50 år efter EF-afstemningen: Glødende nej-sigere i 1972 er ja-sigere i dag – og omvendt

2. oktober 1972 er det 50 år siden, at danskerne stemte sig ind i et europæisk fællesskab, som de stadig er i gang med at finde sig til rette i.

Tidligere statsminister Jens Otto Krag underskriver Rom-traktaten på Danmarks vegne. 63,4 procent af danskerne stemte ja i 1972 til at indmeldelsen i EF.
Tidligere statsminister Jens Otto Krag underskriver Rom-traktaten på Danmarks vegne. 63,4 procent af danskerne stemte ja i 1972 til at indmeldelsen i EF.Foto: Ritzau/Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: John Iversen havde ikke selv stemmeret, da danskerne 2. oktober i 1972 meldte sig ind i det, der dengang gik under navnet Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

Han var godt nok 18, men kryds måtte man dengang først sætte, når man blev 20. Det holdt dog ikke det senere SF-medlem af Europa-Parlamentet, der endte som socialdemokrat, fra at føre en meget aktiv kampagne mod det danske medlemskab.

”Det var en sjov tid. Modstanderne var så uenige om alt muligt forskelligt. Det var en virkelig bred bevægelse fra det yderste venstre til det yderste højre,” siger Iversen her præcis 50 år efter, at 63,4 procent af vælgerne satte kryds ud for ja og beseglede Danmarks europæiske skæbne.

Jeg var ud af en bondefamilie. De så jo alle sammen guld foran sig, når vi kom ind i EF.

John Iversen
Fhv. EU-parlamentariker for SF og S

Han var endnu ikke selv medlem af noget parti. For den daværende gymnasieelev gik der en lige linje fra protester mod Vietnam-krigen, mod monopolerne og for arbejderklassen til at kæmpe for at holde Danmark ude af det, der virkede som kapitalistisk, elitedreven klub.

”Det var et opgør med autoriteterne. 1972 var på mange måder slutningen på ’68. Alle dem, der var med i studenteroprøret, de var også modstandere af EF,” siger han.

Så guld foran sig

Det var ikke videre populært hjemme i Grindsted, skynder han sig at tilføje. Nej-støtten var ikke noget, der var stor opbakning til ude i landet.

Derfor tvang John Iversens far ham også til at pille det modstandsklistermærke af familiens bil, som han havde dristet sig til at sætte på.

”Det var meget ilde set at kravle op i masterne og hænge nej-plakater op. Folk mente, at man skulle skamme sig. Man blev spurgt, hvad man bildte sig ind,” siger han.

Støtten på de egne handlede helt klart om de økonomiske udsigter, som politikere på ja-siden og økonomer lovede, at adgangen til fællesmarkedet havde i sig.

”Jeg var ud af en bondefamilie. De så jo alle sammen guld foran sig, når vi kom ind i EF,” siger han.

EF-fjendtligt miljø

Modstanden var dog ikke kun et storbyfænomen, forklarer folketingsmedlem Bertel Haarder (V), der på det tidspunkt var lærer på Askov Højskole. Her færdedes han i det, han kalder ”totalt EF-fjendtligt miljø”.

Alle højskolefolkene, lærerne og præsterne – alle dem, som i dag stemmer på Radikale og Enhedslisten – de var imod.

Bertel Haarder
Medlem af Folketinget (V)

”Alle højskolefolkene, lærerne og præsterne – alle dem, som i dag stemmer på Radikale og Enhedslisten – de var imod,” siger Bertel Haarder.

"Det er præcis mange af dem, der nu er glødende tilhængere. Hvor dem, der nu er modstandere, de var de største tilhængere. Derude hvor Inger Støjberg kommer fra, er de jo nærmest blevet imod EU. Det er et af de mærkeligste skift. Modstanden har flyttet sig fra venstre side til højre."

Haarder var helt klart selv på ja-holdet. Derfor blev han også af Venstre sendt ud at køre Danmark tyndt i sin røde Mascot for at debattere.

”Jeg blev inviteret rundt i landet til møder. For det var jo sjovt med sådan en ung højskolelærer fra Askov, der var modstandens hjertekammer, men som var for.”

”Jeg kørte med fredsargumentet og med, at det var afgørende for et lille land som Danmark, der var en eksport- og frihandelsnation, at være med.”

”De argumenterede med, at vi ikke skulle underkaste os fælleseuropæiske regler. De var mod romerretten, som de kaldte den. Grundtvig har skrevet en sang med omkvædet ”Gud, fri os fra Rom”. Den blev citeret,” siger Bertel Haarder.

