Kronik: Europarådet er vigtigere end nogensinde – hvornår går det op for regeringen?

Danmark falder fra toppen
Vigtige spørgsmål er, hvorvidt Danmark i Ministerkomiteen siden sidste redegørelse har deltaget aktivt i arbejdet, både før og efter formandskabet?

Hvorledes bidrog Danmark under sit formandskab med at løse aktuelle problemer med for eksempel Rusland og Tyrkiet?

Hvad er der gjort for at styrke den i flere år ikke udfyldte embedsmandskvote af danske statsborgere og deres placering i sekretariatet?

Hvordan har udviklingen været med hensyn til frivillige bidrag til organisationen? For nogle år siden lå Danmark i toppen.

Europarådet og især Domstolen har i årevis været reformeret. ”Helsingør”-processen er aldrig blevet konkretiseret.

Hvad har Danmark aktivt foretaget sig, og hvad forventes der konkret vedtaget ved det finske formandskabs afslutning?

Generalsekretærens årelange reformproces har ikke ændret på beslutningsstrukturer eller ledelsesforhold i sekretariatet, der skriger på en koncernledelse. For eksempel med Udenrigsministeriet som forbillede.

Det seneste forlydende er, at den afgående generalsekretær og den snart herefter afgående vicegeneralsekretæren arbejder på at beskære Europarådets mellemstatslige samarbejde med 50 procent.

Dette samarbejde er på det menneskeretlige og retlige samarbejde af afgørende betydning for Europarådet og medlemsstaterne. Hvad agter udenrigsministeren at gøre for at forhindre, at den afgående sekretariatsledelse søger at binde den efterfølgende og medlemsstaterne? 

Spørgsmål uden svar
Meget af arbejdet i Ministerkomiteen følger jo af sig selv på grund af diverse konventioner med videre.

Vil det normsættende arbejde blive fastholdt til fordel for ”bløde” ideer, hvis effekter sjældent kan måles?

Hvordan iværksættes en reformproces med henblik på ”at styrke organisationen og ruste den bedre til fremtiden”, når Rusland konsekvensløst undlader at betale?

Har medlemsstaterne endelig kunnet enes om at nedskære, hvor resultaterne ikke til at tage og føle på?

Hvor står Danmark og ligesindede? Er tidspunktet til at stemme om eksempelvis budgettet ikke inde?

Rusland får i pose og sæk
Først var det Ruslands anden krig mod Tjetjenien. Så var det invasionen af Georgien. Dernæst anneksionen af Krim. Nu er det den ulovlige afvisning af at betale budgetbidrag.

Hvorfor skulle et flertal i Pace omgøre en lovlig beslutning om at fratage Rusland stemmeretten?

Hvor længe vil Ministerkomitéen tillade, at Rusland nedbryder organisationen ved at tilbageholde sine bidrag, men stadig deltage i det mellemstatslige samarbejde? Og at tilrejsende embedsmænd får refusion betalt af de øvrige medlemsstater?

Ifølge en beslutning truffet af Ministerkomitéen i 1994 skal statuttens artikel 9 om suspension anvendes, såfremt en medlemsstat har undladt at betale i to år. Det vil sige, at i juni falder hammeren. Men hvad er Danmarks holdning? Uden for dumaen er der kræfter, som ønsker at forblive i Europarådet.

Berøringsangst
Hvad med situationen om Ungarns og Polens drejning væk fra retsstatsprincipper? Og har Ministerkomitéen drøftet røde linjer på baggrund af Venedigkommissionens udtalelser eller responsa fra den juridiske tjeneste?

Kan det bekræftes, at der er ulyst til at beskæftige sig hermed i Ministerkomitéen?

Har Danmark markeret sig?

Har anlæggelse af mellemstatslige klager mod for eksempel Azerbaidjan, Ungarn, Polen og Tyrkiet (EMRK artikel 33) – en proces, hvor Danmark tidligere har spillet en toneangivende rolle – været drøftet blandt ligesindede?

Hvad er der kommet ud af erklæringen?
København-erklæringen er et skridt i en fastlagt reformproces. Formandskabet anfører, at ”Erklæringen vil sikre et mere effektivt, fokuseret og balanceret europæisk menneskerettighedssystem.”

Da det stærkt kritiserede danske udkast blev fuldstændig ændret, kunne man mene, at formuleringen trænger til en tydeliggørelse. Hvad kom der håndgribeligt ud af den anden Kokkedalkonference? Finland har en styrkelse af menneskerettighedssystemet og retsstatsprincipper som hovedprioritet.

Hvad skal man forvente, der kommer ud af den prioritet?

Danske prioriteter gav ringe resultater
De øvrige danske formandskabsprioriteter var sekretariatsforslag med tvivlsomme resultater. De prioriteter var begivenheder.

Den velbesøgte LGBTI-konference i Folketinget kunne have udmøntet sig i en opfordring til Ministerkomiteén om at tage spørgsmålet om en fornyelse af den betydningsfulde rekommandation fra 2010 til medlemsstaterne om ”measures to combat discrimination on grounds of sexual orientation or gender identy.”  

Regeringsgrundlaget Marienborgaftalen 2016 indeholder ordet terror/terrorisme 20 gange. Men alligevel bidrog Danmark ikke aktivt til det vigtige operative samarbejde i Europarådet om terrorisme og formuleringen af den nye strategi i kampen. Et samarbejde, som USA bidrager til, og EU lader sig inspirere af.

Under formandskabet valgte Danmark i stedet at ”imødegå udfordringer mod radikalisering og ekstremisme” ved at fokusere på inddragelse af børn og unge i demokratiet.

Europarådet skal sættes højt i regeringens bevidsthed
Ministerkomitéen har i marts interviewet de fire generalsekretærkandidater fra henholdsvis Belgien, Litauen, Grækenland og Kroatien. Den belgiske og kroatiske er indstillet til Pace. Hvorledes vurderer de danske parlamentarikere deres respektive chancer?

Lad Europarådet fremover indtage sin naturlige plads i regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi og med en ressourcetildeling, der følger heraf. Det vil være til gavn for dansk interessevaretagelse, påvirkningsmuligheder og anseelse.