”The empires of the future are the empires of the mind,” sagde den britiske premierminister Winston Churchill i en tale på Harvard University i september 1943. Nu sagde han jo så meget, men måske han alligevel havde fat i noget her.

I oktober 1944 gæstede han den sovjetiske diktator Josef Stalin i Moskva og blev i grove træk enig med ham om, hvordan Europa skulle deles mellem Øst og Vest, når Anden Verdenskrig var slut. Liberalt demokrati og markedsøkonomi i Vest, kommunistisk samfundsindretning og planøkonomi i Øst. Empires of the mind. Imperier, der bygger på ideer.

Men de to imperier, Øst og Vest, der opstod efter krigen og bestod helt indtil kommunismens fald i 1989/91, blev først og fremmest bygget på rå militær magt. I Vest suppleret med gulerod - rock’n’roll, seksuel revolution, 13 forskellige slags vaskepulver på hylderne, i Øst med pisk - deportationer, vold, undertrykkelse, tvang.

Ruslands drøm om imperium

Alt det forsvandt i 1989/91. Historien var slut, fra nu af ville alle, både i Øst og Vest, have fred og blomster, cowboybukser og Interrail-billetter samt frihed til at vælge typer som Jacob Haugaard i parlamentet. For det var der råd til, når vi alle sammen var venner. På nær Rusland, viste det sig.

Rusland opgav aldrig for alvor ideen om at være et imperium. Det demonstrerede de med militær magt til at understøtte ideen i den anden Tjetjenien-krig 1999-2009, i Georgien i 2008, i Ukraine i 2014.

De fleste af os forstod det bare ikke. Ikke før nu, den 24. februar 2022, da Putin igen invaderede Ukraine og har den frækhed at kalde Sydukraine – et område i en anden stat – for Novorussija, Nyrusland.

Overfor det russiske imperium står nok en gang Vesten. Nato, USA og EU. Rusland bygger på værdierne patriotisme, ortodoksi og autokrati, og fungerer i praksis gennem elitens kleptokrati og kontrol med medier og domstole, et misbrugt voldsmonopol og en dygtigt udnyttet, gedigen løgn om fortiden.

EU’s værdier kan være våben mod Putin

Hvad EU bygger på, står i EU-traktatens artikel 2:

”Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.”

Disse værdier er farligere for den russiske præsident Vladimir Putin end kugler og kanoner, for får den russiske befolkning først færten af dem, hvorfor så lade sig nøje med løgn og undertrykkelse?

Vibe Termansen
Historiker, journalist og forfatter

Disse værdier kan læses som definitionen på ikke-Rusland, sådan som Rusland er i dag.

De er farligere for den russiske præsident Vladimir Putin end kugler og kanoner, for får den russiske befolkning først færten af dem, hvorfor så lade sig nøje med løgn og undertrykkelse?

Værdierne er svære at opfylde. Derfor tog det også lang tid og kostede blod, sved og tårer for de tidligere Østbloklande, før de endelig opfyldte kriterierne og blev optaget i EU fra 2004.

De ønskede sig et medlemskab af den fine, vestlige klub med indre marked og fri bevægelse, endeløst kævl om fiskekvoter og drikkevandsdirektiver samt endeløse fordele for befolkning og økonomi. De kæmpede for det. De opnåede det, og de skrev under på klubbens regler.

EU’s værdimæssige splittelse

Men så skete der noget. I 2010 vandt den tidligere sekulære, liberale demokrat, og nuværende kristne, nationalkonservative og tiltagende autokratiske Viktor Orbán regeringsmagten i Ungarn. I 2015 vandt det katolske, nationalkonservative Lov og Retfærdighed, under entydig og ubetinget ledelse af Jaroslaw Kaczynski, regeringsmagten i Polen. Og siden har styret i begge lande arbejdet benhårdt på at underminere værdierne i EU-samarbejdet.

Det er tvivlsomt, om de to lande i dag ville kunne være blevet medlem af EU. De opfylder simpelthen ikke kriterierne. 

Længe var det et problem internt i EU. Et pinligt problem godt nok, for hvordan kunne EU prædike demokrati og menneskerettigheder i andre verdensdele, når der så tydeligt var problemer internt? Når dommere blev politisk udnævnt, pressefriheden stækket, universiteter smidt ud, LGBT-ideologi-fri zoner indført?

