Kronik

Tidligere ambassadør: Rusland skal begrave illusionerne om sig selv og resten af verden

Rusland må en gang for alle lægge følelserne og selvforståelsen på hylden og se realiteterne i øjnene. Kun på den måde kan det russiske samfund udvikle sit ellers store potentiale, til gavn for borgerne, ikke kun eliten, skriver Claus von Barnekow.

Strategi, mål- og resultatstyring er ikke helt på plads i Putins udgave af "det hellige Rusland, skriver Claus von Barnekow.&nbsp;<br><br>
Strategi, mål- og resultatstyring er ikke helt på plads i Putins udgave af "det hellige Rusland, skriver Claus von Barnekow. 

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Rusland er en atomstormagt.

Rusland kræver Adgang Forbudt skilte opsat i sin nære omverden. Rusland kan begynde "en krig, når man vil, men man afslutter den ikke, når man vil." (Machiavelli).

Derfor kan de påbegyndte forhandlinger med USA og Nato blive lange og vanskelige med slet skjulte trusler undervejs. Den sandsynlige retning for den aktuelle krise er forhandlingens. Nu studeres USA's svar på Ruslands krav.  

Vestens vægelsind

Ruslands statsledelse har som bekendt stillet en række krav til USA i en form, der hverken imponerer ved diplomatisk snilde og realitetsfornemmelse. Til gengæld udvises taktisk situationsfornemmelse. USA er splittet, og dets øjne er først og fremmest rettet mod Kina.

En regulær russisk militær indrykning i Ukraine bør naturligvis få medlemsstaterne i Europarådet til at åbne organisationens udgangsdør for Rusland uden afskedsmiddage

Claus von Barnekow
Historiker, fhv. ambassadør ved Europarådet

Tyskland har ny regering og dets Ruslandskompleks fra 1941-45 består uantastet. Rusland kan endvidere lukrere på det hedengangne Sovjetunionens "ja" til Tysklands genforening. Det bliver næppe Tyskland, der løfter taktstokken.

Frankrig retter sin opmærksomhed mod det kommende præsidentvalg, men har som fungerende EU-formand mulighed for, at dets Ruslandskritiske holdning kan præge EU-positionen til Rusland.

UK fægter uden for Fastlandseuropa med arme og ben, medens det venter på Fugl Føniks genopståen i form af det hedengangne britiske imperium. Man ser det for sig!

Sikkerhedsgarantier og opretholdelse af fred

Den russiske situationsfornemmelse er formentlig funderet på en fejlagtig strategi, idet russisk fortolkning af folkeretten har sine egne veje, se eksempelvis på indfaldet Georgien i 2008 og den såkaldte folkeafstemning på Krim i 2014. 

Statsledelsen ønsker sikkerhedsgarantier fra USA. De skal blandt andet hindre, at Nato ekspanderer yderligere, og at ønsker om medlemskab fra stater fra det tidligere Sovjetunionen afvises.

Og af Nato ønskes blandt andet, at alle medlemsstater skal afstå fra enhver yderligere udvidelse af Nato, herunder med Ukraine - i sig selv en politisk/økonomisk temmelig ramponeret stat - og andre stater. Endvidere skal styrker placeret i Nato-lande trækkes tilbage.

En høring i det russiske parlament om, hvorvidt Rusland formelt skal anerkende de to selvproklamerede folkerepublikker Donetsk og Luhansk i østukraine er forestående.

Formanden for Dumaen har tidligere fastslået, at Nato har til hensigt at "okkupere" Ukraine. Rusland må gøre alt for at opretholde freden "(...)det er et sikkerhedsspørgsmål for borgere i europæiske stater," sagde han.

Konfliktende virkelighedsopfattelser

Sjældent har virkelighedsopfattelsen af årsager og virkninger været mere forskellige mellem to parter. Hvem gjorde hvad, hvornår, hvorfor, hvordan og hvorledes? 

Der skal som udgangspunkt to stater til at føre den krig, den ene påbegynder. Derfor går mindst en af de to stater ud fra, at den vinder. Men vinder hvad?

