Vær på vagt, Mette Frederiksen: Svensk mistillidsvotum kan smitte dansk politik

Krisen er mere sjælden end en 100-års hændelse, for hidtil er en regering aldrig blevet væltet af sit eget parlamentariske støtteparti i noget skandinavisk land – nogensinde. Det er derfor noget af en beskidt tøndebombe, der blev detoneret i den svenske Riksdag, da Vänsterpartiet mandag valgte at vælte Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven. 

Reelt har der dog snarere været tale om en tidsindstillet bombe. For den røde linje var klar fra start. Allerede da socialdemokraternes formand Stefan Löfven i januar 2019 fik dannet sin regering – efter lange og vanskelige forhandlinger – gjorde Vänsterpartiet det utvetydigt klart, hvad der ville kunne få dem til at udløse et mistillidsvotum: Hvis sosse-regeringen efterkom kravene fra de borgerlige midterpartier om at liberalisere huslejereguleringen, ja, så ville Vänsterpartiet trække stikket.

Og således skete det mandag i Riksdagen i Stockholm. Efter statsminister Löfven i weekenden ellers havde forsøgt sig med en klassisk form for pragmatisk fedtspil, der også normalt ville være nok til at trække tiden og udskyde dramaet, valgte Vänsterpartiet anført af 35-årige Nooshi Dadgostar at gøre alvor af deres tidligere trusler.

Det venstreorienterede parti, der politisk set minder mest om Enhedslisten i Danmark, vurderede kort og kontant, at den socialdemokratiske statsminister var gået mindst ét skridt for langt, da han søndag ville have boligmarkedets parter til selv at finde en mindelig løsning på det kontroversielle spørgsmål om en friere prisdannelse i nybyggeri. Den røde linje var krydset.

Vänsterpartiets historiske beslutning om at stemme for mistillidsvotum mod Löfven – spektakulært nok sammen med både Sverigedemokraterna og den borgerlige opposition – markerer et vendepunkt, som alt efter det videre udfald vil komme til at tjene som direkte inspiration eller skræmmebillede for politiske partier over hele Norden. Ikke kun for venstrefløjspartier, men også for borgerlige støttepartier.

Hidtil har ingen kunnet sige, hvad der egentlig ville være sket, hvis Enhedslisten havde væltet daværende S-statsminister Helle Thorning-Schmidt, da SRSF-regeringen i 2013 indgik finanslovsaftale med Venstre. Eller hvis enten Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance havde væltet Lars Løkke Rasmussens skrøbelige V-regering i 2016.

Indtil mandag har ingen støttepartier i Norden turdet handle konkret på deres frustrationer og skuffelser, selvom overvejelserne naturligvis har rumsteret under alle regeringsdannelser. For støttepartier er det nemlig et sjældent skæbnesvangert valg at vælte den regering, som man i første omgang har støttet. For kommer der et bedre alternativ? Eller mister støttepartiet bare enhver form for politisk goodwill?

I Sverige vil effekten først vise sig efter sommerferien, da statsminister Stefan Löfven i første omgang har nogle dage til at beslutte sig for, om forhandlingerne om en ny regeringsdannelse skal begynde helt forfra, eller om svenskerne skal sendes tilbage til stemmeurnerne ved et nyvalg. Ingen af delene kommer til at ske øjeblikkeligt, og derfor vil den svenske regeringskrise komme til at trække ud over hele sommeren.

Rent politisk og parlamentarisk er det afgørende og mest interessante spørgsmål, hvad Vänsterpartiet ender med at få ud af sin magtmanøvre: Vil det lykkes at trække de andre partier længere ud mod en mere venstreorienteret politik? Eller vil det stik modsat bringe Sverigesdemokraterna tættere på indflydelse?

Eller vil Stefan Löfven endnu engang vise sine velafprøvede evner som en hyperpragmatisk improvisationskunster, som formår at overleve selv de mest umulige situationer. Ligesom man aldrig skal undervurdere Lars Løkke Rasmussens håndelag for at slå tilbage og vride sig ud af de mest umulige situationer, har Stefan Löfven som gammel fagforeningsboss også en uforlignelig evne til at finde snedige udgange, som få andre havde set på forhånd. Löfven er bestemt ikke færdig, før han har forsøgt sig med sine mange forhandlingstricks.

I det større billede vil lakmusprøven dog være, hvordan det går for Vänsterpartiet. Vil mistillidsmanøvren ende med at fremstå som en succes for venstrefløjen?

For Vänsterpartiet er det bedste, men også naive scenario, at statsminister Stefan Löfven hurtigt vil kunne overtale sine hidtidige støttepartier fra centrum-højre, Liberalerna og Centerpartiet, til at droppe kravene om en liberalisering af huslejereguleringen. I så fald ville Vänsterpartiet stå sejrende tilbage og have manifesteret en hidtil uset realpolitisk magt.

Frem for at trække Sverige mod venstre kan Vänsterpartiet meget vel komme til at skubbe det politiske landskab mod højre. 

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Hvis Stefan Löfven ender med at kunne fortsætte som statsminister – indtil der under alle omstændigheder skal afholdes Riksdagsvalg i efteråret 2022 – vil mistillidsbomben fra Vänsterpartiet blive betragtet som et modigt skaktræk af den unge partileder Nooshi Dadgostar, og så vil andre partier, såsom Enhedslisten, kunne anspores til at gøre det samme. Så vil Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) blive nødt til at kigge sig mere nervøst over skulderen.

Det noget ondere, og nok mere realistiske, scenario for Vänsterpartiet er, at Liberalerna og Centerpartiet ikke bøjer sig nu, og Stefan Löfven dermed ikke på nogen måde vil kunne komme venstrefløjen i møde. Tværtimod.

Ved at fremtvinge en regeringskrise risikerer Vänsterpartiet at drive en kile ind mellem Socialdemokratiet og centrum-højre-partierne, som med stor sandsynlighed vil føre til, at Sveriges næste regering ikke alene bliver borgerlig, men også vil basere sig på Sverigedemokraternas mandater.

Den største forskel mellem dansk og svensk politik i de seneste ti år har været, at de etablerede borgerlige partier i Sverige ikke under nogen omstændigheder har villet basere en regering på Sverigedemokraterna, mens Venstre og Konservative mildest talt har været noget mere imødekommende over for Dansk Folkeparti. Nu kan den skelsættende forskel være under opløsning - og paradoksalt nok fremprovokeret af Vänsterpartiet.

Ved de to seneste Riksdagsvalg har der været klart borgerligt flertal, og den eneste årsag til, at socialdemokraten Stefan Löfven har kunnet danne en smal mindretalsregering, har været, at centrum-højre-partierne kategorisk har afvist at lade Sverigedemokraterna vinde indflydelse. Men de renskurede principper vil blive noget vanskeligere at forfægte nu, hvor Vänsterpartiet har blokeret for netop Liberalerna og Centerpartiets mærkesager.

Frem for at trække Sverige mod venstre kan Vänsterpartiet meget vel komme til at skubbe det politiske landskab mod højre. Både Moderaterna og Kristdemokraterna har for længst besindet sig på, at Sverigedemokraternas mandater skal tælles med, hvis Sverige igen skal have en borgerlig regering, og venstrefløjen skal derfor ikke glæde sig for tidligt over at have fået ydmyget Stefan Löfven.

Et endnu mere grusomt scenario for Vänsterpartiet vil være, hvis det lykkes for Centerpartiets 37-årige leder Annie Lööf at forhandle sig frem til, at hun kan overtage statsministerposten. I så fald vil midten cementere sig, og både venstrefløjen og højrefløjen kan i så fald forvente at blive sat helt uden for indflydelse. For en eventuel ny midter-regering vil det være en demonstrativ pointe, at hverken Vänsterpartiet eller Sverigesdemokraterna skal bestemme noget som helst.

Vänsterpartiet har sat gang i et vildt og vovet sommereksperiment, som vil kunne skabe en langt mere kaotisk og turbulent dynamik i de næste mange år i både dansk, svensk og norsk politik.  

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Sandsynligheden for, at Vänsterpartiet vil stå sejrende tilbage på den anden side af sommerferien, er umiddelbart ikke stor. Men partiet har i det mindste holdt ord – og bevaret en værdighed og selvrespekt, som kun meget få støttepartier kan siges at kunne fastholde over tid. Derfor skal det bestemt ikke udelukkes på forhånd, at et ærefuldt nederlag eller ligefrem et kamikaze-agtigt sideshow vil give Vänsterpartiets vælgere en følelse af martyrium, oprejsning eller ædelhed. Og så vil beslutningen om at vælte en regering hurtigt kunne sprede sig til andre partier og lande.

Vänsterpartiet har sat gang i et vildt og vovet sommereksperiment, som vil kunne skabe en langt mere kaotisk og turbulent dynamik i de næste mange år i både dansk, svensk og norsk politik.

Pludselig kan regeringspartierne ikke længere regne med, at deres nærmeste politiske venner er helt så loyale som tidligere. Før eller siden vil det også ske her i Danmark: Nedtællingen til et mistillidsvotum er også begyndt på Christiansborg.