Økonomi mod union

Historiker Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet har lige skrevet en ny bog om danskernes forhold til unionen. Han beskriver ja-siden som en benhård kerne af 80 procent af folketingsmedlemmerne, det meste af fagbevægelsen, arbejdsgiverne, erhvervslivet og de fleste store medier.

Nej-siden var derimod en skønsom blanding af primært venstrefløjen, som var drivende i EU-modstanden i Danmark helt frem til 90’erne, og så fraktioner på den nationalt sindede højrefløj.

”Det var meget truslen om en tysk kapitalisme, en europæisk militarisme, en fransk kolonialisme og frygten for tab af selvbestemmelse, og så lå det antikapitalistiske og anti-establishment-tanken også meget dybt. Men det havde forskellige toninger i forskellige lejre,” siger Thorsten Borring Olesen.

Det er i høj grad en kamp om Socialdemokratiets sjæl, som også bliver afgørende for resultatet af folkeafstemningen.

Thorsten Borring Olesen
Professor i historie, Aarhus Universitet

På ja-siden kørte kampagnen hårdt på økonomien og de mulige konsekvenser af, at Danmark stod udenfor, når landets ene vigtigste handelspartner, Storbritannien, allerede havde sagt ja til at bevæge sig ind i klubben til de seks grundlæggere af EU-samarbejdet, herunder Danmarks anden vigtigste handelspartner, Tyskland.

Socialdemokratiets sjæl

Det helt store politiske drama var dog splittelsen i til dels Radikale, men i særdeleshed hos regeringspartiet Socialdemokratiet.

Statsminister Jens Otto Krag havde givet frit lejde til modstanderne til at danne fraktionen ”Socialdemokrater mod EEC”. Det var her, hvor figurer som Ritt Bjerregaard, Svend Auken og Birte Weiss luftede deres bekymringer og prøvede at overbevise befolkningen om at stemme nej.

”De frygtede for fordelingspolitikken, og at man ikke selv kunne designe sine velfærdspolitikker, der ville blive underlagt tyske karteller og kapitalisme,” siger Thorsten Borring Olesen.

”Det er i høj grad en kamp om Socialdemokratiets sjæl, som også bliver afgørende for resultatet af folkeafstemningen.”

”Man kan se på opinionsmålingerne efterfølgende, at Socialdemokratiet ved denne afstemning formåede at fastholde et flertal på omkring 55 procent af deres vælgere for et ja. Og det er i høj grad det, der forklarer, hvorfor ja'et blev så markant," siger Thorsten Borring Olesen.

Fransk veto

På det tidspunkt havde tilløbet til et dansk EF-medlemskab allerede varet et årti. Danmark havde i starten af 60’erne været halehæng til briterne, da de måtte lide den tort at få deres ansøgning afvist af den franske præsident Charles de Gaulle. Han fastholdt sin modstand mod britisk medlemskab helt til sin død i 1970, og inden da nåede han at nedlægge veto mod det både i 1963 og 1967.

Selv om franskmændene ellers var åbne for at diskutere videre med danskerne om optagelse, valgte den danske regering at følge sin store handelspartner og tidligere krigsallierede og blive ude sammen med dem.

At vi ti år senere fulgtes ind i samarbejdet med briterne var også noget, der havde betydning for befolkningens støtte til medlemskabet, mener Jørgen Ørstrøm Møller. Han blev senere departementschef i Udenrigsministeriet og ambassadør, men var dengang involveret i ministeriets håndtering af afstemningen.

”I 1972 var der stadigvæk en efterdønning af følelser for Storbritannien efter Anden Verdenskrig. Fordi opfattelsen var, at det var briterne, der befriede os fra den nazistiske besættelse. Derfor følte mange danskere, at hvis Storbritannien syntes, at det var rigtigt at gå ind i EF, så ville det sikkert også være en god idé for Danmark.”

Jeg mener ikke, at nogen i dag kan komme og sige, at vi blev tvunget længere ind i en europæisk integration, end befolkningen ønskede.

Jørgen Ørstrøm Møller
Fhv. departementchef, Udenrigsministeriet

I Udenrigsministeriet blev der afsat medarbejdere, som man kunne ringe til og spørge, hvad der var op og ned på forholdene i den klub, som man søgte optagelse i. De udgav også pjecer og etablerede konferencer, seminarer og møder mellem udenrigsministeren og andre politikere og borgerne.

