Efter kritik: Regeringen får bred opbakning til ny linje i EU’s budgetslagsmål

GODKENDT: Et flertal af Folketingets partier har vendt sin kritik til en godkendelse af regeringens prioriteringer i forhandlingerne om EU’s langsigtede budget. Det sker efter, at regeringen har omformuleret sit forhandlingsmandat.

Mette Frederiksen (S) er nu klar til at forhandle EU's budget med sine europæiske kollegaer til EU-topmøde i februar.
Mette Frederiksen (S) er nu klar til at forhandle EU's budget med sine europæiske kollegaer til EU-topmøde i februar.Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Fredag lykkedes det omsider for regeringen at få grønt lys til at kunne forhandle om EU’s langsigtede budget.

Det oplyser den fungerende finansminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.

Et bredt flertal bestående af Venstre, Radikale, SF, Konservative og Nye Borgerlige bakker op om det forhandlingsmandat, som regeringen har formuleret efter en usædvanlig kritik.

Et flertal af partierne i Folketinget har kritiseret regeringens oprindelige linje i budgetforhandlingerne, og i første omgang afviste de at give regeringen et mandat til forhandlingerne.

Kritikken gik på, at regeringen lagde større vægt på størrelsen af budgettet og bibeholdelsen af den danske milliardrabat, mens der var mindre fokus på kravene til indholdet.

Regeringen lagde nemlig mindre vægt på, at migration, klima og forskning skal tilgodeses i det nye EU-budget for 2021 til 2027.

Læs også

Nyt mandat
Efter hastedebatten og kritikken fra især Venstre og Radikale har regeringen omformuleret sit forhandlingsmandat. Nu er der fortsat store krav til budgettets størrelse og rabatten, og regeringen vil ovenikøbet nedlægge veto, hvis rabatten udebliver, og hvis budgettet bliver større end 1,00 procent af EU’s bruttonationalindkomst.

Men der lægges nu også større vægt på, at migration, klima og forskning tildeles flere midler i de næste syv år.

De nye indrømmelser er dog ikke det eneste, som de kritiske røster i udvalget har fået. Regeringen har ifølge Radikale, Venstre og Konservative også garanteret, at den vil vende tilbage, hvis der er nogen af prioriteringerne i forhandlingsmandatet, der skrider i takt med forhandlingerne udvikler sig i Bruxelles.

Med en bred opbakning i Folketinget er statsminister Mette Frederiksen nu klar til at drage til EU-topmøde i Bruxelles 20. februar, hvor netop forhandlingerne om EU-budgettet er det eneste punkt på dagsordenen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00