Stine Bosse: En ny europapolitisk aftale kan forhindre Mette Frederiksens enegang

I forståelsespapiret fra juni 2019 mellem regeringen og støttepartierne står det, at der skal udformes en europapolitisk aftale. Den skal beskrive, hvordan Danmark kan arbejde for en revision af Schengen-reglerne.

Siden har der været nævnt andre temaer, som kunne indarbejdes i en europapolitisk aftale. Blandt andet Radikale Venstre og Venstre har presset på for en bred politisk aftale med temaer, hvor EU-forbeholdene kan adresseres. Men vi har ikke set skyggen af den, og den er mere nødvendig en nogensinde.

For det, vi i praksis ser lige nu, er en ny epoke med en nålestiks-diplomatisk strategi.

Regeringsrepræsentanterne dukker op de mest overraskende steder på verdenskortet. Det står ikke klart, hvad den overordnede strategi er. Til tider gør regeringen endda en dyd ud af at holde kortene tæt.

Eksemplerne på blot et lille år er mange. Vi så det først, da regeringen meldte Danmark ind i forsamlingen ”The frugal four”, i folkemunde kaldet sparebanden, sammen med Sverige, Holland og Østrig. Fokus var i høj grad på, at Danmark skulle have en rabat på EU-budgettet, mens danskerne, ifølge en meningsmåling fra Tænketanken Europa, ønskede investeringer i klima og EU’s ydre grænser i stedet.

I det lange løb er Danmark bedst tjent med et stærkt og solidarisk EU

Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Senere så vi rejsen til Israel sammen med Østrigs kansler Sebastian Kurz midt under en valgkamp. Glem heller ikke planerne om udsendelsen af syrerne med midlertidig opholdstilladelse, hvor Danmark går enegang. Og endelig har vi set, at Danmark har lavet en aftale med Rwanda, som indeholder muligheden for potentielt at lave opholdscentre for flygtninge i tredjeverdenslande. Et opholdscenter i Rwanda vil unægteligt også risikere at øge presset på resterende EU-lande, særligt hvis man laver en aftale med Norge og Storbritannien også, som Jyllands-Posten har beskrevet tidligere som en mulighed.

Det er – ja nærmest objektivt set – så mange eksempler på dansk enegang, at man kan tale om et opbrud. Og opbrud er en statsministers ret. Jeg er ikke enig i retningen. Og min vigtigste pointe med dette indlæg er at understrege, at regeringen bør anstrenge sig gevaldigt for at genoplive vores tradition med demokratisk inddragelse i EU-spørgsmål.

Alarmsignaler

I årtier har EU-politikken været kendetegnet af brede mandater. En regering har traditionelt sikret sig opbakning gennem Europaudvalget. Der er mange fordele ved denne tradition. Den medvirker til, at vi undgår zig zag-kurs. Embedsværket får klarhed at arbejde ud fra. Hele befolkningens har i store træk fået repræsenteret sine ønsker. Og vi holder fast på vores samarbejdspartnere, som vi kan vise os som troværdige og stabile partnere over for. 

Derfor er det også et meget stort alarmsignal, når formanden for Europaudvalget Eva Kjær Hansen højst overraskende for under et år siden gav interview om, at regeringen inddragede Europaudvalget for lidt.

Vi skal også lægge meget nøje mærke til det, når Berlingske via interviews med en række topdiplomater i Bruxelles, både danske diplomater og diplomater fra andre lande, beskriver, hvordan der mangler inddragelse om regeringens udenrigspolitiske kurs, hvordan irritationen er stor, og hvordan Angela Merkel irriteres af eksempelvis besøget i Israel.

Regeringen ikke er opmærksom på, at den kun har nøglerne til regeringskontoret til låns

Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Det er som om, at regeringen ikke helt er tilstrækkeligt opmærksom på, at den kun har nøglerne til regeringskontoret til låns. Men den har skæbner og en fremtid i sin hænder, som rækker langt ud over dens egen levetid, ligesom den nyder godt af forrige generationers allianceopbygning med andre lande.

Stærkere sammen 

Spørgsmålet er, om tyske, franske og kommissions-ansatte embedsmænd fremover i samme omfang vil ringe til Danmark, når vores regering ofte sender signaler om, at man hellere vil turnere rundt i Israel med Sebastian Kurz, omprioritere eksisterende EU-midler (diplomatisk sprog for at spare på andre indsatser) end at investere i en fælles vaccinations-indsats? I forvejen er vi ikke et særligt ofte kontaktet land.

Mette Frederiksen leverer til tider ganske slagkraftige budskaber om EU. På Tænketanken Europas årskonference lød det, at vi skal vise vovemod på sundhedsområdet, være ambitiøse på klimaområdet og satse på at forhindre ulovlig migration. Det er godt.

Men det er det hårde og møjsommelige benarbejde og kompromiserne, der får os til at løfte i flok, der batter. Eksempelvis skal man lytte til tidligere direktør for Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, der kalder kritikken for EU’s vaccineindsats for helt forfejlet i sin nye bog og forsvarer indsatsen.

En ny europapolitisk aftale bør nu sørge for at holde live i en kernedansk tradition, nemlig den tradition der går på brede og inkluderende EU-mandater. Der er mange temaer, som naturligt kunne skrives ind i en europapolitisk aftale: kampen for retsstatsværdierne, kampen mod skatteundvigelse, kampen for fart på CO2-reduktionen, aftaler med nordafrikanske lande der regulerer migrationen, digitalisering og en debat om forbeholdenes konsekvens for Danmarks indflydelse. Alle dé temaer forener bredt.

Vi står stærkere sammen. I det lange løb er Danmark bedst tjent med et stærkt og solidarisk EU. Vi er bedst tjent med, at skiftende regeringer har en god forbindelse til Tyskland, Frankrig og EU-Kommissionen. Og vi er bedst tjent med, at befolkningen føler sig repræsenteret i EU-politikken. Det sidste har værdi i sig selv. Og det er en kernedansk tradition.