Putins fallerede krigsmaskine og elendige økonomi kan ikke slå det samlede Vesten. Derfor er det så vigtigt for ham at splitte os, med desinformation og løgn, afpresning og løfter

Vibe Termansen
Historiker, journalist og forfatter

Det var også et problem, der ikke blev løst. Som alle var lede og kede af, fordi det snart var sagt på alle Rådets dagsordener, og det blev aldrig bedre. Det gjorde det ikke, fordi Polen og Ungarn stod fast, og EU ikke gjorde. Så EU var delt. På noget så grundlæggende som vores værdier.

Så kom krigen igen den 24. februar 2022. Putins Rusland invaderede Ukraine, et land i Europa, EU’s nabo. Nogle udlagde krigen som en kamp mellem demokrati og autokrati, mellem vores og deres styre, mellem Vest og Øst. Men hvordan kan man det, når et land i EU, nemlig Ungarn, ikke længere er et demokrati? 

Putins fallerede krigsmaskine og elendige økonomi kan ikke slå det samlede Vesten. Derfor er det så vigtigt for ham at splitte os med desinformation og løgn, afpresning og løfter. Derfor er det så vigtigt for os at stå samlet med udtalelser og sanktioner, nødhjælp og løfter.

Men hvordan kan vi det, når den polske præsident Andrzej Duda alene den første måned af krigen politisk har udpeget hundredvis af nye dommere, og når den ungarske premierminister kalder Visegradsamarbejdet en geopolitisk alliance til selvforsvar mod EU?

Polen og Ungarn er splittet

Sidste uge vedtog Europa-Parlamentet med overvældende flertal en resolution, der pålægger Rådet og Kommissionen ikke at godkende udbetaling af de mange milliarder i corona-genopretningsfonden til Ungarn og Polen, før de pågældende lande får styr på alle anbefalingerne med hensyn til retsstatsprincippet.

Vi er i den uheldige situation, at Viktor Orbán kan forhindre EU’s sanktioner mod hans gamle ven, Vladimir Putin, mens han griner hele vejen hen til banken

Vibe Termansen
Historiker, journalist og forfatter

Om Kommissionen og Rådet vil følge Parlamentets resolution, er uvist. Hidtil har indsatsen mildt sagt ikke været imponerende.

Hvorfor vi i dag står i den uheldige situation, at der er krig i Europa, og at vi internt i Vesten ikke er enige om, hvad ”demokrati” og ”retsstat” betyder. Hvad ideen bag vores imperium er. Og at vi er i den uheldige situation, at Viktor Orbán kan forhindre EU’s sanktioner mod hans gamle ven, Vladimir Putin, mens han griner hele vejen hen til banken.

Polen og Ungarn har under den nuværende krig placeret sig afgørende forskelligt. Orbáns og Kaczynskis tilgang til Rusland er simpelthen modpoler.

Der har været ben i den ellers godt sammenkogte centraleuropæiske suppe, som da Kaczynski mente, Orbán skulle til øjenlæge, hvis ikke han kunne se, hvad der foregik i Butja, eller da den polske regering lancerede en billboard-kampagne i Ungarn med meget stærke billeder af russiske forbrydelser begået mod civilbefolkningen i Ukraine. 

Et for en gangs skyld enigt Polen – regering, opposition og civilsamfund - leverer utrætteligt nødhjælp, våben og ammunition til Ukraine, et enigt Polen tager generøst imod millioner af ukrainske flygtninge, et enigt Polen presser hele tiden på i Nato og i EU for flere sanktioner mod Rusland og mere hjælp til Ukraine.

Polen har under krigen placeret sig som en ubetinget del af Vesten, en uselvisk guttermand og en god nabo – militært og humanitært. Samtidig fortsætter Kaczynskis Lov og Retfærdighedsparti den politiske kurs, det har været på hele tiden. Mod øst.

Ungarn har placeret sig diametralt modsat Polen. Det lignede et overraskende dumt træk af Viktor Orbán, der ellers plejer at være en sand mester i at få mest muligt ud af enhver situation. Det har han selvfølgelig også tænkt sig nu.

