Kommentar af 
Martin Lidegaard

Martin Lidegaard: Dansk udenrigspolitik står bomstille

KOMMENTAR: Dansk udenrigspolitik står stille, mens verden udvikler sig dramatisk. En ny udenrigskommission vil vise, hvordan Danmark udnytter sine styrkepositioner, skriver Martin Lidegaard.

Selv USA's præsident, Donald Trump, håndterer Danmark med strategisk tålmodighed, selvom Grønland ikke er til salg, skriver Martin Lidegaard.
Selv USA's præsident, Donald Trump, håndterer Danmark med strategisk tålmodighed, selvom Grønland ikke er til salg, skriver Martin Lidegaard.Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det går stærkt derude.

Rigtigt stærkt. Trump, Corona, Kina, Brexit, Arktis, Syrien, migration. Verden skælver, gamle mønstre brydes ned, og en ny multipolar verdensorden – eller verdenskaos – udfolder sig for vores øjne.

Kun dansk udenrigspolitik synes at stå stille. Grundlæggende tænker vi stadig i de gamle mønstre.

Hvad USA gør, er altid det rigtige. Selv præsident Donald Trump håndterer vi med strategisk tålmodighed, også selvom Grønland trods alt ikke er til salg. At føre en aktiv dansk udenrigspolitik forstår vi stadig sådan, at det handler om at sende et fly eller en radar til et afsides sted på kloden.

Fakta
Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til: [email protected].

Udviklingsbistand forstås ikke som et strategisk værktøj til at påvirke verdens vækst, men som almissepolitik, der skal holde flygtninge fra døren. Europa opfatter vi mere som et marked end som en familie og et værdipolitisk fællesskab.

Det er sat på spidsen, indrømmet, men sikkert er det i hvert fald, at der ikke er tænkt i mange banebrydende udenrigspolitiske visioner de seneste år. Rapporten 'Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid' fra Peter Taksøe-Jensen havde kimen, men det løftede sig aldrig. Også lige nu synes vi at stå musestille og følge verdens gang, indtil andre har anvist vejen, og vi så kan indtage vores hylde.

Vi må åbent forholde os til, hvor Danmark vil være med, og på de områder må vi afskaffe vores forbehold.

Martin Lidegaard

Kunne vi vælge en anden tilgang? Selvfølgelig. Kunne vi selv påvirke historiens gang især på de områder, hvor vi har meget på spil og meget at bidrage med? Jeg tror det. Vil det kræve store forandringer i vores nuværende tænkning? Ja.

Vi politikere er nødt til at stoppe op og lave en mere grundlæggende analyse af vores muligheder og prioriteringer. Hvordan udnytter vi Danmarks styrkepositioner og dygtige diplomater bedst?

Svarene kunne findes i en ny udenrigskommission eller ved en stribe høringer med aktiv deltagelse af både Folketinget, regeringen og eksperter fra indland og udland. Eller begge dele. Vigtigt vil det være at tænke udenrigspolitikken bredt, så udvikling, klima, forsvar og erhverv tænkes med.

Følgende temaer vil være uomgængelige at behandle, og så jeg personligt gerne som væsentlige elementer i en ny udenrigspolitik:

Danmark og Europa: Vores eget kontinent er også i bevægelse.

I den nye verdensorden bliver selv de store europæiske lande til småstater, og det er kun ved en stærkere koordination af den traditionelle geopolitik, at Europa kan gøre sig håb om at blive hørt.

Til gengæld er perspektivet stort. I en verden, hvor USA ikke længere ønsker at påtage sig det globale lederskab, og hvor vi ikke ønsker, at andre stormagter skal tage det, peger pilen på os selv.

EU kunne tage ansvar som brobygger, vi kunne være den globale magt, der altid kæmper for fred, demokrati, bæredygtig frihandel og internationale spilleregler, som alle skal følge.

Vi skal arbejde for, at Nato og det transatlantiske militære samarbejde fortsat udgør en stærk akse, men Europa kommer under alle omstændigheder til at tage et større forsvarspolitisk ansvar for sit eget nærområde, ligesom den traditionelle sikkerhedspolitik på europæisk plan må suppleres med andre overordnede sikkerhedspolitiske dagsordener som klima, global frihandel, terror samt kontrol med både skattely og teknologiske kæmper.

Vi har brug for en ærlig europapolitisk debat, hvor det at være dansk og det at være europæer ikke er hinandens modsætning, men forudsætning. Men hvor alt heller ikke skal gøres europæisk.

Vi må åbent forholde os til, hvor Danmark vil være med, og på de områder må vi afskaffe vores forbehold og afsætte de ressourcer, som det kræver at få indflydelse, herunder politisk prioritering fra os selv.

Læs også

Bæredygtighed: Verden vokser hurtigere end på noget andet tidspunkt i menneskets historie. Både i antal, i levealder og i økonomi.

Det altoverskyggende mål for dansk udenrigspolitik må være at gøre den udvikling bæredygtig både i forhold til klima og miljø, social lighed og økonomisk holdbarhed.

Det krævet et nyt samspil mellem alle vores udenrigspolitiske virkemidler – fra europapolitik over udviklingspolitik til forsvarspolitik og alle de andre områder, hvor Danmark har enestående ekspertise, og der er enestående efterspørgsel efter at indgå partnerskaber med Danmark: Grøn energi, effektiv vandforsyning, affald, uddannelse og sundhed.

Denne interesse for danske kernekompetencer giver en unik mulighed for at bygge bro mellem vores hjemlige prioriteringer og vores fingeraftryk på resten af verden og dermed give vores udenrigspolitik ny tyngde.

Men det kræver, at vi tør prioritere og tænke på tværs af for eksempel udenrigspolitikken og udviklingspolitikken. Det vil til gengæld give Danmark betydelig indflydelse på verdens udvikling, have mærkbar betydning for klimaet, styrke vores udenrigspolitiske stemme og indebære store økonomiske potentialer i form af øget eksport.

Arktis: Aldrig har det været vigtigere at tænke Kongeriget og Rigsfællesskabet offensivt.

Hvordan sikrer vi vores mål om en fredelig og bæredygtig udvikling i hele Arktis til glæde for grønlændere, færringe og danskere? Hvordan sikrer vi balancen mellem de mange interesserede stormagter, herunder vores nærmeste militære allierede USA? Hvordan får vi Europa mere på banen med investeringer og opbakning?

Alle disse spørgsmål skal selvfølgelig besvares i samarbejde med Grønland og Færøerne, men der er brug for, at København viser mere respekt for de andre dele af Danmark ved at tage mere initiativ, afsætte flere ressourcer og investere mere politik.

Også her er et område, hvor vi i kraft af vores historie og geografiske position kan udøve endog meget stor indflydelse på dette enorme landområde på kloden, der nu åbner sig med det ændrede klima.

Det er de uomgængelige temaer, men selvfølgelig er der mange flere. Vi ved med sikkerhed, at den dag en ny kommission måtte barsle med en ny strategi, vil den allerede være forældet. Så stærkt går det.

Men det er så langt at foretrække at have en lidt forældet strategi end ingen strategi. Og både Europa, bæredygtighed og Arktis vil med sikkerhed være relevante temaer for Danmark i mange år.

Skulle vi ikke tage at komme i gang?

-----

Martin Lidegaard (født 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00