Kommentar af 
Claus von Barnekow

Tidl. ambassadør: Ved Jeppe Kofods ene hånd ikke, hvad den anden gør?

Jeppe Kofod (S) har sammen med udenrigsministrene i Holland, Tyskland og Ukraine erklæret, at man vil stille de ansvarlige for internationale forbrydelser begået i Ukraine til ansvar. Men erklæringen udelader besynderligt nok, hvad der allerede finder sted i Europarådet, skriver Claus von Barnekow.

Der kan kun gisnes om, hvad der foregår med koordinationen i Udenrigsministeriet, men noget må være gået galt, skriver Claus von Barnekow.
Der kan kun gisnes om, hvad der foregår med koordinationen i Udenrigsministeriet, men noget må være gået galt, skriver Claus von Barnekow. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Claus von Barnekow
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fire udenrigsministre, herunder Danmarks Jeppe Kofod (S), har fremsat en erklæring i FN om at stille de ansvarlige til regnskab for internationale forbrydelser begået i Ukraine, men udelader, hvad der i så henseende allerede finder sted i Europarådet.

Danmarks, Hollands, Tysklands og Ukraines fælles erklæring blev fremsat 22. september i forbindelse med FN's 77. generalforsamling. Erklæringen viser nogen handlekraft. Netop derfor kan det vække undren, når hverken erklæringen eller Udenrigsministeriets pressemeddelelse herom nævner den handlekraft, de fire stater har udvist i Europarådet. Det giver ingen mening og må være en forglemmelse! Krigen foregår jo i Europa.

Mødebegivenheden var "Samarbejde om at stille ansvarlige til regnskab i Ukraine", et uformelt samarbejde på tværs af regionale grupper med deltagelse af 50 stater og EU.

For tilhængere af fortsat udvikling af fredeligt og ligeværdigt samarbejde mellem europæiske stater, udvikling af retsstaten, menneskerettigheder og demokrati samt af Folkeretten og dens bestemmelser, er den fælles erklæring, fremsat af de fire nævnte landes udenrigsministrene, kærkommen. Der må ske domfældelse af ansvarlige for internationale forbrydelser. 

For en ordens skyld bør man erindre sig bjælken i eget øje. Interventioner i Kosovo og i Irak har været med til undergrave folkeretten

Men hvor konkret er erklæringen egentlig, og hvorledes vil den blive fulgt op? Det første kan man selv vurdere. Det andet nævnes ikke.

Det er mærkværdigt, hvis mødet forbliver uomtalt i den mere ræsonnerende presse, der bringer mange reportager om krigen og dens ulovlighed. Erklæringen søger nemlig at afstikke og styrke en kollektiv retning mod opnåelse af retfærdighed for internationale forbrydelser begået i Ukraine.

Hvad foregår der mon i beslutningstagernes hoveder?

Claus von Barnekow, fhv. ambassadør, Europarådet

Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock slår fast, at der kan ikke være straffrihed for de utallige brud på folkeretten som Ruslands "brutale aggressionskrig" mod Ukraine har afstedkommet.

Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler sig ligelydende og understreger vigtigheden af Den internationale Straffedomstols (ICC) anklagers og Ukraines generalanklagers arbejde: "I er hjertet til at sikre ansvarlighed for forbrydelser begået i Ukraine", sagde han.

Hollands udenrigsminister Wopke Hoekstra peger på, at et kollektivt svar betyder kollektiv handlen, og "vi gør fremskridt." Det var uklart, hvad fremskridtet indebar.

Ukraines udenrigsminister konkretiserede tankerne i begivenhedens hovedtale og fremhævede, at for at opnå målet om at stille gerningsmændene for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine til ansvar, er der behov for en international mekanisme, nemlig et særligt tribunal for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine.

Hvordan Danmark uden en let rødmen kan være med til at lægge stemme til det fremførte partitur må undre. Forbuddet mod aggression er omfattet af FN-pagten, men Danmark har hidtil undladt selv at underlægge sig ICC's jurisdiktionskompetence i dette spørgsmål.