Rusland vil temmelig forpjusket stå isoleret i europæisk politik som sit eget forbillede. Rusland er i forvejen på ingen områder et forbillede for europæiske staters indbyrdes politik. Ej heller i europæisk international politik

Claus von Barnekow
Historiker, fhv. ambassadør ved Europarådet

Den aktuelle russiske opmarch er en økonomisk belastning for Rusland, og vel egentlig en genopblussen fra den tidlige sommer 2021. Det er blot blevet glemt.

Rusland er ikke en økonomisk stormagt. Ruslands økonomi udgør 7% af USA's og 38% af Tysklands, Europas største. Det er ikke russiske oligarker, som betaler for den øjeblikkelige sabelraslen.

Den lyd er også uroskabende hos mere velinformerede, men de facto politisk intimiderede russiske borgere.

Statsledelsen ser således opretholdelsen af indre stabilitet og kontrol med civilsamfundet gennem "suverænt" eller "styret" demokrati - en forskønnende omskrivning for et elitært, autoritært og selvbetjenende styre - som et hovedformål.

Pladsen i Europarådet kan stå for skud

En regulær russisk militær indrykning i Ukraine bør naturligvis få medlemsstaterne i Europarådet til at åbne organisationens udgangsdør for Rusland uden afskedsmiddage.

Strategi, mål- og resultatstyring synes ikke at være helt på plads i Præsident Putins udgave af "det hellige Rusland" med Moskva som "det tredje Rom."

Claus von Barnekow
Historiker, fhv. ambassadør ved Europarådet

Der kan erindres om, at Folkebundet - forløberen for FN - ekskluderede Sovjetunionen, da Finland blev angrebet i 1939. 

Uden medlemskab af Europarådet vil Rusland miste påvirkningsmuligheder og ikke mere - også i god tro - kunne drage reel nytte af organisationen.

Rusland vil temmelig forpjusket stå isoleret i europæisk politik som sit eget forbillede. Rusland er i forvejen på ingen områder et forbillede for europæiske staters indbyrdes politik. Ej heller i europæisk international politik.

FN's Sikkerhedsråd vil blive indkaldt, hvor Rusland med støtte fra Kina vil nedlægge veto mod enhver beslutning, der går Ruslands særlige folkeretsforståelse imod.

Ruslands følelsesfulde illusionsmageri

Strategi, mål- og resultatstyring synes ikke at være helt på plads i præsident Putins udgave af "det hellige Rusland" med Moskva som "det tredje Rom."

Man må derfor håbe, at præsident Putin husker sin Machiavelli. Det tilrettede citat øverst er tillagt denne italienske renæssancetænker. 

En af Putins angiveligt foretrukne russiske tænkere er den kristen ortodokse, totalitært tænkende radikalkonservative filosof Ivan Ilyin  (1853-1954), der med præsident Putins aktive bistand er kommet til ære og værdighed i hans præsidenttid. For Ilyin er "politik ... kunsten at identificere og neutralisere fjenden." Det forlyder, at det er Ilyins tanker, der bæres i inderlommen. Præsidenten lever i hvert fald op til dem. 

En anden inspirationskilde for den russiske statsledelses tænkning i den seneste halve snes år forstås at være den tyske rets- og statsteoretiker, medlem af nazi-partiet, Carl Schmitt (1888-1985), som mente at kunne fastslå, at politik "er sondringen mellem ven og fjende."

Hans betragtninger om en multipolær verdensorden bestående af "storrum", har bidraget til Ruslands følelsesfulde illusionsmageri om en verden opdelt i regioner eller verdensdele. Ruslands statsledelse ser, historisk begrundet, gerne ser sig som den centrale aktør i Eurasien, altså den sammenhængende landmasse fra Vladivostok til Cabo da Roca.

Her har andre stormagter intet at gøre.

Fra min tid i udenrigsministeriet husker jeg samtaler på udeposter med russiske kollegaer, som fandt, at 1800-tallets storpolitik mellem stormagter i Den hellige Alliance og Kvadrupelalliancen - med mindre og små stater som benovede, indflydelsesløse tilskuere - var den rette orden og efterstræbelsesværdig.

Diplomatiske træk kan blive skæbnesvangre 

EU, og dette forpligtende system af samarbejdende europæiske stater er tilsyneladende svært begribelig for traditionel russisk stats- og magtforståelse. 

Hvis en regulær russisk militær indrykning i Ukraine og dermed et fredsbrud indtræffer, vil medierne kamme over i forsøget på at forklare, hvorfor bruddet indtraf, hvilke fejl, der blev begået, og hvorfor det var uundgåeligt (Berlingskes alarmistiske retorik har måske allerede medført indkøb af hjelme, sandsække og nutidens K-rationer.)

Selvom fredsbruddet indtræffer, dokumenterer det dog ikke i sig selv, at det var uundgåeligt. Et fredsbrud afhænger af de træk, der spilles på det diplomatiske skakbræt, inden et eventuelt brud indtræffer.

Hvad vil man opnå med sin udfordring af USA og Nato til duel på ord eller våben?

Claus von Barnekow
Historiker, fhv. ambassadør ved Europarådet

I det spil kan der begås, hvad der senere og efter nærmere analyse vil vise sig at være fejlslutninger, der fører til skæbnesvangre træk.

I det aktuelle tilfælde bør parterne fornuftsmæssigt kunne enes om at være uenige og opnå en form for gensidigt gavnlige aftaler; en diplomatisk remis, hvor parterne over for offentligheden kan hævde, at man i den sidste ende fik det, man ønskede.

Diplomati er, med en parafrase over en udtalelse af FN's tidligere generalsekretær, Kofi Annan, at lade modparten få det, som du vil. Man kan tilføje: uden at det gennemskues.

At indlede med krav, man ingensinde vil få opfyldt, er typisk russisk og ikke gavnligt. Det er mere hensigtsmæssigt at justere kravene undervejs og i lyset af forhandlingernes retning og forløb.

Hvad er målet egentlig?

Hvad er - fredsbrud eller ej - den reelle russiske målsætning? Hvad vil man opnå med sin udfordring af USA og Nato til duel på ord eller våben?

Har Rusland virkelig mod på, politisk vilje, økonomisk, moralsk og militær formåen til at indlede og gennemføre et militært fredsbrud, der blandt andet vil krænke OSCE's Paris-erklæring fra 1990, erklæringen om Europæisk Sikkerhed fra 1999, Europarådets statut.

Og sidst, men ikke mindst FN pagtens artikel 2, stk. 4: "Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål."

Begge parter botaniserer i relevante dokumenter for at finde formuleringer, der kan understøtte deres synspunkter. FN pagten refererer udenrigsminister Lavrov ikke til.

Han hælder blandt andet sit hoved til OSCE's charter fra 1999, hvorfra han på pressekonferencen i Geneve ensidigt fremhævede, at "no country should strenghten its security at the expense of any other country's security." Han udelod den sammenhæng, hvori teksten indgik.

Ingen accept af et ultimatum

Parterne er nu ved at afklare, om man kan opnå hel eller delvis enighed om præmisserne for drøftelserne. Og dernæst hvor langt man kan komme i gensidig forståelse af et hierarki mellem teksterne, og hvad de konkret indebærer.

Og mon ikke Lavrov vil pege på, at Donetsk og Luhansk efter russisk folkeretlig forståelse er de facto selvstændige stater?

Udenrigsminister Blinken talte med store bogstaver under sin pressekonference i Geneve og gjorde det klart, at USA og dets europæiske partnere er rede til at følge forskellige muligheder med henblik på at imødekomme Rusland bekymringer, men i en ånd af gensidighed.

