Pernille Weiss: Der er gode muligheder i EU's asyludspil - især for Danmark

Af Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

“LA, LA, LA!” råbte Dolph, den fede, babyblå mummitrold og svingede sin kølle på DR, når han ville skære igennem et problem, et argument eller bare ikke gad høre mere.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jo mere jeg har sat mig ind i EU-Kommissionenes omfangsrige puslespil af mulige løsninger på EU’s fejlslagne asylpolitk, des mere kan jeg høre Dolph. Både på den gode og den grimme måde.

Først den gode Dolph: Udspillet, som kom 23. september i år - og næsten igen er blevet glemt på grund af coronaens anden bølge, Brexit-never-ending og indimellem klimaloven og landbrugsstøtten - kan med god vilje (og det har demokratiet brug for i disse år) anses som en stor buket af relativt gennemarbejdede og grundige forslag.

Forslag, som - hvis vi plukker klogt i dem - har potentialet til at indfri Dolphernes råb efter en samlet model, der fungerer mere effektivt, værdigt og sammenhængende.

Gode elementer i udspillet
Indrømmet! Jeg kan også få myrekryb af at høre på den svenske kommissær Ylva Johansson, når hun salvelsesfuld og belærende med hovedet på skrå har formanet os i Europa-Parlamentet om, at EU-landene savner solidaritet med hinanden og med de mange illegale migranter, der siden 2014 har strømmet mod Europa i håbet om, at vi giver dem asylansøgerstatus med det vuns og åbner EU’s social- og arbejdsmarked for dem.

Blandt andet ligger det som en særskilt præmis for hele forslagspakken, at Danmark stort set kan tage del i det, vi vil, og lade resten ligge. Her kommer vores retsforbehold og vores parallelaftale med Dublinforordningen os til gavn.

Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Men hvis man gider gå tættere på det, som Kommissionen har foreslået og ovenikøbet tillader sig at tage de meget rød-hvide, danske briller på - og det skal man naturligvis, for hvad ikke fungerer for nogle, fungerer ikke for alle i EU - så er der faktisk en del elementer, som vi med fordel kunne og burde bruge.

Især fordi de alt andet lige bedre kan sikre også Danmark mod konsekvenserne af en fremtidig migrant- og flygtningekrise, hvis nu Erdogan åbner for alle sluserne, som han jo indimellem truer med, selvom han også er ret glad for den betaling, han får for at lade være.

Danmark kan vælge og vrage
Blandt andet ligger det som en særskilt præmis for hele forslagspakken, at Danmark stort set kan tage del i det, vi vil, og lade resten ligge. Her kommer vores retsforbehold og vores parallelaftale med Dublinforordningen os til gavn.

Dernæst er det værd at fokusere på den mest centrale brik i asyludspillet, som handler om hurtig hjemsendelse efter en fast-track-vurdering af ansøgernes egentlige status: Illegale migranter eller reelle flygtninge.

I dag er det jo sådan, at totredjedele af de mennesker, der opholder sig i lejrene på græske øer, i Malta og i syditalien IKKE er flygtninge. Men de har mere eller mindre slået rod, fordi de har fået lov til at blive. Dét duer ikke!

Danmark som den onde Dolph
I Kommissionens forslag til hurtig hjemsendelse står der, at der skal mere fokus på nære- og bilaterale samarbejdsmodeller mellem EU-lande og modtagerlande. Sådan som Danmark faktisk har gjort i flere år og med ret god succes sammenlignet med andre EU-lande.

Ved at gå den vej, kan det også understøttes, at der kommer mere bredde og bæredygtighed ind i hjemsendelsesarbejdet, som kunne handle om samarbejde, der skaber fundamental udvikling på alt lige fra demokrati, jobskabelse og institutionel struktur af sundheds- og socialforanstaltninger.

Alt det, som migranterne leder efter og ikke fandt i deres eget land eller nærområde, før de overgav deres længsel i hænderne på kyniske menneskesmuglere.

Det vil sige, at forslaget om hurtigere hjemsendelse har brug for Danmarks erfaringer og teknologier, og da forslaget nærmest giver Danmark frit valg på alle hylder, bør vi overveje at tage ja-hatten på og gå målrettet ind i at påvirke designet og hermed effektiviteten af især dén del af den fremtidige asylpolitik.

Det ville også klæde os at gøre det. I den største partigruppe, EPP, som jeg jo sidder i, oplever jeg klart, at flere af mine kollegaer (og de kommer i modsætning til andre grupper jo fra alle EU-lande) groft sagt synes, Danmark er lidt som ‘den onde Dolph’, der ikke vil være med til noget som helst og vender ryggen til alle problemerne.

Muligheder for at beskytte Europa
Hermed ikke sagt, at alle forslag til den nye asylpolitik er lige appetitlige for Danmark - eller for EU i det hele taget. Forslagene angående familiesammenføring er problematiske og kan nemt føre til endnu flere uledsagede mindreårige i gummibådene.

Men der er muligheder - med mindre man som nogle af mine kollegaer gerne fastholder muligheden af at ragnarok-scenarierne går i opfyldelse uanset (fordi det er en nem måde at fastholde egne vælgere på) - og dem håber jeg, vi ser og kobler sammen på en måde, så vi når at få en ny EU-asylpolitik til at fungere sammen med et fuldt udbygget grænseagentur (Frontex).

Kun på den måde kan vi blive sikre på at beskytte Europa og deltage i verdens ubenægtelige udfordringer med voksende befolkninger og endnu alt for mange dysfunktionelle samfund, ingen har lyst til at bo i.