DIIS: Færøsk fiskeriaftale efterlader øriget sårbart over for Putins forgodtbefindende 

Færøerne har haft en fiskeriaftale med Rusland siden 1977. I slutningen af 2022 nåede det færøske lagting til enighed om at genforhandle den årlige aftale. Fiskeriaftalen tillader færøske fiskere at fiske bundfisk – som torsk og kuller – i den russiske del af Barentshavet, mens russiske fiskeskibe kan fiske pelagiske fisk – som sild, makrel og blåhvilling – i færøsk zone samt omlaste i færøske havne mod kontrol af de fiskede mængder.

At russiske fiskeskibe er tilladte i færøske havne, er den centrale afvigelse i forhold til EU’s sanktionspolitik. Fortalerne argumenterer for, at lukningen af havnene for russiske skibe vil umuliggøre kontrollen til lands og skabe anarki på havet. Kritikere betvivler, om kontrollen i forvejen er særlig omfangsrig, og om den overhovedet finder sted.

Når fisk bliver geopolitik

Fisk er Færøernes økonomiske hjuldamper. Godt nok oplevede Færøerne en markant eksportnedgang til Rusland på omkring 17 procentpoint fra 2021 til 2022 – primært fordi lakseproducenterne, der har alternative afsætningsmarkeder, egenhændigt valgte at stoppe deres eksport til Rusland.

Fiskerisamarbejdet med Rusland er et sikkerhedspolitisk og geoøkonomisk spørgsmål, der smitter af på EU og resten af Vesten

Petra Mathilde Jørs og Kim B. Olsen
Hhv. videnskabelig assistent og analytiker, DIIS

Der var altså ikke tale om en effekt af de retlige sanktioner, men om store virksomheders egen boykot af det russiske marked, ligesom man har oplevet det i hele Vesten.

Der er dog fortsat enorme interesser på spil i det færøske samfund, når det kommer til fiskeri og handel med fisk. Således er interessen for en fortsat fiskeriaftale med Rusland ikke mindst drevet af, at store færøske rederier tilsammen har lavet investeringer på cirka 1,2 milliarder kroner i nye skibe, der er designet til fiskeri i Barentshavet.

I konflikttider ændrer betydningen af samhandel dog hurtigt karakter. Fisk er blevet til et geoøkonomisk instrument, der kan bruges som et våben over for Rusland, men det er også et våben, som Rusland kan bruge over for Færøerne. Det rejser naturligt en række fundamentale spørgsmål, der knap så meget handler om interne fiskeriinteresser og handel, men snarere om Færøernes forhold til omverdenen, om sikkerhed og om geopolitik.

Et spørgsmål om afhængigheder

Når alt kommer til alt, er Færøernes fortsatte handel og fiskerisamarbejde med Rusland et sikkerhedspolitisk og geoøkonomisk spørgsmål, der smitter af på EU og resten af Vesten. Optikken vejer her tungere end økonomien.

Ruslands økonomiske gevinster fra fiskerisamarbejdet med Færøerne blegner i forhold til de summer, Moskva fortsat indkasserer fra EU-landes import af fossile energiforsyningskilder. Det er med andre ord næppe fisk, der kommer til at ændre den russiske krigskalkule.

Udfordringen er i langt højere grad, at den fortsatte relation til Rusland kan gøre Færøerne sårbare. Rusland er blevet en utilregnelig geopolitisk spiller, der uden tøven pludselig vil kunne føle sig presset til at udnytte den ellers gode relation til Færøerne og bruge den som et våben mod Færøerne, Danmark, EU og resten af den vestlige alliance.

Tyskland og andre gasafhængige EU-lande oplevede netop slagsiden af sådanne sårbarheder, da gasforsyningen blev ramt fra den ene dag til den anden og skabte en akut forsyningskrise. Lignende pludselige tiltag kunne ramme den færøske eksport og fiskeriaftale, hvis Moskva ser en strategisk fordel heri. Geoøkonomiske afhængigheder kan blive dyrebare i krisetider, især hvis man er den reaktive part.

Handelsmuren til Europa

For Færøerne ses EU både som en mulig løsning på landets afhængighedsforhold til Rusland, men også som en udfordring. Såret fra EU-sanktionerne mod Færøerne i 2013 er stadig ikke helet.

Den fortsatte relation til Rusland kan gøre Færøerne sårbare

Petra Mathilde Jørs og Kim B. Olsen
Hhv. videnskabelig assistent og analytiker, DIIS

Samtidig udgør den nuværende handelsaftale med EU en handelsmur, da al færøsk eksport af forædlede fiskeprodukter til EU pålægges told. En ny og mindre restriktiv aftale vil kunne åbne et kæmpe marked for Færøernes pelagiske fiskeeksportører, hvilket dog vil øge konkurrencen for danske og europæiske fiskere.

Spørgsmålet er, om Færøerne kan og vil gøre krav på en dybere handelspolitisk integration i det indre marked som et alternativ til samhandlen med Rusland. Men spørgsmålet kan derfor også stilles den anden vej: Kan og vil EU og Storbritannien tilbyde Færøerne et alternativ til samarbejdet med Rusland? Og vil de stille modkrav for et tættere fiskerisamarbejde?

For at eventuelle forhandlinger kan føres på et nøgternt grundlag, er det op til Færøerne klart at beskrive sit økonomiske afhængighedsforhold til Rusland.

Hvis Færøernes afhængighed til Rusland er reel, giver det EU og Storbritannien stærke incitamenter til at åbne sine markeder og farvande for Færøerne yderligere. For så er der tale om et sikkerhedsproblem, ikke kun for Færøerne, men for resten af den vestlige alliance.

Er afhængigheden af mindre betydning, giver det mindre incitament for europæiske partnere til at hjælpe, men det giver også Færøerne en større mulighed for selv at definere en fiskeripolitisk fremtid uden stærke bånd til Rusland.

Færøernes nye geopolitiske kurs

Midt i denne brydningstid er det derfor positivt, at det nye landsstyre inden længe vil præsentere en analyse af Færøernes forhold til Rusland. Denne analyse fører forhåbentlig til en debat om, at Færøerne har flere tangenter at spille på. For fisk er ikke bare fisk. Fisk er nye handelsmuligheder og nye internationale samarbejder.

Mulighedsvinduet er nu åbnet og kan skabe større geopolitisk råderum for Færøerne som en strategisk placeret spiller ved indsejlingen til det arktiske hav.

Men det kræver mod til nytænkning blandt både politikere og erhvervsdrivende i Færøerne, der i så afgørende spørgsmål ikke må lade sig drive af økonomiske særinteresser.

Tiden er kommet til, at Færøerne skal definere sig selv som geopolitisk aktør på den internationale scene, der samtidig bevarer sin økonomiske styrke. Spørgsmålene, der skal besvares i Tórshavn, er de samme, som det seneste år er blevet stillet i mange europæiske hovedstæder: Vil man fortsætte afhængigheden til Rusland, eller vil man vælge at gå en anden vej?

Hvis Færøerne når frem til, at deres strategiske fremtid ikke ligger i Rusland, bør Danmark, EU og vestlige partnere gøre det maksimale for at integrere Færøerne yderligere i handelspolitiske aftaler. For handelspolitik er, som vi alle efterhånden har lært, sikkerhedspolitik.