”Det var politisk ømtåleligt,” siger Jørgen Ørstrøm Møller.

”Vi var jo udenrigsøkonomiministerens forlængede arm. Og han stod på ja-siden. Men det var vigtig for Udenrigsministeriet, at man oplevede, at kampagnen blev anset som lødig og sober, og at ministeriet ikke blev set som en propagandaorganisation.”

Det tekniske og det politiske

Spørgsmålene faldt ofte i to kategorier.

Der var det tekniske om flæskepriser, etableringsret for optikere i andre medlemslande, eller hvad en associeringsaftale med Tyrkiet mon betød for tyrkisk vandrende arbejdskraft.

Så var der de mere politiske spørgsmål. De var mere vanskelige. Som for eksempel, hvad EU ville udvikle sig til.

”I 1972 havde man ikke vedtaget formuleringen om en Europæisk Union endnu. Men den fandtes jo i traktaten. Der står, at det skal være en stadig snævrere sammenslutning blandt de europæiske folk. En hel del spurgte, om det ville indebære, at EF udvikler sig til Europas Forenede Stater? Det var jo helt klart noget, som de fleste danskere ikke ønskede. Og der måtte Udenrigsministeriet give en vurdering af, hvordan fremtidsudsigterne så ud, og om der forelå konkrete planer,” siger han

Samme udfordring lå, når folk ville vide, om det ville være godt for Danmark at deltage i en økonomisk og monetær union, som heller ikke var udviklet endnu, eller om der ville komme en europahær.

”Dengang kunne man jo sige, at det er der ikke nogen planer om. Men det er svært at besvare, for det går let over i en politisk stillingtagen,” siger han.

Også H.C. Andersen blev indrulleret i nej-kampagnen.
Også H.C. Andersen blev indrulleret i nej-kampagnen. Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix

Fortællingen om 1972

I fortællingen om 1972 bliver det ofte fremhævet som et ømt punkt, at danskerne af ja-siden blev solgt historien om et økonomisk fællesskab, men endte i et langt mere politisk forpligtende samarbejde.

Sådan ser Jørgen Ørstrøm Møller det ikke.

”Selv nu, hvor jeg er blevet 78 år, og det er 50 år siden, så har jeg svært ved at se, at man kunne have gjort det anderledes.”

”Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der seriøst vil sige, at man skulle have sagt til befolkningen, at nu skal I stemme om medlemskab af EF. Det er helt overvejende økonomisk. Men det er muligt, at der om 20 år kommer en traktat, som trækker i en anden retning. For det var jo umuligt at vide,” siger han.

Han peger også på, at den daværende regering under Jens Otto Krag erkendte, at det ikke kunne udelukkes, at der ville ske en politisk overbygning på samarbejdet. Men at det i så fald ville skulle ske med enstemmighed og derfor aldrig ville kunne ske mod dansk politisk vilje.

De mange folkeafstemninger undervejs sikrer i hans øjne, at danskerne også er blevet hørt undervejs.

”Jeg mener ikke, at nogen i dag kan komme og sige, at vi blev tvunget længere ind i en europæisk integration, end befolkningen ønskede,” siger han.

”Når der er blevet sagt nej, så er det blevet respekteret.”

En snydeproces

Tidligere medlem af Europa-Parlamentet for først SF og senere Socialdemokratiet John Iversen har en helt anden opfattelse af debatten i 1972. Selv om han siden selv har skiftet mening og i dag støtter samarbejdet, er han ikke i tvivl om, at ja-kampagnen nedtonede projektets politiske ambitioner gevaldigt.

”Det var én stor snydeproces,” siger John Iversen.

Han mener, at politikerne i Danmark hele tiden har ”kørt abemetoden”, som han kalder det, med hverken at ville se, høre eller tale om, at det, der senere blev EU, var andet end et forfinet handelssamarbejde.

”Man har bare ikke villet diskutere, at det var et politisk projekt.”

Han peger på, hvordan Krags efterfølger på statsministerposten, Anker Jørgensen, forsøgte at bagatellisere alle henvisninger til ordet union.

”Han prøvede at forklare, at det jo også hed Dansk Boldspil-Union - så det kunne han ikke se nogle problemer i,” siger John Iversen med en høj latter.

Negativ arv i dansk europadebat

Professor Thorsten Borring Olesens konklusion er, at begge har lidt ret.

