Debat

Tidl. ambassadør: Putin har fået frit spil til at underkue befolkningen efter eksklusion fra Europarådet

Trods Ruslands forsøg på at fremstille det som sin egen beslutning at fratræde Europarådet, blev Rusland i klart sprog sparket ud. Det vil forbedre arbejdet i Europarådets ministerkomité, men nu kan Rusland frit underkue og umyndiggøre den russiske befolkning, skriver Claus von Barnekow, der er forhenværende ambassadør ved Europarådet. 

Ruslands flag nedtages foran Europarådet. I klart sprog er Rusland blevet sparket ud, skriver Claus von Barnekow. 
Ruslands flag nedtages foran Europarådet. I klart sprog er Rusland blevet sparket ud, skriver Claus von Barnekow. Foto: Jean-Francois Badias/AP/Ritzau Scanpix
Claus von Barnekow
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Medierne i Danmark har i skrivende stund endnu ikke fundet det værd selvstændigt at omtale nyheden om, at Rusland er ekskluderet fra Europarådet. Man videregiver ukritisk et Reuters telegram om, at Rusland har meldt sig ud. Det er en udmeldelse, der ingen formel betydning har. Rusland er sparket ud.

Det er vigtigt at forstå scenen for det spark, det vil sige den beslutning, der ligger bag Ministerkomitéens og beslutningens regelbaserede baggrund.

Det besluttende organ i den nu 46 medlemmer store europæiske organisation Europarådet (retsstat, menneskerettigheder, demokrati) er Ministerkomitéen. I det daglige arbejde varetages medlemsstaternes interesser af de såkaldte faste repræsentanter, ambassadører. Det rådgivende organ overfor Ministerkomitéen er Den Parlamentariske Forsamling (PACE), sammensat af medlemmer af medlemsstaternes parlamenter.

Rusland sparket ud 

For få dage siden, 16. marts, besluttede Ministerkomitéen i forbindelse med proceduren iværksat i henhold til artikel 8 i Europarådets statut, at Den Russiske Føderation, der har været medlem siden 1996, ophører med at være medlem af Europarådet fra 16. marts 2022.

Samme dag blev Ruslands flag taget ned uden for Europarådets hovedbygning “Palais de l’Europe” i overværelse af den derværende russiske ambassadør og tre af hans omkring tyve diplomatiske medarbejdere, som nu alle rydder kontorer og pakker kufferter.

Foto: Europarådet

I sin begrundelse for beslutningen genbekræfter Ministerkomitéen, at Den Russiske Føderations aggression mod Ukraine udgør en alvorlig krænkelse af Den Russiske Føderations forpligtelser i henhold til artikel 3 i statutten for Europarådet (se faktaboks).

Efter en udveksling af synspunkter med PACE den 25. februar besluttede Ministerkomitéen at iværksætte proceduren i artikel 8 i Europarådets statut, hvorved Den Russiske Føderations ret til repræsentation i Europarådet suspenderedes.

Det vil sige, at Rusland ikke kunne lade sig repræsentere i Ministerkomitéen, rapportørgrupper og styrekomitéer medvidere. Men Rusland var fortsat medlem og forpligtet til at efterleve påtagne forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser og de med medlemskabet forbundne finansielle forpligtelser.

Fakta

Artikel 3 i Europarådets statut

"Ethvert medlem af Det europæiske Råd skal anerkende de for retsstater almindeligt gældende grundsætninger og det princip, at menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder tilkommer enhver person indenfor dets jurisdiktion, og samarbejde oprigtigt og effektivt på virkeliggørelsen af Rådets formål, således som anført i kapitel I."

Efter nye konsultationer mellem Ministerkomitéen og PACE om yderligere anvendelse af artikel 8 vedtog PACE med enstemmighed en “opinion” den 15. marts, der udtrykte den holdning, at Rusland ikke længere kan være medlem.

Russisk skinmanøvre

Herefter meldte Rusland sig ud. Det var det Reuters, videregivet ukritisk af flere dagblade, omtalte.

Det var dog en russisk skinmanøvre, der havde til hensigt at vise, at det var Ruslands afgørelse at forlade Europarådet. Sørgeligt, at medierne ikke gennemskuer dette træk.

Nok notificerede Rusland i overensstemmelse med statuttens artikel 7 formelt generalsekretæren om sin hensigt om udtræden ved en skrivelse fra Ruslands udenrigsminister. Men en sådan udtræden har virkning fra udgangen af det finansår, i hvilket notifikationen sker. I notifikationen krænkede Rusland statuttens bogstav, idet man tilkendegav “vi forbeholder os ret til at udtræde af Europarådet på vores vilkår.” Denne beslutning er ugyldig.

Læs også

Ministerkomitéen vedtog derefter - som allerede forudset -  med PACE i ryggen enstemmigt, at Den Russiske Føderations medlemskab er ophørt.

Rusland er dermed udstødt af dette europæiske fællesskab: en pariastat. 

Har det betydning? Ja - for Ruslands statsledelse, som nu kan udvikle sin særlige russiske fascisme, hvor staten omslutter, underkuer og umyndiggør en befolkning opvokset og fodret med tvangstanker under Ruslands hvid, blå røde tricolore.

Fra officiel russisk side udtalte man efter suspensionen, at Europarådet uden Rusland ingen betydning ville have. Det er selvsagt nonsens.

Bekymring for russiske borgere

Europarådet fungerede bedre før russisk medlemskab, et medlemskab som blev mødt med skepsis, men også med håb og krav. Ruslands ønske om medlemskab drejede sig naturligvis om at varetage egne interesser, som de dengang defineredes. Der var to overordnede vinkler, man kunne lære og påvirke, man kunne samtidig arbejde for russiske mindretal i relevante Europarådsstater. Om muligt sætte lus i skindpelsen.

Siden Ruslands voldsomme manifestation af nærområdeinteresser gennem krænkelse af folkeretten ved angrebet på Europarådsmedlemmet Georgien i 2008 og anerkendelse af Sydossetien og Abkhasien, har Rusland i stigende grad obstrueret arbejdet i organisationen.

Til gengæld kan man udtrykke bekymring over russiske borgeres magtesløshed over for det nuværende politiske system

Claus von Barnekow
Forhenværende ambassadør, Europarådet og seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-komite for menneskerettigheder

Dertil kommer den folkeretsstridige anneksion af Krim i 2014, den folkeretsstridige russiske militære tilstedeværelse og dominans i de ukrainske udbryderrepublikker Lugansk og Donetsk, som Rusland ligeledes folkeretsstridigt har anerkendt. Og seneste angrebskrigen mod Ukraine.

Flere retsakter, som det eksluderede Rusland har obstrueret, forventes nu vedtaget af Europarådets Ministerkomité. Og mon ikke den håndfuld Europarådsmedlemmer, der har ondt i menneskerettigheder og retsstatsprincipper fremover vil se nøjere på deres overholdelse af påtagne forpligtelser.

Der fældes ingen tårer over, at et Rusland med den nuværende statsledelse er blevet sparket ud.

Til gengæld kan man udtrykke bekymring over russiske borgeres magtesløshed over for det nuværende politiske system: deres klageadgang til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvortil Rusland har været storleverandør, er ophørt.

Et totalitært politisk system råder nu i Den Russiske Føderation, hvis indre stabilitet måske står over for en prøvelse. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00