Professorer: 50 års dansk EU-medlemskab har sat tydelige spor overalt

Juridisk kompliceret og politisk sprængfarligt

Forudsætningen for det danske medlemskab ligger i Grundlovens §20 samt den tiltrædelseslov, som blev indført for at effektuere den danske tiltrædelse til EF.

Til historien om den danske tiltrædelse hører også, at Færøerne fra begyndelsen var uden for EF, at Grønland trådte ud i 1985, og at vi i forbindelse med Maastricht-traktaten i 1990’erne fik de fire danske forbehold, som også havde konsekvenser for vores medlemskab.

Selvom de fleste var enige om, at Tiltrædelsesloven i samspil med Grundlovens §20 i sin tid var en både enkel og elegant måde at løse tiltrædelsen på, må det i dag vurderes, at løsningen ikke desto mindre har givet anledning til en række efterfølgende højt profilerede retssager, som i den offentlige debat er blevet kendt som Maastricht-, Lissabon- og Ajos-sagerne.

Da der i skrivende stund er krig i Europa og samtidig udfolder sig en række andre ildevarslende kriser, må forpligtende solidaritet og samarbejde være mere påkrævet end nogensinde før i EU’s levetid.

Ulla Neergaard og Karsten Engsig Sørensen
Professorer i EU-ret ved hhv. Københavns Universitet og Aarhus Universitet

På samme måde har de særlige løsninger omkring Færøernes og Grønlands status samt forbeholdene på mange måder bidraget til at gøre det danske medlemskab til et juridisk kompliceret og undertiden politisk sprængfarligt emne.

Vanskeligt at indpasse EU-retten i Danmark

Medlemskabet har sat sine tydelige spor stort set overalt. For eksempel er redskaberne til og rammerne for den økonomiske politik udviklet, ændret og præciseret, og hæderkronede principper som centralbankuafhængighed, finanspolitisk ansvarlighed og regler for offentligt indkøb, har haft og har stadig enorm betydning for dansk økonomis virkemåde og ikke mindst ydeevne.

Hjemlige aktører som for eksempel domstolene, Folketinget, særligt Europaudvalget, ombudsmanden og advokatbranchen har også måttet omfavne medlemskabet. Det har blandt andet betydet, at Europaudvalget over tid har fået en stadig tiltagende rolle, at Højesteret for første gang fik anledning til at vurdere grundlaget for den danske tiltrædelse (de ovenfor nævnte sager), at Ombudsmanden påtog sig at sikre EU-rettens overholdelse, og at advokatstanden i øget omfang fik øje for de muligheder, som EU-retten giver.

Der har været og er områder, hvor det gentagne gange har vist sig vanskeligt at indpasse EU-retten i Danmark og i dansk ret. Det kan skyldes den måde, man i Danmark har organiseret sig på, som det eksempelvis er tilfældet på arbejdsmarkedet med den danske model.

På andre områder kan det skyldes, at de aktører, der har været involveret i reglernes implementering og håndhævelse i Danmark, ikke har haft det fornødne kendskab til EU. Men i flere tilfælde har problemerne skyldtes, at mere grundlæggende danske regler, herunder strafferetlige, erstatningsretlige og formueretlige regler, vanskeligt har kunnet forenes med de EU-retslige regler, hvorfor "systemet" har haft svært ved at tilpasse sig sidstnævnte.

Enkeltsager med gennemslagskraft

Der er også en række enkeltsager, som har haft særlig stor betydning for dansk ret og det danske medlemskab. Visse læsere vil huske Storebæltssagen, hvor man gennemførte et udbud det skulle prioritere brugen af dansk arbejdskraft. Danmark endte med at blive dømt ved EU-Domstolen, og der fulgte et større politisk efterspil.

Med en vis ret kan man sige, at denne sag blev et wakeupcall for det danske retssystem. Men andre sager – som især AMBI-sagen om ulovligt opkrævede udgifter – har også trukket lange spor; ofte over flere årtier. Ét særligt markant domskompleks er Ajos, der har sat samspillet mellem dansk ret og EU-retten temmelig meget på spidsen.

Men selvom de nævnte og andre sager har givet anledning til megen debat, og ind imellem også lovrevisioner, har sagerne i de fleste tilfælde ikke haft de samfundsomvæltende konsekvenser, som nogle hævdede midt i stormen.

Mest af alt synes en pragmatisk indstilling i det danske retsliv og politiske liv overfor at få samarbejdet til at fungere bedst muligt at dominere. Der synes dog også at kunne tegnes et billede af en Højesteret, der ikke altid synes at have haft det så let med EU-retten og Domstolen i Luxembourg.

Forpligtende solidaritet og samarbejde

Den grad af retlig og politisk kompleksitet, som i dag er en konsekvens af medlemskabet, havde næppe nogen kunnet forudse. De mange udfordringer eller til tider ligefrem kriser, som har været Europa til del, samt den dybe integration, der har fundet sted, havde heller ingen kunnet forudse.

Hvordan de næste 50 år udvikler sig, kan der næppe heller spås om. Under hensyntagen til, at der i skrivende stund er krig i Europa og samtidig udfolder sig en række andre ildevarslende kriser (klima-, energi-, retsstats- og økonomisk krise), må forpligtende solidaritet og samarbejde dog være mere påkrævet end nogensinde før i EU’s levetid.

I denne situation forekommer den vision, som Jens Otto Krag havde om at påbegynde samarbejdets kapitel at være mindst lige så nødvendig som dengang.