Orbán blokerer beslutninger

Så sent som den 1. februar 2022 var Orbán i Moskva til et fem timer langt møde - ved det berømte lange bord - med Putin. På dagsordenen var økonomiske emner, der for længst var klappet af. Hvad de i virkeligheden talte om, ved jeg ikke. Men Putins vigtigste signal ved det fælles pressemøde bagefter var: Orbán og jeg står skulder ved skulder. Jeg har en trojansk hest i EU. Og i Nato.

Belejligt, når der skal vedtages en sjette sanktionspakke i EU, og den handler om russisk olie, som Ungarn er meget afhængig af.

En mand, der er bedstevenner med Putin, er naturligvis ugleset til møder i både EU og Nato for tiden. Så hvad Orbán fik ud af det møde i Kreml den 1. februar var lidt mere dunkelt. Indtil nu, hvor der enstemmigt skal vedtages en sjette sanktionspakke i EU, der handler om russisk gas, lige nøjagtig samtidig med at fraværet af de rigelige corona-genopretnings-midler, som EU tilbageholder på grund af Ungarns lemfældige omgang med korruption og retsstat, begynder at kunne mærkes i Budapest.

Netop nu demonstrerer Orbán det, han er allerbedst til: politisk spil. Fredag 6. maj udtalte han, at et forbud mod russisk olie ville være som en ”atombombe” mod ungarsk økonomi. 

Da forhandlingerne om olieforbuddet dermed ikke kunne afsluttes fredag, fortsatte de søndag i sidste weekend. Og brød sammen. Hvorefter selveste chefen for det hele, Kommissionsformand Ursula von der Leyen, så sig nødsaget til at flyve til Budapest mandag og den franske præsident Emmanuel Macron til at ringe til Orbán tirsdag, hvorpå forhandlingerne fortsatte onsdag - uden andet resultat end at gavne Orbán indenrigspolitisk. 

Orbán vekslede flot den dårlige stemning i Bruxelles til god stemning i Budapest, da han lagde et foto af sig selv og den indebrændte von der Leyen på sin Facebook-profil. Budskabet til vælgerne var klart: Hun kan hoppe og danse og flyve til Budapest. Men det er far her, der bestemmer. Også i EU.

Kan EU stå samlet mod Rusland?

Demokrati- og retsstatskrisen med Polen og Ungarn skulle have været løst for længst. Det var umanerligt dumt ikke at få styr på det. For nu er der krig.

Hvis EU ikke dropper retsstatsmekanismen og begynder at udbetale corona-genopretningsmidlerne til Polen, bliver polakkerne sure – efter alt hvad de har gjort og fortsat gør for at hjælpe Ukraine og ukrainere - og de gør virkelig meget. Det er godt på vej. I fredags proklamerede den polske regering, at en ”milepæl” var blevet nået i forhandlingerne med EU.

Så hvis ikke EU opgiver at disciplinere Polen og Ungarn for at bryde EU’s kerneværdier demokrati, retsstat og menneskerettigheder, netop det, der gør os anderledes end Rusland, kan EU ikke stå samlet mod Rusland

Vibe Termansen
Historiker, journalist og forfatter

Hvis EU ikke dropper retsstatsmekanismen eller på anden måde betaler Ungarn - nok gennem EU’s energipakke - kan Orbán veto’e sanktioner mod Rusland. Hvis ikke denne, så den næste. Eller den næste. At sidde med fingeren på veto-knappen er ligesom at have penge i banken. Bare bedre, for Ungarn har ikke selv sat pengene ind; landet er netto-modtager af EU-midler.

Så hvis ikke EU opgiver at disciplinere Polen og Ungarn for at bryde EU’s kerneværdier demokrati, retsstat og menneskerettigheder, netop det, der gør os anderledes end Rusland, kan EU ikke stå samlet mod Rusland.

Men hvis EU dropper sine fælles værdier, hvis demokrati, retsstat og menneskerettigheder alligevel ikke er så vigtige, hvorfor så overhovedet kæmpe mod patriotismens, ortodoksiens og autokratiets Rusland? Er EU så et Empire of the mind, en værdiernes supermagt, noget afgørende forskelligt fra Rusland af i dag? Eller er det blot et andet imperium?