af de vrede arbejderstemmer fra Jean-Luc Mélenchon og resten af den yderste venstrefløj slutter sig til, så er præsidentens genvalg i alvorlig fare.

Vil man se yderligere tegn på den tendens, kan man bare kigge på meningsmålingerne for anden runde af dette præsidentvalg, altså den afgørende tvekamp 24. april.

Her er det ikke 66 procent af de adspurgte, der svarer ja til at stemme på Macron, hvis de skal vælge mellem ham eller Le Pen – men kun 53 procent, viste en måling fra instituttet Ipsos forleden dag.

Le Pen vejrer morgenluft i slutspurten

Meningsmålinger skal altid tages med et gran salt, men tendensen her er meget tydelig: Emmanuel Macron ligner stadig en vinder, men ikke længere nogen sikker vinder. Det er Marine Le Pen naturligvis ikke sen til at gøre opmærksom på.

”Ude i landet er der en stærk dynamik. Et håb er ved at rejse sig her ved valgkampens afslutning,” sagde nationalistlederen forleden dag under et valgmøde i Alsace.

”Forudsigelserne om et indlysende genvalg for Emmanuel Macron var fake news. Det er ganske muligt at besejre Macron og skabe en radikal forandring af dette lands politiske landskab,” sagde hun.

Hvis hun får ret, så er det ikke kun Frankrig, men hele det politiske Europa, der begiver sig ud i ukendt terræn efter dette franske valg. Det er svært at forestille sig det europæiske samarbejde fortsætte på samme måde som i dag, hvis franskmændene vælger en EU-skeptiker og Nato-modstander som deres leder.

Der er vi ikke endnu. Men tanken er ikke længere utænkelig.