”Der er ingen tvivl om, at der allerede i 1972 blev nedlagt et spor, der gjorde, at ja-siden var meget håndsky over for at diskutere de politiske aspekter af samarbejdet. Og også hele tiden blev bragt ud i en eller anden form for tilbagetog, når der ved senere reformer og traktater blev lagt op til stadigt mere overnationalt og stadigt mere politisk samarbejde. Det har jo slidt på troværdigheden.”

EF og EU har ikke ændret sig efter en stor plan. Det har været en kamparena, hvor nogle har haft visioner og ambitioner af én karakter og nogen af en anden.

Thorsten Borring Olesen
Professor i historie, Aarhus Universitet

”Det er en arv, som er kommet til at præge den danske europadebat, og på mange måder negativt,” siger han.

På den anden side medgiver Thorsten Borring Olesen, at det dengang ikke var til at forudsige, hvordan samarbejdet ville udvikle sig.

”EF og EU har ikke ændret sig efter en stor plan. Det har været en kamparena, hvor nogle har haft visioner og ambitioner af én karakter og nogen af en anden.”

Der går også mere end et årti fra det danske medlemskab 1. januar 1973, før de næste store skridt bliver taget med udviklingen mod et reelt indre marked. Murens fald og den bevægelse frem mod senere udvidelser, som for alvor bliver definerende for samarbejdets karakter, ligger næsten 20 år ude i fremtiden.

Men han mener godt, at man fra ja-siden kunne have været åben om, at der var nogen, der havde nogle helt andre ambitioner på projektets vegne end danskerne, og at der var et pres mod mere politisk union.

”I stedet for at diskutere, at der er nogen, der gerne vil i den retning, og der også måske er nogle aspekter af det, der lyder fornuftigt, har ja-siden lukket ned og sagt, at det kommer ikke på tale," siger Thorsten Borring Olesen blandt andet med henvisning til tidligere statsminister Poul Schlüters (K) ord tilbage i 1986 om, at ”unionen er stendød”.

En oprørsk tid

Selve ja’et 2. oktober 1972 blev overskygget af det, der skete dagen efter folkeafstemningen. Her valgte statsminister Jens Otto Krag til chok og overraskelse blandt selv de nærmeste politisk allierede at trække sig fra sin post.

”Folk tabte underkæben. Han tog jo alle på sengen - også sine politiske modstandere. Så der nåede ikke rigtigt at udspille sig nogen større debat om resultatet,” siger Thorsten Borring Olesen.

I stedet kom det til at handle om arvefølgen i Socialdemokratiet, hvor Krag lykkedes med at få placeret Anker Jørgensen som sin efterfølger, blandt andet fordi han blev set som en mand, der kunne klinke skårene mellem ja- og nej-fløjene i partiet.

”En del af Krags tænkning var helt klart, at han valgte en person, der var velanskrevet på den socialdemokratiske venstrefløj. Krag vidste jo udmærket godt, at der forestod et kæmpestort reparationsarbejde. For partiet havde kun undgået at blive sprængt, fordi man havde tilladt en intern fraktionsdannelse. Derfor var den store opgave for hans efterfølger at samle partiet,” siger historikeren.

Dermed var der heller ikke den store plads til sjælesøgning eller refleksion over Danmarks nye plads i det europæiske samarbejde.

Bertel Haarders konklusion er, at afstemningen ledte til en polarisering af det danske samfund, som gav sig udtryk allerede det følgende år ved det valg, der bragte et væld af nye partier ind på Christiansborg.

”Det var jo sådan en oprørsk tid, som også endte i jordskredsvalget i 1973, hvor Centrum-Demokraterne og Fremskridtspartiet vendte op og ned på dansk politik. Det tror jeg hang meget sammen med EF-afstemningen, fordi den fik så mange til at svigte deres parti,” siger han.

For Haarder selv blev kampagnen også skelsættende. Det var her, han fik blod på tanden til at stille op til Folketinget.

”For mig blev det starten i politik,” siger den 78-årige Venstre-mand, der blev valgt ind på Christiansborg i 1975 og siden selv har præget dansk politik i et lille halvt århundrede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Iversen

Seniorrådgiver, Rud Pedersen, fhv. MEP (SF og S)
lærer (Marselisborg Seminarium 1980), master of rhetoric and communication (Aarhus Uni. 2017)

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Thorsten Borring Olesen

Professor, afd. for Historie, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
cand.phil. (1982), lic.phil (1987)

0:000:00