Kronik: Europarådet er vigtigere end nogensinde – hvornår går det op for regeringen?

KRONIK: Europarådets betydning har ifølge regeringen været stigende de seneste år. Det er derfor forbløffende, at rådet har en fuldstændig underordnet rolle i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, skriver forhenværende ambassadør Claus von Barnekow.  

Placeholder image
Europarådet er vigtigere end nogensinde, men hvor ser man det i regeringens arbejde, spørger Claus von Barnekow. (Billedet: Danmark overtager formandskabet for Ministerkomiteen i Europarådet). Foto: /ritzau/Jacob Ehrbahn
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Claus von Barnekow
Fhv. ambassadør ved Europarådet, seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder

Europarådets relative betydning har ”været stigende over de seneste år.” Det vurderer regeringen.

Hvad er anledningen til denne glædelige nyhed? Hvilken rolle har Danmark spillet? Det kan man høre om, når regeringens redegørelse om blandt andet Europarådet drøftes i Folketingssalen 2. april.

En underordnet rolle
Europarådet fylder 70 år i maj. Det vil blive fejret under ministermødet i maj, der afslutter Finlands formandskab for Ministerkomitéen i Europarådet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk

Det er endvidere 60-året for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og 20-året for oprettelsen af embedet som meneskerettighedskommissær; et finsk forslag.

Tænker regeringen at markere 70-året?

Udenrigsministeren har udtalt om Europarådet, at organisationen er ”vores fremmeste regionale organisation i kampen for demokrati, menneskerettigheder og retssikkerhed.”
Det er derfor forbløffende, at redegørelsen hverken har fodfæste i regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi 2017-2018 eller i den tilsvarende 2019-2020.

Claus von Barnekow, Forhenværende ambassadør ved Europarådet og seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-komité for Menneskerettigheder

Det er glædeligt, at Europarådets betydning har været stigende de seneste år. Men hvorledes har betydningen konkret givet sig til udtryk? Og hvorfor indtager Europarådet så en fuldstændig underordnet rolle i Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi?

Forhåbentlig giver debatten om redegørelsen på årsdagen for slaget på Reden 2. april 1801 anledning til en kritisk drøftelse, der kan linde på låget til de ukendte drøftelser i Ministerkomitéen.

Varetagelsen af danske interesser i Europarådet er et led i den regelbaserede internationale politik på det regionale retsstats- og menneskerettighedsområde.

Udenrigsministeren har udtalt om Europarådet, at organisationen er ”vores fremmeste regionale organisation i kampen for demokrati, menneskerettigheder og retssikkerhed.” Det er derfor forbløffende, at redegørelsen hverken har fodfæste i regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi 2017-2018 eller i den tilsvarende 2019-2020.

Dynamisk fortolkning blev pakket væk
Et initiativ i strategien for 2017-2018 var, at regeringen vurderede, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning ”har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”

Derfor blev der afholdt en international konference om konventionen som led i det kommende danske formandskab for Europarådet. Konferencen blev afholdt i efteråret 2017 og fulgt op i efteråret 2018.

Dynamisk fortolkning spillede dog ingen rolle på selve konferencen eller under forhandlingerne om den såkaldte København-erklæring, som afsluttede formandskabet.

”Regeringen mener, at det entydigt er i ­Danmarks nationale interesse at styrke det regelbaserede internationale samarbejde. Derfor skal Danmark (...) kæmpe for menneskerettigheder, basale retsstatsprincipper og internationale løsninger.”

Det står i strategien 2018-2019, hvor 43 initiativer opregnes. Europarådet nævnes kun én gang: ”Forpligtende samarbejde i internationale organisationer som EU, Nato, FN, WTO, Europarådet, OECD og OSCE er afgørende for, at verden kan finde fælles svar på internationale udfordringer som migration, klimaforandringer og terrorisme.”

Hvad kan vi forvente 2. april?
Europarådet er summen af medlemsstaternes interessevaretagelse og beslutninger. Og dét er sekretariatets udførende rolle inden for organisationens formål. Ministerkomiteen er en bestyrelse og generalsekretæren den administrerende direktør. Ministerkomiteen må derfor tage sit ansvar alvorligt og prioritere, hvad et flertal ønsker.

Men flertals- eller kontroversielle beslutninger er ikke Ministerkomitéens styrke, og medlemsstater med store repræsentationer har et betydeligt påvirkningspotentiale over for sekretariatet. Konfliktzoner omtales ikke i redegørelsen, og løsninger på alvorlige problemer nævnes kun sporadisk.

Retfærdigvis skal det siges, at opgaven er temmelig bundet. Følges rutinen, drøfter parlamentarikerne dog snarere deres indbyrdes aktiviteter i Forsamlingen fremfor for at etablere den åbenbare sammenhæng, der burde være mellem aktiviteterne i de to organer: Ministerkomiteen, der beslutter, og Den Parlamentariske Forsamling, der rådgiver.

Og ved slutningen af debatten udtaler udenrigsministeren sig efter følgende model: Det har været en god debat, og der konstateres bred opbakning til regeringens politik.

Læs også

Danmark falder fra toppen
Vigtige spørgsmål er, hvorvidt Danmark i Ministerkomiteen siden sidste redegørelse har deltaget aktivt i arbejdet, både før og efter formandskabet?

Hvorledes bidrog Danmark under sit formandskab med at løse aktuelle problemer med for eksempel Rusland og Tyrkiet?

Hvad er der gjort for at styrke den i flere år ikke udfyldte embedsmandskvote af danske statsborgere og deres placering i sekretariatet?

Hvordan har udviklingen været med hensyn til frivillige bidrag til organisationen? For nogle år siden lå Danmark i toppen.