Tænk hvis den russiske statsledelse punkterede tankespindet og udviklede sit enestående, ressourcerige, men svagt udviklede samfund, til et land til gavn for borgerne, ikke for den politiske og økonomiske elite

Claus von Barnekow
Historiker, fhv. ambassadør ved Europarådet

Det betyder, at Rusland også må tage tilsvarende hensyn til USA's og de europæiske partneres bekymringer. Altså parallelitet. Ingen accept af et ultimatum.

Der mangler en klar stemme fra medlemsstaterne i EU, som kan og bør iværksætte autonome handelssanktioner (import og eksportforbud) over for Rusland i form af en rådsafgørelse og vedtagelsen af en efterfølgende rådsforordning, såfremt Rusland krænker FN pagtens artikel 2, stk. 4. Dette gælder uanset gasafhængighed af Rusland. 

Men er hævdelsen af en "suveræn" udenrigspolitik så højt prioriteret, at statsledelsen vil sætte sit - i forvejen internationalt ramponerede - ry overstyr for at kunne pege på genetableringen af Rusland som en stormagt. En stormagt der nu har vasket, hvad der anses for vestlige brudte løfter og ydmygelser efter Sovjetunions opløsning, af sig?

Eller kan Rusland på den ene side og USA med Nato, EU samt Ukraine nå en fællesmængde, der skaber fælles forståelse? En remis? Og er det muligt når man betænker, at Rusland har fremlagt sine ønsker som krav, nærmest i form af et ultimatum? Selvfølgelig er det muligt. Det er også sandsynligt.

Flere udfald

Der er flere scenarier. Et fantasifuldt Netflix-scenarie om, at Rusland hævder, at Ukraine har indledt en offensiv og at kampvogne har Stars and Stribes banner i lugerne er troligt.

Et fredsbrud om overhovedet vil blive iværksat af russerne. Man kan argumentere for, at et fredsbrud er indtruffet set i den hybride krigsførings prisme, hvor instrumenterne rækker langt ud over de militære - bang bang du er død  - virkemidler.

Overraskelsen som virkemiddel - en hurtig styrkeopbygning og et indfald i Ukraine - har Rusland ikke kunnet gennemføre. Russiske ledere har afvist en invasion, senest tirsdag i FN's sikkerhedsråd, deraf følger forhandling.

Det er tænkeligt, men ikke troligt, Rusland bevidst opstiller krav, man forventer vil blive afvist. Dermed er krig uundgåelig, idet casus belli udløses ved afvisning.   

Al fornuft peger på forhandling. Hvad peger følelserne på?

Vesten - den evige skurk

I 2005 gjorde præsident Putin i en tale til Det russiske parlament gældende , at Rusland skulle fortsætte sin civiliserende mission på det eurasiske kontinent og sikre demokratiske værdier i sammenhæng med nationale interesser. Men det var hans udtalelse om "at Sovjetunionens sammenbrud var en stor geopolitisk katastrofe", der vakte internationale mediers interesse.

Han sagde i samme åndedrag, at Rusland var, er og forbliver en europæiske stormagt. En status opnået gennem megen lidelse. Få år efter foreslog Rusland forgæves en ny sikkerhedsstruktur, der skulle erstatte Nato i det euro-atlantinske område. Den melodi, der spilles nu er således over et tilrettet partitur. Senere understregede præsidenten (2016), at Rusland ikke ville tillade, at dets interesser blev krænket eller ignoreret.

Man ønskede gensidig respekt i internationale anliggender og var rede til at drøfte opbygningen af et stabilt international system for dette århundrede. For et par år siden tilkendegav han at ville omstøde Sovjetunionens sammenbrud, hvis der var mulighed for at ændre russisk historie. Og til Dumaen sagde han for mindre et år siden, at åndelige og moralske værdier, har gjort Rusland stærkere. Disse værdier, i forfald i andre lande, vil blive opretholdt og forsvaret.

For mindre end en uge siden gjorde udenrigsminister Lavrov i Dumaen gældende, at det såkaldte historiske Vesten fortsat ikke er klar til at acceptere "the realities of the emerging multipolar world, which should be more fair and democratic than a world dominated by one state.”

