Debat

Tidligere ambassadør: Regeringen har en europapolitisk blind plet i kampen mod Rusland

Europarådet glimrer ved sit fravær i Udenrigsministeriets arbejde for at retsforfølge russiske ledere, på trods af at det er et vigtigt værktøj mod Rusland, skriver Claus von Barnekow, forhenværende ambassadør ved Europarådet.

Det er en fejl, at Udenrigsministeriet ikke nævner Europarådet i kampen mod Ruslands krigsforbrydelser, skriver Claus von Barnekow.
Det er en fejl, at Udenrigsministeriet ikke nævner Europarådet i kampen mod Ruslands krigsforbrydelser, skriver Claus von Barnekow.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Claus von Barnekow
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

27. januar meddelte Udenrigsministeriet, at "Danmark vil gennem nyt initiativ arbejde for retsforfølgelse af russiske ledere." Dette initiativ og Danmarks tilslutning dertil er entydigt glædelig og bør hilses velkommen.

Men er initiativet egentlig nyt? Regeringens europapolitiske blinde plet – instrumentet "Europarådet" – lyser op med sit fravær af omtale. Hvordan kan man glemme, eller undlade at omtale, arbejdet her, når det i Folketinget er blevet tilkendegivet, at arbejdet er vigtigere end nogensinde?

Den uprovokerede aggressionskrig i Ukraine, der nu har stået på i et år, er en krænkelse af folkeretten og føres fra russisk side i modstrid med krigens regler også med civilbefolkningen som mål. Følgelig blev Rusland 26. marts ekskluderet af Europarådet for krænkelser af Europarådets formål og værdier. 

Rusland og Ukraine er begge europæiske stater. Krigen foregår i Europa. En naturlig initiativtager til et tribunal vedrørende aggressionskrigen i Ukraine er Europarådet og dets 46 medlemsstater.

Læs også

Rusland og Ukraine er begge europæiske stater. Krigen foregår i Europa. En naturlig initiativtager er Europarådet og dets medlemsstater.

Claus von Barnekow
Fhv. Europarådsambassadør

Udenrigsministeriet oplyser nærmere, at Danmark inviteret af Ukraine "vil indgå i en kernegruppe af lande, som skal undersøge, hvordan russiske ledere kan blive retsforfulgt for Ruslands aggression mod Ukraine." Danmark vil således bringe sin "juridiske ekspertise til bordet for at sikre, at russiske ledere stilles til ansvar for Ruslands aggression,” citeres udenrigsministeren for at udtale. Med det ordvalg mener regeringen, at den vil sørge for, at Rusland stilles til ansvar.

Men hvordan? Og har Danmark i så henseende en særlig juridisk ekspertise? Og finder dette sted uden for Europarådet?

Hvor er Europarådet?

Allerede medio september 2022 udtrykte Europarådets Ministerkomité tilfredshed med de, i samarbejde med Ukraine, igangværende bestræbelser "for at sikre ansvarlighed for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine og for at sikre fuld erstatning for skader, tab eller kvæstelser forårsaget af Ruslands overtrædelser af folkeretten."

Ministerkomitéen, Europarådets besluttende organ, opfordrede endvidere medlemsstaterne til aktivt at engagere sig i udviklingen af et system for ansvarlighed i overensstemmelse med folkeretten, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Danmark var vel til stede i Ministerkomitéen og enig i disse udtalelser, blandt flere andre, om emnet, så hvorfor ikke nævne Europarådet, når initiativet hænger sammen hermed?

De undladte løsninger

Europarådets Parlamentariske Forsamling (PACE) vedtog imidlertid 28. april enstemmigt at anbefale Europarådets Ministerkomité at nedsætte et internationalt tribunal til pådømmelse af den formodede aggressionsforbrydelse mod Ukraine begået af russiske politiske ledere og militære chefer. Denne rekommandation og dens hidtidige skæbne nævnes heller ikke i Udenrigsministeriets pressemeddelelse fra januar.

Ministerkomitéens vedtagelse 14. december af en ny handlingsplan for Ukraine “Resilience, Recovery and Reconstruction 2023-2026” er vel også sket med dansk deltagelse, men nævnes heller ikke.

