Skelsættende dom baner vejen for, at EU kan tage milliardstøtte fra Polen og Ungarn

Presset for at lukke Den Europæiske Unions kasser for de to østlande stiger efter en vigtig afgørelse fra EU-Domstolen. Dommerne giver grønt lys for ny økonomisk afstraffelse af medlemslande, der ikke respekterer retsstaten.

Regeringslederne fra Ungarn og Polen, Viktor Orban (t.v.) og Mateusz Morawiecki, har tabt deres sag mod EU. Her ses de to i Warszawa i 2018.
Regeringslederne fra Ungarn og Polen, Viktor Orban (t.v.) og Mateusz Morawiecki, har tabt deres sag mod EU. Her ses de to i Warszawa i 2018.Foto: Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Lande som Polen og Ungarn risikerer nu i langt højere grad at miste store milliardbeløb i EU-støtte, hvis de ikke viser større respekt for retsstaten og demokratiets grundregler.

Det står klart, efter at EU-Domstolen i Luxembourg onsdag morgen har forkastet de to østlige medlemslandes anklager mod et nyt regelsæt for økonomisk afstraffelse af lande, der ikke sikrer for eksempel ytringsfrihed og uafhængige domstole.

De to lande, som begge har været udsat for kraftig kritik fra EU i årevis, havde anlagt sag med påstand om, at forordningen med EU’s nye retsstatsmekanisme gik for vidt og var i strid med traktaterne.

Men de europæiske dommere har nu afvist alle anklagerne. Afgørelsen fastslår, at det nye regelsæt hviler på et ”korrekt retsgrundlag” og er ”foreneligt med” EU-traktatens regler.

”Domstolens plenum frifinder Parlamentet og Rådet i de søgsmål, der er anlagt af Ungarn og Polen til prøvelse af den ordning med konditionalitet, der gør finansiering fra Unionens budget betinget af, at medlemsstaterne overholder retsstatsprincippet,” lyder det i en meddelelse fra EU-Domstolen.

Danmark var blandt en række medlemslande, som støttede EU’s ministerråd og Europa-Parlamentet i deres forsvar mod anklagerne. Frifindelsen baner vej for, at de nye regler kan tages i brug med det formål at suspendere synderlandes udbetalinger fra EU. 

Orban truet på pengepungen midt under valgkamp 

Afgørelsen falder på et politisk eksplosivt tidspunkt. Der er kun få uger til Ungarns parlamentsvalg 3. april, hvor oppositionen vil forsøge at vriste magten fra landets mangeårige leder, Viktor Orban.

Orban er i fuld gang med at love vælgerne pengegaver under sin valgkamp. Nu kan hans statskasse pludselig miste milliarder.

Anders Overvad
Chefanalytiker, Tænketanken Europa

”Orban er i fuld gang med at love vælgerne pengegaver under sin valgkamp. Nu kan hans statskasse pludselig miste milliarder,” siger Anders Overvad, chefanalytiker hos Tænketanken Europa.

Det nye regelsæt vil for første gang gøre det muligt at smække EU-kassen i for medlemslande, der ikke respekterer grundlæggende retsstatsprincipper, således at den korrekte anvendelse af EU’s midler er sikret.

Hvis reglerne bliver taget i brug, risikerer Polen og Ungarn at få suspenderet udbetalinger af både deres penge fra EU's genopretningsfond og den almindelige støtte fra unionens strukturfonde. Det ville for Polens vedkommende være sammenlagt omkring 124 milliarder kroner og for Ungarn cirka 32 milliarder kroner i EU-støtte alene her i 2022. 

”Det svarer til omkring tre procent af de respektive bruttonationalprodukter (bnp) i de to lande, hvilket ville være et hårdt slag for deres økonomier,” siger Anders Overvad. 

