Debat

Pernille Weiss: Mette Frederiksen skal finde sin "indre polak" frem

DEBAT: Mette Frederiksen skal droppe ideen om at kæmpe for en teknisk og kønsløs rabat til Danmark i forhandlingerne om EU-budgettet. I stedet bør hun lade sig inspirere af Polen, som altid lykkes med at få reelle politiske indrømmelser, skriver Pernille Weiss.

"Glem de fikse gak-gak-ord, og smid konkrete og levende krav på bordet. Krav, som vi danskere kan forstå," lyder rådet fra Pernille Weiss til Mette Frederiksen.
"Glem de fikse gak-gak-ord, og smid konkrete og levende krav på bordet. Krav, som vi danskere kan forstå," lyder rådet fra Pernille Weiss til Mette Frederiksen.Foto: Det Europæiske Råd
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Pernille Weiss
Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti

"Jamen jeg fik rabat!" husker jeg, at min far udbrød undskyldende, da han kom hjem fra Ho Fåremarked med fem vildsvin og en fed pony. Det var mere end planlagt og aftalt.

Men ordet "rabat" virkede nærmest som et trylleord på min mors humør, og hun gik hurtigt og gladeligt videre med at få det bedste ud af nyerhvervelserne i hjemmets frysebokse og stegefade.

Så nemt går det nok ikke, hvis det viser sig, at statsminister Mette Frederiksen (S) kommer hjem fra topmødeforhandlingerne om EU's næste syvårsbudget (den såkaldte MFF) og har måttet sluge en budgetstigning mod at få en abstrakt rabat, som det kræver en meget teknokratisk hjerne at se win-win-fidusen ved.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men det kan blive realiteten, hvis Danmark sammen med Sverige, Holland og Østrig ikke kan få Tyskland med i klubben af traditionelle "budgetstrammere", som ikke vil acceptere et EU-budget over maksimum en procent af landenes bruttonationalprodukt (BNP) – sådan som det længe har været, mens man har haft Storbritannien på sin side. Nu er briterne gået og har ovenikøbet efterladt et budgetmæssigt hul i kassen på 75 til 100 milliarder euro om året.

Mette Frederiksen lagde kontant ud på sit første møde i Det Europæiske Råd, hvor hun som statsminister mødtes med sine kolleger. Det var i hendes nordjyske optik lige så "gak-gak" som idéen om at fortsætte optagelsesforhandlingerne med Nordmakedonien og Albanien.

Det er mit forslag, at Mette Frederiksen finder sin indre nordjyske studehandler frem og i sin forhandlingsmappe lægger noget, som Danmark har mere brug for end en abstrakt rabat.

Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Jeg er enig med statsministeren i selve budgetspørgsmålet, men jeg har hele tiden været uenig i måden at formulere sig på. Især når der faktisk er masser af gode forslag til, hvordan EU kan spare andre steder for at få råd til det, der trænger til et løft.

Hvis man vil have andre til at gøre noget andet end det, de helst vil, så er det altid en god idé selv at komme med konstruktive forslag til, hvordan det kan lade sig gøre.

Indre polak skal findes frem
Nu er sagen så, at det ser sort ud med at holde EU-budgettet i ave, så vi fra dansk side ikke skal punge ud med mere end en procent af vores BNP. Derfor argumenterer Danmark for, at vi igen skal have den rabat, vi fik for syv år siden. Det kan i økonomiske Excel-ark se fint ud, men det er efter min mening – hvis det lykkes – en alt for nem måde at spise os af på.

Her er det mit forslag, at vi finder vores "indre polak" frem. Positivt ment, naturligvis. For polakkerne er gudsbenådede hestehandlere, som intet gør på andres opfordring uden at få sig godt betalt for det.

Det har vi oplevet gang på gang siden de højspændte forhandlinger om optagelse af de ti østeuropæiske og unge demokratier tilbage i 2004. Her lagde Polen sig på tværs og kunne gøre det i kraft af sin størrelse og befolknings alt andet lige meget motiverede indstilling over for fællesmarkedets muligheder og et økonomiske boost fra EU-fondene. Det fik de en ekstra milliard for – plus nogle flere mælkekvoter.

