Jeppe Kofods tvetydige udtalelser om menneskerettigheder klinger af hykleri

Hvad er vigtigst i regeringens øjne: Dens arbejde for at begrænse Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols virke eller Domstolens beskyttelse af vores demokrati og menneskerettigheder?

Det internationale samfund skal op i gear, ellers "udhules vores rettigheder og værdier - demokrati, menneskerettigheder ... gradvist, men sikkert globalt".

Det skrev udenrigsministeren blandt andet i Altinget i september 2020 i en artikel om socialdemokratiske værdier. 

Kan det hænge sammen med udenrigsministerens tilkendegivelse af, at det er en af regeringens prioriteter at søge at "begrænse" Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) påståede "aktivisme"? 

Svaret er nej, det kan det selvfølgelig ikke: man kan jo ikke komme fremad ved at bevæge sig baglæns. Begrebet "organisatorisk hykleri" melder sig i baghovedet. 

Ultimo april fremførte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) under forhandlingerne i Folketingssalen om Europarådets arbejde og Danmarks deltagelse heri et i en dansk prioriteringssammenhæng åbenlyst ufunderet udsagn. Han sagde, at "Europarådet er mere vigtigt og nødvendigt end nogensinde før med fælles principper og værdier, som vi må værne om".

Kliché eller ej, læg især mærke til ordet "værne", det vil sige vogte over eller beskytte. VLAK-Regeringens fejlslagne og domstolsundergravende prioritet med København-erklæringen fra april 2018 afsluttedes med luftige fanfarer fra især daværende justitsminister Søren Pape Poulsen. Erklæringen endte stort med at bekræfte det eksisterende system. Dermed var Danmarks formandskab for Europarådets besluttende organ Ministerkomitéen bragt til afslutning. 

Hvad er mon vigtigst i regeringens øjne: Dens arbejde for at begrænse Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols virke eller domstolens beskyttelse af vores demokrati og menneskerettigheder?

Claus von Barnekow
Fhv. ambassadør, Europarådet

Socialdemokratiets holdning til de ideer, der lå bag ved regeringens offensiv var valen i modsætning til partierne til venstre for Socialdemokratiet. Her tog man sammen med Radikale Venstre afstand fra angrebet på konventionssystemet.  

Af redegørelsen til Folketinget fremgår, at regeringen i en vis forstand viderefører VLAK-regeringens synspunkter om EMD's såkaldte aktivistiske fortolkningsstil/dynamiske fortolkning. Det var blandt andet denne indbildte anstødssted, der var årsag til VLAK-regeringens anslag mod Domstolen i 2017-2018. Den endelige København-erklæring nævner naturligvis ikke aktivistisk/dynamisk fortolkningsstil, der var et dansk indenrigspolitisk problem.  

Regeringen vil således "have et stærkt fokus på udviklingen ved EMD, herunder navnlig i relation til dens fortolkning af EMRK, og arbejde for i videst muligt omfang at begrænse den aktivisme, som EMD undertiden har udvist på visse områder." Bemærk, at der intet oplyses om, hvilken påstået aktivisme der konkret er tale om. 

Hverken inden for hvilket område af konventionen, eller hvormed aktivismen er udmøntet. Men man tager nok ikke fejl i at mene, at det drejer om at "værne om det politiske råderum, herunder navnlig på udlændingeområdet" jf. justitsministerens besvarelse 9. oktober 2020 af spørgsmål 1835 fra Folketingets Retsudvalg.

Mere konkret bliver det ikke. Mærkeligt, for Danmark har mig bekendt siden 1989 kun tabt 18 sager ud af de 56 sager, som personer har anlagt mod staten, og den største gruppe er retten til retfærdig rettergang. EMRK vedrører hverken flygtninge eller indvandrere som sådanne, de er slet ikke nævnt i konventionen.

Men - ethvert individ, der opholder sig i et af Europarådets 47 medlemslande kan efter et medlemslands endelige afgørelse, der angår individets menneskerettigheder, anlægge sag ved EMD, som efter en bedømmelse enten antager eller afviser søgsmålet.  

Redegørelsen nævner, hvorledes myndighederne arbejder med EMD. Det nævnte følger af allerede gældende praksis og af København-erklæringen. Interventionsmuligheder i relevante principielle sager ved EMD forsømte regeringen dog at udnytte. Siden formandskabet i 2017-18 er intervention blevet anvendt som et egentlig instrument.  
Redegørelsen nævner ikke den for konventionssystemet vigtige løbende "pleje" i Styrekomitéen for Menneskerettigheder (CDDH).

Her mødes tre gange årligt i hovedsagen ledende embedsmænd fra medlemsstaterne til drøftelser af systemet. Indlysende nok skabes der her forbindelser deltagerne imellem og med Domstolen. Justitsministeriet, som dækker området, har med en undtagelse under formandskabet for Ministerkomitéen i årevis ladet mødet dække af en juniorembedsmand/kvinde: det vil sige ingen indlæg, ingen aktiv deltagelse i drøftelserne og dermed ingen forsøg på indflydelse i et vidende og intellektuelt stimulerende forum.

Det hænger jo ikke sammen, da komitéen er et forum for fortrolige drøftelser, også og især i marginen af møderne. 
Det er grundlaget for domme, der kunne gå staten imod, regeringen søger at undgå ved at "begrænse" EMD's påståede "aktivisme". Der spørges ikke, om det er til gavn for helheden, for Europarådets formål eller for andre end regeringen og dens opfattelse af indenrigspolitiske danske interesser.  