Moskva var klar til at tage de nødvendige gengældelsesforanstaltninger, hvis Vesten fortsætter sin aggression. USA og dets europæiske allierede har glemt diplomatisk kultur. Rusland har enhver ret til at afholde militære øvelser på sit område.

USA og dets allierede afholder udfordrende manøvrer ved Ruslands grænser. Han afsluttede med en sætning, der er værdig en fortidig marxistisk deterministisk historieopfattelse: “The Westerner states led by the USA are trying to oppose the objective course of history, they are striving to gain a unilateral advantage."

Selvforståelsen og forståelsen af omverdenen

Hvordan skal man forklare den russiske statsledelses handlemønster? Forklare i betydningen erkende - ikke forstå i betydningen sympatisere med, forståelse for. 

Set i et tilbageskuende perspektiv er Den Russiske Føderation og forgængerstaten Sovjetunionen en på forskelligt ideologisk grundlag ganske konfliktskabende stat.

Det hænger sammen med statsledelsens selvforståelse og angivelige forståelse af omverdenen. Ruslands hensigter fejlfortolkes. Rusland er udsat for dobbeltstandarder.

Selvforståelsen bygger blandt andet på landets geografiske position, som verdens største stat og på opfattelsen af sig selv som stormagt med ønske om at genindtage supermagtsværdigheden, der ophørte med Sovjetunionens opløsning 1991.

Rusland ser sig som en stat med globale interesser, indehaver af et atomvåbenarsenal, der numerisk overgår USA's samt en tusindårig fortid og en fortsat kollektiv, maskulin, hierarkisk kultur, der i modsætning til Vesten omfatter ånd og følelser. Rusland forstår sig som en civilisationsbærer, og man er således berettiget til anseelse og respekt.

Der er dog ikke megen mønsterstat over Den Russiske Føderation. Der tales ikke om Ruslands manglende demokrati, et parlament, der ikke lovgiver efter egen tilskyndelse, relativt beskedne økonomi, erhvervslivets manglende dynamik, begrænsede innovation og kapaciteter.

Eller om om fraværet af en diversificeret eksportsektor, den bureaukratiske offentlige sektor, korruption, en blandingsøkonomi, hvor de største virksomheder er statsejede og -kontrollerede, fattigdom, demografien samt befolkningens beskedne engagement i det styrede og kontrollerede politiske liv.

Den udvikling i det russiske samfund, der anedes efter finanskrisen og nogle år frem, er bragt i stå. 

Punktér tankespindet og udnyt potentialet

Le Monde Diplomatique sammenlignede for en lille halv snes år siden Rusland med en enorm virksomhed, hvor bestyrelsen, den øverste ledelse og ledelseslagene rager til sig.

De ansatte -  befolkningen - kan være i fred, så længe den kender sin plads. Blander den sig i politik, er retssikkerheden lav og vilkårligheden tilsvarende høj. Den almindelige russiske borger blander sig ikke og er ikke interesseret i politik. Det er en karriere for professionelle.

Tænk hvis den russiske statsledelse punkterede tankespindet og udviklede sit enestående, ressourcerige, men svagt udviklede samfund, til et land til gavn for borgerne, ikke for den politiske og økonomiske elite.

Russisk litteratur og musik er fremtrædende i modsætning til russisk politisk kultur. Sænk paraderne. Fornuft frem for følelser. Ruslands befolkning er ikke truet, men naturligt velkommen i europæisk samarbejde.

Havde Fjodor Dostojevski mon en ræv bag øret, da han nedfældede disse linjer om det Rusland, han levede i: "Vi ønsker fred for alle folk, vi ønsker hele verden alt godt, men først må verden blive russere, ja, gennemsyret russisk."

Begrav illusionerne.   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus von Barnekow

Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, bestyrelsesmedlem, Militærhistorisk Netværk (Dansk Militærhistorisk Kommission), fhv. ambassadør, Europarådet
cand.phil. i historie (Odense Uni.), handelsuddannet fra Købmandsskolen og Niels Brock

0:000:00