Europarådet og især Domstolen har i årevis været reformeret. ”Helsingør”-processen er aldrig blevet konkretiseret.

Hvad har Danmark aktivt foretaget sig, og hvad forventes der konkret vedtaget ved det finske formandskabs afslutning?

Generalsekretærens årelange reformproces har ikke ændret på beslutningsstrukturer eller ledelsesforhold i sekretariatet, der skriger på en koncernledelse. For eksempel med Udenrigsministeriet som forbillede.

Det seneste forlydende er, at den afgående generalsekretær og den snart herefter afgående vicegeneralsekretæren arbejder på at beskære Europarådets mellemstatslige samarbejde med 50 procent.

Dette samarbejde er på det menneskeretlige og retlige samarbejde af afgørende betydning for Europarådet og medlemsstaterne. Hvad agter udenrigsministeren at gøre for at forhindre, at den afgående sekretariatsledelse søger at binde den efterfølgende og medlemsstaterne? 

Spørgsmål uden svar
Meget af arbejdet i Ministerkomiteen følger jo af sig selv på grund af diverse konventioner med videre.

Vil det normsættende arbejde blive fastholdt til fordel for ”bløde” ideer, hvis effekter sjældent kan måles?

Hvordan iværksættes en reformproces med henblik på ”at styrke organisationen og ruste den bedre til fremtiden”, når Rusland konsekvensløst undlader at betale?

Har medlemsstaterne endelig kunnet enes om at nedskære, hvor resultaterne ikke til at tage og føle på?

Hvor står Danmark og ligesindede? Er tidspunktet til at stemme om eksempelvis budgettet ikke inde?

Rusland får i pose og sæk
Først var det Ruslands anden krig mod Tjetjenien. Så var det invasionen af Georgien. Dernæst anneksionen af Krim. Nu er det den ulovlige afvisning af at betale budgetbidrag.

Hvorfor skulle et flertal i Pace omgøre en lovlig beslutning om at fratage Rusland stemmeretten?

Hvor længe vil Ministerkomitéen tillade, at Rusland nedbryder organisationen ved at tilbageholde sine bidrag, men stadig deltage i det mellemstatslige samarbejde? Og at tilrejsende embedsmænd får refusion betalt af de øvrige medlemsstater?

Ifølge en beslutning truffet af Ministerkomitéen i 1994 skal statuttens artikel 9 om suspension anvendes, såfremt en medlemsstat har undladt at betale i to år. Det vil sige, at i juni falder hammeren. Men hvad er Danmarks holdning? Uden for dumaen er der kræfter, som ønsker at forblive i Europarådet.

Berøringsangst
Hvad med situationen om Ungarns og Polens drejning væk fra retsstatsprincipper? Og har Ministerkomitéen drøftet røde linjer på baggrund af Venedigkommissionens udtalelser eller responsa fra den juridiske tjeneste?

Kan det bekræftes, at der er ulyst til at beskæftige sig hermed i Ministerkomitéen?

Har Danmark markeret sig?

Har anlæggelse af mellemstatslige klager mod for eksempel Azerbaidjan, Ungarn, Polen og Tyrkiet (EMRK artikel 33) – en proces, hvor Danmark tidligere har spillet en toneangivende rolle – været drøftet blandt ligesindede?

Hvad er der kommet ud af erklæringen?
København-erklæringen er et skridt i en fastlagt reformproces. Formandskabet anfører, at ”Erklæringen vil sikre et mere effektivt, fokuseret og balanceret europæisk menneskerettighedssystem.”

Da det stærkt kritiserede danske udkast blev fuldstændig ændret, kunne man mene, at formuleringen trænger til en tydeliggørelse. Hvad kom der håndgribeligt ud af den anden Kokkedalkonference? Finland har en styrkelse af menneskerettighedssystemet og retsstatsprincipper som hovedprioritet.

Hvad skal man forvente, der kommer ud af den prioritet?

Danske prioriteter gav ringe resultater
De øvrige danske formandskabsprioriteter var sekretariatsforslag med tvivlsomme resultater. De prioriteter var begivenheder.

Den velbesøgte LGBTI-konference i Folketinget kunne have udmøntet sig i en opfordring til Ministerkomiteén om at tage spørgsmålet om en fornyelse af den betydningsfulde rekommandation fra 2010 til medlemsstaterne om ”measures to combat discrimination on grounds of sexual orientation or gender identy.”  

Regeringsgrundlaget Marienborgaftalen 2016 indeholder ordet terror/terrorisme 20 gange. Men alligevel bidrog Danmark ikke aktivt til det vigtige operative samarbejde i Europarådet om terrorisme og formuleringen af den nye strategi i kampen. Et samarbejde, som USA bidrager til, og EU lader sig inspirere af.

Under formandskabet valgte Danmark i stedet at ”imødegå udfordringer mod radikalisering og ekstremisme” ved at fokusere på inddragelse af børn og unge i demokratiet.

Europarådet skal sættes højt i regeringens bevidsthed
Ministerkomitéen har i marts interviewet de fire generalsekretærkandidater fra henholdsvis Belgien, Litauen, Grækenland og Kroatien. Den belgiske og kroatiske er indstillet til Pace. Hvorledes vurderer de danske parlamentarikere deres respektive chancer?

Lad Europarådet fremover indtage sin naturlige plads i regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi og med en ressourcetildeling, der følger heraf. Det vil være til gavn for dansk interessevaretagelse, påvirkningsmuligheder og anseelse.

Omtalte personer

Claus von Barnekow

Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, fhv. ambassadør, Europarådet
cand.phil. i historie (Odense Uni.), handelsuddannet fra Købmandsskolen og Niels Brock

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser