Vismændene: Flere afgifter på usunde varer

FØDEVAREAFGIFTER: De økonomiske vismænd anbefaler en skatteomlægning, der vil gøre både øl, vin, sodavand og slik dyrere.
Det skal være dyrere at købe øl, mener de økonomiske vismænd. Det kan gavne både samfundsøkonomien og sundheden.
Det skal være dyrere at købe øl, mener de økonomiske vismænd. Det kan gavne både samfundsøkonomien og sundheden. Foto: www.colourbox.com
Niels Th. Dahl

Afgifterne på usunde fødevarer som øl, vin, sodavand og slik bør sættes op.

Det anbefaler de økonomiske vismænd fra Det Økonomiske Råd i deres halvårlige rapport, der udkom i sidste uge, og som denne gang fokuserede særligt på anbefalinger til omlægning af skattesystemet.

Vismændene konkluderer, at afgiftsstigninger på de fire fødevarekategorier vil give en effektivitetsgevinst for samfundet, hvis de ekstra indtægter fra afgifterne bruges til at nedsætte indkomstskatten - og derudover vil et reduceret forbrug af de usunde varer også føre til en sundere befolkning.

Samtidig viser beregninger ifølge vismændene, at problemet med grænsehandel med lige præcis disse varer ikke er stort nok til at forrykke billedet.

Vi støtter ligesom vismændene at bruge afgifter til at fremme folkesundheden. Vi mener så bare, at højere afgifter på usunde fødevarer også bør føre med, at man fjerner momsen på frisk frugt og grønt.

Jesper Petersen
Skatteordfører (SF)

"Det ser ud til, at grænsehandelseffekten trods alt er så begrænset, at det giver mening at hæve afgifterne. Vi taler jo trods alt om en forholdsvis moderat stigning i afgift, og det skal også ses på baggrund af, at man i en del år har haft et skattestop, hvor man har fastlåst afgifterne i kroner og øre. Det har betydet, at de er blevet udhulet af inflationen," siger overvismand Peter Birch Sørensen til Altinget.dk.

Politisk diskussion åbnet
De økonomiske vismænd åbner dermed allerede nu for diskussionen om skat på fødevarer, som både regeringens forebyggelseskommission og skattekommissionen skal komme med forslag om til foråret. 

Flere politiske partier og organisationer har foreslået en nedsættelse af momsen på sunde fødevarer som frugt og grønt og en højere afgift på f.eks. fedt og sukker for at forbedre folkesundheden, men regeringen vil indtil videre ikke tage stilling til nogen konkrete forslag, før kommissionernes anbefalinger foreligger.

Vismændene har baseret deres beregninger på en afgiftsstigning på 5 kr. pr. kasse øl, 1 kr. pr. flaske vin, 50 øre pr. liter sodavand og 5 kr. pr. kg slik. Selv om højere priser på varerne vil betyde et mindre forbrug og en større grænsehandel, vil statens provenue fra disse produkter ifølge rapporten ikke desto mindre øges så meget, at der er en samfundsmæssig effektivitetsgevinst ved at bruge det ekstra provenue på at sætte skatten på arbejdsindkomst ned.

Alt i alt vil staten kunne få en ekstraindtægt på 800 mio. kr. årligt ved de nævnte afgiftsstigninger, mener vismændene.

Ingen ekstra afgifter på spiritus og tobak
Beregningerne viser dog også, at det ikke ud fra en samfundsøkonomisk betragtning kan betale sig at hæve afgifterne på hverken spiritus eller tobak. Det er ellers nogle af de produkter, Forebyggelseskommissionen ifølge foreløbige forlydender har set sig mest varm på at gøre dyrere.

Forslaget om nedsat moms på sunde fødevarer som f.eks. frisk frugt og grønt - som Forebyggelseskommissionen også har fået til opgave at se på - bliver heller ikke anbefalet af vismændene.

Peter Birch Sørensen mener, at der kan være problemer med at afgrænse de sunde varer, og at der kan medfølge en uforholdsmæssig stor administrativ byrde for butikker og handlende:

"Vi er lidt bange for, at det kan være svært at overskue de administrative problemer med en differentieret moms. Derfor foreslår vi at forsøge at opnå noget af det samme ved at gøre nogle af de sundhedsskadelige varer dyrere. Derudover kan der også være et problem med at kontrollere, at virksomheder f.eks. ikke manipulerer med varedeklarationer, ligesom det kan være et problem at trække grænsen mellem, hvad der er sundt, og hvad der er usundt," siger Peter Birch Sørensen.

SF begejstret - VK skeptiske
SF har i flere omgange foreslået at flytte afgifter fra de sunde til de usunde fødevarer. Og skatteordfører Jesper Petersen ser da også positivt på vismændenes beregninger:

"Vi støtter ligesom vismændene at bruge afgifter til at fremme folkesundheden. Vi mener så bare, at højere afgifter på usunde fødevarer også bør føre med, at man fjerner momsen på frisk frugt og grønt. Det er en så klar definition, at det sagtens kan lade sig gøre," siger Jesper Petersen, der også støtter idéen om at bruge et ekstra provenue til nedsættelse af indkomstskatten - bare det også sker for lavindkomstgrupper og skatteydere uden for arbejdsmarkedet.

Skatteordførerne fra de to regeringspartier er dog knap så overbeviste af vismændenes rapport. Venstres Torsten Schack Pedersen tror ikke på, grænsehandlen kun vil blive påvirket i lettere grad:

"Jeg er noget skeptisk over for deres beregningsforudsætninger. Det er et spørgsmål om, hvor følsom man tror grænsehandlen er - og her lægger jeg meget mærke til, at flere og flere folk f.eks. er begyndt at køre sydover for at hente øl på grund af den økonomiske afmatning," siger Torsten Schack Pedersen, der også har ideologiske problemer med forslagene:

"Der må være grænser for, hvor langt politikerne skal gå for at detailstyre borgernes hverdag. Der er også noget, der hedder personligt ansvar. Alle ved, det er bedre at drikke vand end cola. Jeg synes, der er nogle politikere, der må til at tøjre deres regulerings-liderlighed," siger han.

De Konservatives Mike Legarth vil ikke tage stilling til forslagene, før de kan ses i sammenhæng med anbefalingerne fra Skattekommissionen:

"Det kan godt være, det er en mulighed. Men vi skal tænke det ind i en helhedsplan, og det er endnu ikke tidspunktet at vælge enkeltelementer til eller fra. Vi skal samle så godt og oplyst et grundlag som muligt - herunder vismandsrapporten - som viser konsekvenserne af de enkelte elementer. Så vil vi tage stilling til dem, når forhandlingerne om skattereformen går i gang," siger han.

Social skævvridning
Vismandsrapporten viser, at næsten enhver forøgelse af forbrugsafgifterne vil medføre en social skævvridning og større ulighed i samfundet. Derfor foreslår vismændene ud over afgiftsforøgelserne bl.a. også, at det skattefri bundfradrag hæves for alle for at kompensere for den større ulighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Birch Sørensen

Professor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet
lic.polit. (Københavns Uni. 1985), cand.polit. (Københavns Uni. 1980)

Jesper Petersen

Udenrigs- og udviklingsordfører (S), formand for Folketingets Skatteudvalg, fhv. minister
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

Mike Legarth

Stifter, ejer og administrerende direktør i Connection Finans
diplomuddannelse i bestyrelsesarbejde, (INSEAD 2011), diplomuddannelse i ledelse, strategi og innovation (INSEAD 2010), politiassistent (København 1988), sergent (Livgarden 1982), delingsfører UN-Cypern (1981)

0:000:00