I et svar 1. februar forrige år på et spørgsmål fra et folketingsmedlem afviste udenrigsministeren at foreslå Folketinget dansk ratifikation af aggressionsforbrydelsen i ICC's juridiske grundlag Romstatutten, blandt andet fordi der ikke foreligger praksis fra ICC.

Læs også

Men ICC har defineret aggressionsforbrydelse som en såkaldt åbenbar overtrædelse af FN-pagten, og en retspraksis kan selvsagt lade vente på sig: Det er jo ikke hverdagskost at ernære sig gennem territoriale agressionsforbrydelser.

Hvad foregår der mon i beslutningstagernes hoveder?

Forklaringen har Johannes V. Jensen måske givet i sin uforglemmelige vurdering af den danske folkesjæl i "Kongens fald" (1900-01): ”Det staar skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med at lade den sag falde, der er Genstand for hans Tvivl.”

Rusland er som bekendt ikke en del af Den Internationale Straffedomstol. Det giver derfor mening at nedsætte et særligt tribunal, som fremlagt af Ukraines udenrigsminister.

Den gode idé er dog ikke ny. Alle fire stater er medlemmer af Europarådet, men det ses således at være forbigået mødedeltagerne, at Europarådets Parlamentariske Forsamling allerede i april fremsatte en rekommandation til Europarådets besluttende organ Ministerkomitéen om et sådant tribunal. Forslaget fik senere støtte fra Europa-Parlamentet.

Men hvordan kommer man videre med det forslag? Er eksempelvis udarbejdelsen af et svar på Forsamlingens forslag indledt i Ministerkomitéen? Eller har inertiens lov sat sig fast i Europarådets direktorat for juridisk rådgivning og folkeret, som udarbejder det første udkast?

Forklaringen er nok at finde i koordinationen. I dette spørgsmål er det ikke en ildesindet formodning, at den en ene hånd ikke har vidst, hvad den anden gjorde

Claus von Barnekow, fhv. ambassadør, Europarådet

De fire udenrigsministre er ikke taleskrivere, men af en eller anden årsag lader deres embedsmænd chancen, til at være mere håndgribelig, gå fra sig. 

Således modtog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) 23. juni en mellemstatslig klage fra Ukraine mod Rusland med påstand om, at Den Russiske Føderation invaderede Ukraine ulovligt, at invasionen og besættelsen af dele af Ukraine var i gang, at masse og grove menneskerettighedskrænkelser blev begået af Den Russiske Føderation i sine militære operationer i Ukraine. Hidtil har 23 medlemsstater, heriblandt Danmark, Holland og Tyskland anmodet om at intervenere ved EMD til fordel for Ukraine.

Som forslaget fra Den Parlamentariske Forsamling blev heller ikke dette konkrete skridt nævnt.

Det kan gisnes om, hvorfor Europarådets parlamentariske forsamling og Menneskerettighedsdomstolen ikke skal omtales. Skal man hælde mod den forklaring, at manglende intern koordination i sagsbehandlingen i de fire udenrigsministerier er årsagen? At ville hævde manglende relevans i den givne sammenhæng er ikke troværdigt. Det er også summen af handlinger, der leder til målet: Hvad russiske beslutningstagere har sået, skal de også høste.

Så forklaringen er nok at finde i koordinationen. I dette spørgsmål er det ikke en ildesindet formodning, at den en ene hånd ikke har vidst, hvad den anden gjorde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus von Barnekow

Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, bestyrelsesmedlem, Militærhistorisk Netværk (Dansk Militærhistorisk Kommission), fhv. ambassadør, Europarådet
cand.phil. i historie (Odense Uni.), handelsuddannet fra Købmandsskolen og Niels Brock

Annalena Baerbock

Formand, Die Grünen, medlem, Forbundsdagen
master, public international law, London School of Economics (2005)

Jeppe Kofod

Fhv. udenrigsminister (S)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), ma i public administration (Harvard 2007)