Martin Lidegaard: Socialdemokratiet og Venstre svigter Europa, Danmark – og sig selv

KOMMENTAR: Regeringens modstand mod EU's genopretningsfond skader danske interesser og dansk økonomi. Spørgsmålet er, hvorfor Venstre velvilligt vil være statist i statsministerens dukketeater, skriver Martin Lidegaard.

Hvad i alverden sker der dog for Danmarks to største partier, der i årtier har udgjort grundstammen i en langsigtet og troværdig dansk europapolitik?

Hvad blev der af Jens Otto Krags socialdemokrati, der i dybden forstod, at europæisk solidaritet også er solidaritet over for os selv og vores egne mest udsatte grupper? Fordi et stærkt europæisk marked er den største garant for mere dansk eksport, flere danske arbejdspladser, mere dansk velfærd.

Og hvad blev der af Uffe Ellemann-Jensens eller Anders Fogh Rasmussens Venstre, hvor alle forstod, hvilken afgørende rolle det spiller for vores sikkerhed, at vi kan holde sammen på Europa fra øst til vest, fra syd til nord? Hvilket nu er lykkedes i syv årtier, der samtidig er de første årtier i vores kontinents brogede historie uden krig. Vel at mærke for de lande, der var med i EU.

Hvordan kan to historiske partier, som vi skylder så meget, nu optræde så historieløse?

Hvis bare der var et økonomisk rationale, kunne man til nøds forstå det – hvor usympatisk det end måtte være. Men der er næppe noget land, der relativt kommer til at tjene mere på den foreslåede genopretningsfond i EU, end Danmark gør.

For fonden skal eksplicit prioritere den grønne og digitale omstilling, hvor Danmark står enestående stærkt på det europæiske eksportmarked.

Og da hele fonden med stor sandsynlighed ender med at skulle finansieres af fælles CO2-kvoter eller afgifter på plastik, kan det ovenikøbet blive en stort set gratis omgang for Danmark, der allerede for længe siden har besluttet at reducere sin CO2 med 70 procent – og endnu mere inden for de kvotebelagte områder.

Det ville derfor være langt mere oplagt at bruge den danske politiske forhandlingskapital til netop at gøre fonden mere grøn – hvad den sagtens kunne blive – og sikre finansieringen over CO2-kvoter, hvilket ville støtte både klima og dansk økonomi på sigt.

Så hvad stikker Socialdemokratiet og Venstre?

Det er vitterligt svært at forstå. Udadtil fastholder man, at det principielt handler om, at alle solidariske tilskud skal udbetales som lån og betales tilbage af de modtagende lande, uanset hvor skrøbelige deres økonomier er.

Men som århundredets mest budgetrestriktive finansminister, den tidligere tyske CDU-finansminister Wolfgang Schäuble, udtrykker det, ville det være at kaste sten for brød til de mennesker, der sulter. Det vil simpelthen hverken kunne redde Italien eller Spaniens økonomier på nuværende tidspunkt.

Danmarks gnierklub på fire små rige lande ønsker også, at der skal stilles betingelser til landenes reformvillighed, og ja, et land som Italien er både usædvanlig hårdt ramt af corona og af mange års forsømmelser på det økonomiske område. Men landet har jo netop taget fat de seneste år og var på vej mod en bæredygtig vækst, da coronaen ramte.

Hvis Europa svigter lige nu, ville det derfor være en gave til alle de nationalistiske og populistiske partier, der aldrig ville drømme om at tage ansvar for økonomien, men hellere end gerne skyder på EU som årsagen til alle fortrædeligheder her i verden.

Det er ikke mange uger siden, at regeringen og Venstre indgik en aftale om udligning i Danmark. Her var ingen krav om, at Lolland skulle betale alle tilskud tilbage eller få styr på deres økonomi for at gøre sig fortjent til at modtage støtte fra de rige kommuner. Med god grund.

Men hvorfor gælder den stik modsatte logik på europæisk niveau? Jeg ved godt, at der er forskel på Europa og Danmark, men i begge tilfælde handler det grundlæggende om, at de bredeste skuldre bærer mest i en krisetid, fordi det er i alles vitale interesse, at alle klarer sig igennem. Og det er hele pointen.

Det er ikke primært af hensyn til italienerne, men af hensyn til os selv, at vi bør støtte fonden. Sådan fungerer solidaritet. Vi er ikke kun solidariske af barmhjertighed, men fordi vi ved, at solidaritet gør stærk. Sådan tænkte socialdemokrater også engang.

For nærværende skribent er det en stor trøst at vide, at fonden efter alt at dømme nok skal blive til noget alligevel. Danmark kan ikke holde til at nedlægge veto, når resten af Europa forsøger at redde Europa.

Men prisen for, at statsminister Mette Frederiksen (S) skal trækkes hylende og sparkende ind i fællesskabet – i stedet for at gå ind af fordøren med rank ryg – bliver høj.

Det koster dyrt i alle andre vigtige europæiske forhandlinger, fra klima over forsvar til migration. Og det sender det helt forkerte signal på det helt forkerte tidspunkt til den danske befolkning om, hvad EU er og kan blive.

Men det sidste er måske netop meningen? Er det i virkeligheden her, at vi skal finde det politiske rationale bag regeringens bemærkelsesværdige position? Er det vigtigste mål for socialdemokraternes europapolitik lige nu, at der heller ikke her må kunne presses et papir ind mellem Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis forhold til EU – og at Venstre ikke for alvor tør sige fra i den konkurrence?

Jeg vil ikke tro det. For i givet fald er fædrelandet for alvor ilde stedt.

-----

Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Cecilia Bonefeld-Dahl: Det halter med ligestilling i techbranchen Cecilia Bonefeld-Dahl: Det halter med ligestilling i techbranchen Næste artikel Mikkel Vedby: Bliver Macron og Merkel nutidens Mitterrand og Kohl? Mikkel Vedby: Bliver Macron og Merkel nutidens Mitterrand og Kohl?
Overblik: Det vil det tyske EU-formandskab

Overblik: Det vil det tyske EU-formandskab

EU-FORMANDSKAB: Coronakrisen sætter uundgåeligt tonen for det nye tyske formandskab for EU’s ministerråd. Men også en suveræn europæisk digital infrastruktur og højere klimamål er på programmet med Tyskland for bordenden.