Underminering af det indre marked

”Det her handler om, at de europæiske skatteyderes penge skal bruges korrekt. Men også om, at danske virksomheder ikke kan investere sikkert i for eksempel Polen, hvis landets domstole ikke er uafhængige. Det betyder, at selve det indre marked undermineres, og det er meget fundamentalt,” siger Tænketanken Europas chefanalytiker.

Kommissionen har overvåget situationen i alle medlemslande, siden forordningen trådte i kraft, og vi er i færd med at vurdere visse sager dybtgående.

Ursula von der Leyen
Formand for EU-Kommissionen

Han tror derfor, at der nu vil komme endnu større pres på EU-Kommissionen for at anvende de nye strafmetoder. Retsstatsmekanismen blev vedtaget i december 2020 og trådte i kraft ved nytår 2021, men hidtil har Kommissionen tøvet med at bruge det nye våben.

EU-Kommissionens argument for at vente var blandt andet, at man ville afvente udfaldet af sagen ved EU-Domstolen.

”Kommissionsformand Ursula von der Leyen har tøvet, fordi hun godt ved, at det er meget voldsomt og uden fortilfælde at fratage et medlemsland EU-støtten. Men nu bliver det svært ikke at handle, for det her er en enormt principiel sag,” siger Anders Overvad.

Von der Leyen udsendte onsdag en første reaktion, der byder afgørelsen velkommen og oplyser, at Kommissionen nu vil analysere dens konsekvenser for anvendelse af forordningen om retsstatsmekanismen.

"Kommissionen har overvåget situationen i alle medlemslande, siden forordningen trådte i kraft, og vi er i færd med at vurdere visse sager dybtgående. Hvis forordningens betingelser opfyldes, vil vi handle beslutsomt," siger kommissionsformanden i en skriftlig meddelelse. 

Presset fra Europa-Parlamentet vokser

Europa-Parlamentet har i forvejen truet EU-Kommissionen med sagsanlæg, hvis den ikke meget snart gør brug af den nye retsstatsmekanisme.

Jeg håber, statsministeren skifter kurs og presser på for, at Kommissionen aktiverer retsstatsmekanismen hurtigst muligt.

Morten Løkkegaard (V)
Næstformand for de liberale i Europa-Parlamentet

”Kommissionen har alt for længe gemt sig bag først den ene og siden den anden undskyldning for ikke at skride til handling. Nu må den være løbet tør for dårlige undskyldninger, og den må se at komme ud af starthullerne. I topfart,” siger Enhedslistens europaparlamentariker, Nikolaj Villumsen.

Også Venstres Morten Løkkegaard, der er næstformand i Parlamentets liberale gruppe, har fået nok af at vente.

”Vi skal ikke længere være til grin for vores egne penge,” siger han.

Løkkegaard opfordrer statsminister Mette Frederiksen (S) til at lægge pres på for, at Polen og Ungarn nu skal trues på pengepungen.

Venstre efterlyser handling fra statsministeren 

I forbindelse med et EU-topmøde i oktober betegnede statsministeren det som ”helt afgørende, at alle europæiske lande har en tredeling af magten og et uafhængigt retssystem.” På det tidspunkt betragtede hun det imidlertid som for tidligt at begynde at tage penge fra medlemslande.

”Det er en postgang for tidligt, for vi er slet ikke der, hvor vi skal tage stilling til de konkrete udbetalinger. Så det tager vi stilling til, når tiden er inde,” sagde Mette Frederiksen dengang.

Nu opfordrer Venstre statsministeren til at skifte gear.

”EU-domstolens afgørelse bør bringe den danske regering på banen. Jeg håber, statsministeren skifter kurs og presser på for, at Kommissionen aktiverer retsstatsmekanismen hurtigst muligt,” siger Morten Løkkegaard:

”I mange år har det været tydeligt, at det eneste, som illiberale ledere i Ungarn og Polen reagerer på, er, når pengekassen smækkes i. Derfor kan vi ikke tøve længere.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Viktor Orbán

Premierminister, Ungarn
jurist (Eötvös Loránd University 1987)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

0:000:00