Von der Leyen skærper reglerne for kommissærer med EU-valgambitioner

Med nye etiske retningslinjer bliver det tydeligere, hvordan siddende EU-kommissærer kan melde sig ind i kampen omkring europaparlamentsvalget. Kommissionsformand Ursula von der Leyen kan selv blive en af de kommissærer, der skal overholde dem.

Ursula von der Leyen vil selv skulle leve op til de nye regler, hvis hun gør, som de fleste forventer, og stiller op som kandidat til at tage fem år mere i EU-kommissionsformandsstolen.
Ursula von der Leyen vil selv skulle leve op til de nye regler, hvis hun gør, som de fleste forventer, og stiller op som kandidat til at tage fem år mere i EU-kommissionsformandsstolen.Foto: Amel Emric/Reuters/Ritzau Scanpix
Charlotta Asplund Catot

Med valget til Europa-Parlamentet lige rundt om hjørnet er flere og flere EU-kommissærer begyndt at se på nye karrieremuligheder for den næste embedsperiode. I det store puslespil af EU-topjob, der skal lægges efter valget, er et kandidatur til en plads i Parlamentet en af mulighederne.

For at sikre, at dette gøres rigtigt, fremlagde Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag opdaterede etiske retningslinjer for kommissærer, der ønsker at stille op til valget til Europa-Parlamentet.

Siden 2018 har kommissærer kunnet stille op som kandidater til valg til Europa-Parlamentet uden at skulle tage orlov uden løn. På det grundlag udarbejdede Kommissionen retningslinjer for kommissærer, der deltog i valget til Europa-Parlamentet i 2019.

Til dette års valg har Kommissionen lavet nye retningslinjer, som denne gang ikke er tidsbestemte til et bestemt valg. Der er også udarbejdet nye, særlige retningslinjer for kommissærer, der deltager i nationale valg.

Læs også

Adskillelse af rollerne

Ifølge de nye retningslinjer er "kommissærernes aktive deltagelse i kampagnen et middel til at styrke den demokratiske debat om den politik, der skal føres i Den Europæiske Unions almene interesse".

Det vigtige ifølge retningslinjerne er dog, at de to roller er klart adskilt.

Det drejer sig for eksempel om at skelne klart mellem, hvornår personen udtaler sig som kommissær og som kandidat. Blandt andet skal kandidater oprette separate konti på sociale medier. 

Fakta

Etiske retningslinjer for kommissærer, der stiller op til valg til Europa-Parlamentet

  • Kandidaten skal afholde sig fra kampagneaktiviteter, indtil formanden/kollegiet er blevet underrettet om personens hensigt om at deltage i kampagnen.
  • Ansøgerne må ikke anvende Kommissionens personale, rejsebudget eller andre materielle ressourcer til reklameformål.
  • Kandidater skal oprette separate konti på sociale medier.
  • Kandidaterne skal skelne klart mellem deres udtalelser som EU-kommissær og som kandidat.
  • Under valgkampen skal kandidaterne sikre, at de fortsætter med at udføre deres arbejde i løbet af dagen i Europa-Kommissionen.
  • Kandidaterne skal undgå potentielle interessekonflikter – eller opfattelsen af eventuelle interessekonflikter.

 


Kilde: Europa-Kommissionen

Kandidaterne må heller ikke bruge Kommissionens ressourcer til kampagneformål og skal sikre, at de udfører deres arbejde som kommissær og deltager i alle regelmæssige møder, herunder i kampagneperioden.

Regler for von der Leyen selv?

De nye retningslinjer gælder også for dem, der ønsker at stille op som deres partigruppes spidskandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen.

Dermed kan de nye regler snart komme til at gælde for Ursula von der Leyen selv.

Tyskeren, hvis politiske hjem er i den borgerlige EPP-gruppe, er tippet som favorit til at styre kommissionsskibet også i næste mandatperiode. Hun har dog endnu ikke givet svar på, om hun vil fortsætte. Ifølge medierapporter er en meddelelse nært forestående - netavisen Politico peger på 19. februar som datoen med stort D.

Om få uger kan von der Leyen derfor dukke op med en ny profil i feedet på de sociale medier. Men så længe hun ikke officielt er kandidat, er hun ikke forpligtet til at følge sine egne etiske regler om at adskille rollen som formand for Kommissionen fra rollen som kandidat til sit eget job.

Melder hun sig på banen, kan hun ende i valgkamp mod sin egen kommissær for beskæftigelse, Nicolas Schmit fra Luxembourg. Han blev i sidste uge udpeget til den socialdemokratiske gruppes, S&D’s, kandidat til posten som formand for Kommissionen.

Hele havet stormer

Da Danmarks EU-kommissær Margrethe Vestager sidste efterår gik efter et job som chef for Den Europæiske Investeringsbank, fik hun derimod ikke lov til at beholde sit job som kommissær, mens hun kørte sin kampagne. Hun endte med tre måneders orlov, inden det stod klart, at hun ikke fik jobbet. Nu er danskeren tilbage i Berlaymont-bygningen og siger, at hun ønsker at blive der i en tredje periode, hvilket udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) dog ikke er specielt klar på.

Læs også

Der er flere andre kommissærer, som funderer på jobskifte uden at have en parlamentskarriere eller en plads i det såkaldte spitzenkandidat-kapløb i tankerne. Før jul tog Jutta Urpilainen fra Finland orlov fra sit job som kommissær for internationale partnerskaber for at stille op til det finske præsidentvalg, hvis første runde afholdes søndag i denne uge.

I sidste uge meddelte kommissæren for retlige anliggender, belgieren Didier Reynders, at han stiller op til et topjob uden for EU-systemet som generalsekretær for Europarådet. Også han skal tage orlov for at føre valgkamp.

Den hollandske klimakommissær Frans Timmermans forlod EU-skibet tilbage i august sidste år for at føre valgkamp ved det hollandske valg. Han valgte dog fra starten af sige sit job som ledende næstformand for EU-Kommissionen op og overlade Hollands plads til konservative Wopke Hoekstra.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

Nicolas Schmit

EU-Kommissær for beskæftigelse og sociale rettigheder

0:000:00