Dagen før pressemeddelelsen udsendtes, vedtog Europarådets Parlamentariske Forsamling en seks sider lang beslutning om "Juridiske og menneskerettighedsaspekter af Den Russiske Føderations aggression mod Ukraine" ledsaget af 28 sider bemærkninger af processuelle og juridisk-politiske overvejelser, der nok kunne fortjene en nærmere gennemlæsning. Både udkast og bemærkninger har foreligget tilgængelige i god tid før vedtagelsen. 

Læs også

Her udtaler PACE, rettet til medlemsstaternes stats- og regeringschefer, at man stærkt støtter et "særligt tribunal", hvis jurisdiktion begrænses til aggressionsforbrydelsen begået mod Ukraine, med tidsmæssig begrænsning til den aggression, der blev indledt af Den Russiske Føderation i februar 2014. Tribunalets jurisdiktion bør også omfatte Hvideruslands lederes rolle og medvirken i angrebskrigen mod Ukraine.

Tribunalet bør etableres i Haag med henblik på at sikre komplementaritet og samarbejde med Den internationale Straffedomstol (ICC) og andre internationale domstole og institutioner. PACE anmoder stats- og regeringscheferne om på det kommende 4. topmøde i Reykjavik den 16.-17. maj 2023 at “støtte og lede initiativet til at etablere en ad hoc international straffedomstol til at efterforske og retsforfølge aggressionsforbrydelsen begået af Den russiske Føderations politiske og militære ledelse."

Medierne er også blinde

Danmark var vel til stede i Ministerkomitéen og enig i disse udtalelser, så hvorfor ikke nævne Europarådet, når initiativet hænger sammen hermed?

Claus von Barnekow
Fhv. Europarådsambassadør

Endelig skal det tilføjes, at medlemsstaterne, heriblandt vel Danmark, 13. december anmodede generalsekretæren om at lade udarbejde et bidrag til spørgsmålet om ansvar. 8. februar offentliggjorde generalsekretæren et 15 sider langt referencedokument "Ansvar for menneskerettighedskrænkelser som følge af den Russiske Føderations aggression mod Ukraine: det internationale samfunds rolle, herunder Europarådets." Generalsekretæren udtrykker heri håb om en nøglerolle for Europarådet angående placering af ansvar for Ruslands aggression imod Ukraine og opnåelse af retfærdighed for ofrene.

24. februar - årsdagen for Ruslands invasion - har Ministerkomitéen afholdt et ekstraordinært møde for at drøfte konsekvenserne af Den Russiske Føderations aggressionskrig mod Ukraine. Man kan håbe, medierne var opmærksomme herpå.

Så meget om den tilsyneladende europapolitiske blinde plet ved navn Europarådet fanger sjældent mediernes interesse. Disse stirrer sig også blinde på EU, Nato og FN fremfor at skaffe sig et horisontalt overblik.

Gør Europarådet synligt

Om Udenrigsministeriets vertikale tænkning fremover afløses af en mere horisontal vil vel fremgå af den kommende udenrigspolitiske strategi, der forventes færdigudarbejdet i april. Inden da skal udenrigsministeren i Folketinget i marts redegøre for blandt andet regeringens arbejde i Europarådet.

Mon man tør håbe på, at retorikken nu ledsages af reelt indhold?

Claus von Barnekow
Fhv. Europarådsambassadør

Sidste år kunne man hverken finde redegørelsen eller forhandlingerne på Udenrigsministeriets hjemmeside. Det kan man håbe på i år. Måske vælger man også fremover at lægge spørgsmål fra folketingsmedlemmer og svar fra udenrigsministeren på hjemmesiden tillige med for eksempel redegørelser og forhandlinger om EU og andre udenrigspolitiske spørgsmål. Det ville øge ministerens og ministeriets synlighed.  

Udenrigsministerens forgænger udtalte under de tilsvarende forhandlingerne sidste år, at "Europarådet er mere vigtigt og nødvendigt end nogensinde før med fælles principper og værdier, som vi må værne om".

Mon man tør håbe på, at en mulig gentagelse af retorikken nu ledsages af reelt indhold? 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Claus von Barnekow

Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, bestyrelsesmedlem, Militærhistorisk Netværk (Dansk Militærhistorisk Kommission), fhv. ambassadør, Europarådet
cand.phil. i historie (Odense Uni.), handelsuddannet fra Købmandsskolen og Niels Brock

0:000:00