Justitsministeriets og Udvisnings/hjemsendelsesministeriets skygger skimtes i baggrunden, men læs denne artikel på Altinget af direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck. Altså, man står med en lille hakke og hugger i konventionssystemets fundament.

Det fyger nok lidt, men man står et sted, hvor andre ikke får øje på én og hakken. Og der er jo en række andre stater, der også har gang i hakkerne. De har dog både flere folk og større hakker, nogle har brydehammere og en enkelt en rendegraver til at svække fundamentet, så Danmarks hakken kan ikke rigtig høres og tæller nok ikke rigtigt.

Derfor kan Danmark, når det skønnes belejligt, tale med om, hvad andre burde gøre. Man er vel dansk! 
Tilbage til forhandlingerne i Folketingssalen i april. Blandt de få tilstedeværende folketingsmedlemmer var det alene Enhedslistens Christian Juhl, som udtrykte en klar forestilling om betydningen af "begrænse" og "aktivisme".

Han udtalte sig mod København-erklæringens oprindelige intention og fastholdt sit partis støtte til konventionssystemet. Der skal ikke "bruges tid, flid og penge på at begrænse den såkaldte domstolsaktivisme."

Det er det fælles forsvar for rettigheder, der skal styrkes, i stedet for at "hænge fast i en tidligere regerings vision om at udvande ... domstolens arbejde ...".  

Klar tale. Så hvad er mon vigtigst i regeringens øjne: Dens arbejde for at begrænse Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols virke eller domstolens beskyttelse af vores demokrati og menneskerettigheder? Se på udenrigsministerens oven for gengivne udtalelse om at "værne". Er man som borger klogere på, hvad det konkret indebærer, at der med ministerens ord skal "værnes" om Europarådet?  

Denne passen på Europarådet indebærer vist desværre ikke, at Danmarks nuværende, aktive og kapable Europarådsrepræsentation styrkes med udsendt personale: Der er én udsendt, nemlig ambassadøren, som bistås af lokalt ansat personale i forskellige funktioner, herunder souschefen, som er stedfortræder for ambassadøren.  

"Værne" indebærer nok ikke, at Europarådsarbejdet i Udenrigsministeriet synliggøres fra sin bortgemte placering i Juridisk Tjenestes kontor for EU-ret og International sagsførelse!

Næppe en placering hvor lyset i en Europarådspolitisk sammenhæng bryder frem, eller hvor koordination med andre berørte ministerier er en tidsrøver. "Europarådet er mere vigtigt og nødvendigt end nogensinde før med fælles principper og værdier, som vi må værne om", sagde ministeren og tilføjede, at ønsket var et effektivt Europaråd, som virkelig gør en forskel for beskyttelse af menneskerettigheder og sætter ind, når retsstatsprincipper krænkes og demokrati og ytringsfrihed trues i Europa. 

Det er store ord, der giver det fejlagtige indtryk, at Europarådet og konventionssystemet IKKE fungerer; det gør det, men problemet er medlemslandene i Ministerkomitéen og dens manglende dynamik, ulyst til at drøfte reelle problemer, til at drage konsekvenser og træffe vanskelige beslutninger, især når det drejer sig om ansvaret for, at medlemsstaterne efterlever domstolens afgørelser samt komitéens usynlighed i offentligheden.

Arbejdsformen er således ikke fremmende for, at utilpassede medlemsstater, der ikke vil leve op til, hvad de har påtaget sig, retter ind. Det synes at være det uudtalte, men vigtigste mål, at organisationen forbliver med at have 47 medlemsstater uanset, at fundamentet undergraves mere og mere.  

Det er så indlysende rigtigt, når udenrigsministeren i sine afsluttende bemærkninger siger, at "vi har mulighed for at præge lande med de værdier, som vi står for, og det skal vi også udnytte. Så vi skal værne om organisationerne i en tid, hvor det her samarbejde (institutionsbaseret internationalt samarbejde generelt) er under pres.

Men det klinger af "organisatorisk hykleri", når ministeren i samme indlæg først nævner arbejdet "for i videst muligt omfang at begrænse den aktivisme, som domstolen undertiden viser."

Og dernæst - som var det i forbifarten - tilføjer "og samtidig må vi ikke glemme, at domstolen også spiller en positiv rolle i forhold til fastlæggelsen af nogle helt grundlæggende principper for beskyttelse af vores demokrati og menneskerettigheder ...".  Hermed er prioriteringen "dansk inderigspolitik først" ikke til at modsige. 

Denne svært gennemførlige indenrigspolitiske dagsorden føjer flere ridser til Danmarks allerede noget skæmmede omdømme. Foregangsland har fået en anden klang. Danmark er - efter i oktober 2017 maj 2018 af UK's mislykkede undermineringsforsøg af konventionssystemet seks år inden - ikke mere et sådant land  og slet ikke med den fortsatte politik over for Domstolen med mindre begrebet vendes på hovedet. 

Husk nu det vigtige udsagn om, at det internationale samfund skal op i gear, ellers "udhules vores rettighheder og værdier - demokrati, menneskerettigheder ... gradvist, men sikkert globalt".  

Så ingen omsvøb! Danmark er selv blandt udhulerne. Er det en socialdemokratisk værdi?