Vi er som kustoder i et velfærdsmuseum, hvor vi dyrker fortidens triumfer – og satser på forhåbninger og ønsketænkning, når det gælder fremtiden.

Erik Boel
Udenrigskommentator og tidligere formand for Europabevægelsen

Af Erik Boel
Udenrigskommentator, forfatter og tidligere formand for Europabevægelsen

Det er glædeligt, at den franske præsident Hollande med Mali-aktionen endelig træder i karakter udenrigspolitisk. Uden den franske indsats ville de islamistiske militser med rod i Al-Qaeda i dag stå ved hovedstaden Bamakos byporte. Det ville udgøre en direkte trussel mod Europas sikkerhed.

Vist har Frankrig som tidligere kolonimagt, der er udsat for håndgribelige islamistiske trusler, og som er en betydelig økonomisk aktør i Mali direkte interesser på spil i Sahel-regionen. Det er også en kendsgerning, at det i EU kun er Frankrig (og Storbritannien), som har evnen og viljen til med kort frist at indsætte betydelige militære styrker uden for Europa.

Men når det er sagt, illustrerer Mali-operation mere end noget andet behovet for et fælles europæisk forsvar, der med kort varsel kan rykke ud til humanitære, fredsbevarende og fredsskabende missioner. Så ville Frankrig ikke stå relativt alene med missionen. Selv om blandt andet Danmark – heldigvis – hjælper til med missionen, er det Frankrig, der er i front med kamptropper.

Med en fælles europæisk mission ville de øvrige EU-lande også få større indflydelse på missionen. Og med en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik kunne vi have sat ind langt tidligere med en forebyggende indsats i form af udviklingsbistand og støtte til træning af de regionale militære enheder i Sahel-området – som på sigt bør tage over fra franskmændene.

Dyster baggrund for EU’s handlingslammelse
Kendsgerningen er, at EU i dag står mere eller mindre handlingslammet. Unionens udenrigsminister Lady Ashton indkaldte ganske vist den 17. januar til et ekstraordinært EU-udenrigsministermøde og taler om at sende en militær træningsmission til Mali. Men det er så også det… Baggrunden er dyster:

- Forsvarsbudgetterne er i mange af EU-landene i nærmest frit fald. Kun en håndfuld lande opfylder målet om forsvarsudgifter på 2 procent af BNP. Og det er dybt naivt at tro, at USA, der selv er hårdt ramt af økonomisk krise og som har hænderne fulde andre steder på kloden, skulle være parat til at udfylde hullerne i Europas forsvar. Mali og Afrika er og bliver i første række europæernes ansvar – og det er os, der i første række står for skud, hvis terrorgrupper får et fristed i Mali.

- De faldende militærudgifter betyder, at vi i Europa får stadig sværere ved at håndtere udfordringer som pirateri, terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben og cyber-krigsførelse.

- Problemet med færre økonomiske ressourcer til vores fælles forsvar forstærkes af, at nedskæringerne er ukoordinerede – og det selv om de i den grad har direkte konsekvenser for vores evne til at nå de fælles mål. Ikke mindst i de nuværende krisetider er det i den grad de nationale interesser, der får lov til at veje tungest.

- Samarbejdet med USA kommer under pres i de kommende år – fordi USA i stigende grad ser mod Vest altså mod Asien snarere end mod Europa. Efter Afghanistan vil vi i stigende grad også se forskellige interesser mellem medlemslandene; for eksempel når det gælder trusselsvurderingen.

Som kustoder i et velfærdsmuseum
EU er mere eller mindre handlingslammet og fokuseret på håndteringen af den økonomiske krise og den demografiske udfordring med et aldrende Europa. Financial Times har beskrevet os som ”det døende kontinent”. Vi er som kustoder i et velfærdsmuseum, hvor vi dyrker fortidens triumfer – og satser på forhåbninger og ønsketænkning, når det gælder fremtiden.

Årsagerne til misæren er mange, blandt andet at de europæiske eliter har en indgroet interesse i status quo. Og befolkningerne lytter til de politikere, der lover mere velfærd – og ignorerer kommende generationers behov for den sikkerhed, der en forudsætning for velfærd på den lange bane.

Svaret på misæren bør være et fælles europæisk forsvar - som minimum øget koordination og samarbejde ikke mindst blandt de europæiske allierede. For Mali er ikke sidste gang, der bliver behov for en fælles europæisk intervention. Med et fælles europæisk forsvar vil der også være meget betydelige økonomiske gevinster at hente, når det gælder fordelene ved stordrift og en effektiv arbejdsdeling. Nogle lande vil kunne stille baser til rådighed, andre veltrænede kamptropper til fredsbevarende missioner, andre lande er stærke, når det gælder for eksempel minerydning, efterretningsvirksomhed, kommunikation osv.

Europas samlede forsvarsbudget er på ca. 1/3 af det amerikanske, men vi får kun en lille brøkdel af den slagkraft amerikanerne får for deres budget – fordi vi ikke samarbejder. Europa bruger mere end halvdelen af udgifterne på personel og administration (USA kun 25 procent) og langt hovedparten af udgifterne er nationale uden nogen form for koordination. Et konkret eksempel: Europa har 10 forskellige typer af lufttankningsfly. Det siger sig selv, at det bliver sværere og dyrere at kommunikere indbyrdes på den baggrund.

Vi ser tillige en skarp konkurrence mellem de nationale våbenindustrier, hvor det i virkeligheden var oplagt med en fælles europæisk våbenproduktion eller i det mindste en tæt koordination og arbejdsdeling om produktion og indkøb.

Danmark som medspiller i EU's sikkerhedspolitk 
Det er glædeligt, at Danmark har valgt at deltage i Mali-aktionen. Men overgår den på et tidspunkt til en EU-mission, kan Danmark blive nødt til at trække sit Herkules-fly hjem på grund af vort forsvarsforbehold. Ganske som vi i sin tid var nødt til at trække os ud af minerydningsindsatsen på Balkan, da EU engagerede sig.

En forudsætning for at Danmark får en profil og et aktivitetsniveau, så vi kan påvirke Europas sikkerhedspolitiske rolle er, at vi dropper forsvarsforbeholdet. Der er derfor nu behov for en dansk folkeafstemning om forbeholdet – som regeringen i øvrigt lovede, da den tiltrådte…