Meldgaard: Europaudvalget er et værn mod blokpolitik

INTERVIEW: I Europaudvalget er det folkestyret, der arbejder og ikke de politiske blokke, lyder det fra Europaudvalgets tidligere formand, Anne-Marie Meldgaard (S), i et svar på kritikken af Europaudvalgets rolle.
Foto: Socialdemokraterne
Signe Marie Enghave

Der er klare styrker ved at bevare Europaudvalget, og udvalgets kritikere tager fejl, når de siger, at udvalget bør nedlægges, mener socialdemokraten Anne-Marie Meldgaard, som netop er afgået som folketingsmedlem og formand for det omdiskuterede udvalg.

"I Europaudvalget har regeringen ikke bare kunnet tromle europapolitikken ind over Folketinget. Det er sket mange gange, at en minister ikke har fået et mandat i Europaudvalget, fordi Folketinget har villet noget andet. På den måde kan blokpolitikken ikke diktere EU-beslutningerne. Og dét er jo virkelig styrken ved Europaudvalget," siger Anne Marie Meldgaard.

Fagudvalgene har fået en større rolle 
Kritikken af Europaudvalget har særligt lydt fra SF's Holger K. Nielsen, som mener, at udvalget er med til at skabe en europapolitisk ghettoisering i Danmark. EU-politikken skal i højere grad ud i fagudvalgene, lyder det fra den tidligere SF formand. Men ifølge Meldgaard, er det netop i den retning udvalget har rykket sig under hendes tid som formand.

"Den målsætning jeg havde sat mig fra dag ét i stolen, det var, at fagudvalgene skulle spille en større rolle i forhold til arbejdet. Det er forandret sådan, at i dag har fagudvalgene pligt til at forholde sig til de sager, der bliver behandlet i udvalget", siger Meldgaard.

Men hun fastholder samtidig Europaudvalgets betydning.

Det er sket mange gange, at en minister ikke har fået et mandat i Europaudvalget, fordi Folketinget har villet noget andet. På den måde kan blokpolitikken ikke diktere EU-beslutningerne. Og dét er jo virkelig styrken ved Europaudvalget

Anne-Marie Meldgaard
Tidl. MF og formand for Europaudvalget (S)

"Sammensætningen af fagudvalgene er jo et udtryk for det politiske flertal. Når vi skal samle trådene, så er det vigtigt, blokkene nedbrydes, så derfor må det ikke være der, men i Europaudvalget, mandatet bliver givet", uddyber hun.

Større åbenhed
En anden af Anne-Marie Meldgaards mærkesager har været mere åbenhed omkring Danmark og EU. Hun har blandt andet fået igennem, at man til Cosac-møder - hvor medlemmer af Europaudvalget mødes med kollegaer fra andre EU-lande eller EU-parlamentarikere - kan tage en repræsentant med fra det relevante fagudvalg.

"Det gør, at vi kan tale med en virkelig stærk stemme, i stedet for at det kun er medlemmer af Europaudvalget, som kan tage ordet. Det synes jeg har været en stor sejr for Danmark", siger den nu afgåede udvalgsformand.

Danske udfordringer i EU
På trods af en god udvikling mod mere åbenhed, står EU-debatten i Danmark stadig i stampe, mener Anne-Marie Meldgaard.

"EU skal gøres til et mere spiseligt politikområde, så folk kan forstå vigtigheden i at være en del af et fællesskab. Et fællesskab, hvor det også handler om fred og sikkerhed og ikke kun om hele den her følelsesladede debat omkring euro, krone og selvstændighed", siger hun.

Og netop når det kommer til euroen og forbeholdene, ærgrer det det nu forhenværende folketingsmedlem, at der ikke er mere fokus på deres negative sider.

"Jeg har jo oplevet, når jeg har været til møder i Bruxelles, hvor stor betydning det har, at vi ikke kan være med ved bordet, når det fx handler om asylsager. Og der kommer flere og flere af den slags sager i fremtiden. I min verden kan det kun gå for langsomt med at få afskaffet de forbeholdene," forklarer Anne-Marie Meldgaard. 

Ønsker permanent europaminister 
Og med en ny regering på vej, og et dansk EU-formandskab om hjørnet, så har Anne-Marie Meldgaard et ønske om, at der bliver udnævnt en europaminister - og at posten bliver gjort permanent. 

"Jeg er helt sikker på, at det bliver vigtigt, ikke bare under formandskabet, men også i al fremtid, at vi kigger på, hvordan arbejdsfordelingen er i Udenrigsministeriet. Der er et klart behov for en opdeling i et Europaministerium og et Udenrigsministerium, der tager sig af resten", mener hun.

Sender stafetten videre
Anne-Marie Meldgaard stillede ikke op til folketingsvalget og har derfor forladt sit kontor på Christiansborg. Hun har ikke planer om at forblive aktiv i dansk politik.

"Jeg er skruet sådan sammen, at enten er man der, eller også er man der ikke. Og jeg skal ikke gøre mig klog over for hverken den afløser, jeg nu skal have i min folketingskreds, eller den kommende formand for Europaudvalget. Jeg har prøvet på at gøre det så nemt at overtage min plads som overhovedet muligt, men derfra så er det dem, der tegner butikken. Så håber jeg bare, at de passer godt på den," slutter Anne-Marie Meldgaard.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00