Aktuelt arbejder Polen benhårdt på at overspille deres underudviklede energiprofil, så de får en ordentlig luns af EU's såkaldte "Just Transition Fund", som skal finansiere den grønne omstilling i de kulfyrede lande. Dette til trods for at Polens økonomi faktisk har det glimrende, og at landet har masser af dygtige ingeniører, sol- og andre vedvarende energikilder, som kan tage over efter en kort overgang på naturgas. Og det er trods alt bedre end kul.

Polens "rabatter" er konkrete gaver til deres befolkning, og de er nemme at kommunikere – både i de helt sikkert blodige forhandlinger, som for alvor starter, når det ekstraordinære topmøde i Det Europæiske Råd finder sted 20. februar, men så sandelig også, når medierne tager fat og svinger mikrofonerne rundt i Bruxelles og medlemslandene.

Danmark som "frikommune" i EU
Det er mit forslag, at Mette Frederiksen finder sin indre nordjyske studehandler frem og i sin forhandlingsmappe lægger noget, som Danmark har mere brug for end en abstrakt rabat. Jeg har et par forslag, hun gerne må overtage:

Danmark skal sænke sit CO2-udslip med 70 procent i 2030. Det er mindst 15 procent mere end resten af EU. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi får medvind af EU. Omvendt kan EU kun lykkes med sin egen målsætning, hvis vi giver nogle lande lov til at gå foran med ny teknologi og nye instrumenter.

Så hvorfor kræver statsministeren ikke, at Danmark bliver en såkaldt "frikommune", som får lov til at løbe i forvejen og finde de bedste løsninger, andre kan overtage?

De østeuropæiske lande er enormt optagede af, at den grønne omstilling ikke må efterlade regioner eller befolkningsgrupper på perronen, så at sige. Dét er den polske sang – det er jeg helt med på.

Men jeg vil sørme heller ikke acceptere, at EU holder andre tilbage. Vi har brug for at iagttage begge hensyn. Og Danmarks sag er at få lov til at løbe hurtigere end de andre. Dét skal Mette Frederiksen kræve, at vi får lov til.

Tag Frontex som gidsel i forhandlinger
Det vil også helt klart være i dansk erhvervslivs – og klimaets – interesse, hvis Mette Frederiksen forlanger bindende aftaler for energieffektiviseringer. Her har vi alle de gode viljer og ambitiøse mål. Men det kniber gevaldigt med at omsætte dem til CO2-besparende initiativer og mere dansk eksport af alt det, som vi faktisk er verdens bedste til.

Så kan det også indgå i den "polske hestehandel", at Danmark – for at stemme for det næste EU-budget – kræver, at der hurtigst muligt opføres mindst to havvindmølleparker. Og gerne i Nordsøen og i Østersøen. Det er der masser af klimalogik i – og det står sågar i "European Green Deal", at offshore-vind skal være en del af EU's fremtidige energimiks. Det er der også masser af danske arbejdspladser og eksport i.

Derudover vil det være en god idé at tage udvidelsen af EU's grænseagentur Frontex som et taktisk gidsel for at sige ja til budgettet. Det må og skal kunne lade sig gøre at få det op i gear før 2024. Det skal Mette Frederiksen kræve af sine kollegaer, at de indstiller sig på.

Sidst, men ikke mindst, skal vi have bragt landbrugsstøtten i spil. Den skal omfordeles, så mere af den går til grøn omstilling. I dag peger den samlede støtte i retning af afvikling, i takt med at det globale landbrugsmarked omstiller sig til en klimavenlig og bæredygtig profil.

Så glem de fikse gak-gak-ord, og smid konkrete og levende krav på bordet. Krav, som vi danskere kan forstå. Krav, som vi nok også bedre kan få mange andre landes sympati og opbakning til – det kommer vi meget længere med end en teknisk og kønsløs rabat.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Weiss

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

0:000:00