Debat

Ekspert: Behov for skrappere forebyggelsestiltag

DEBAT: Danmark vil også i fremtiden være OECD's bundskraber, når det gælder middellevetider. Med mindre politikerne skifter spor, skriver Mette Wier i dagens debatindlæg.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Mette Wier
Direktør i AKF, formand for den nu nedlagte Forebyggelseskommission
 

OECD's rapport "Health at a Glance 2009" indeholder en grundig sammenligning af medlemslandenes sundhedssystemer og befolkningernes sundhedstilstand. For en dansker er rapporten deprimerende læsning. Vi har nemlig en af de laveste middellevetider i OECD.

Siden sidste opgørelse er vi rutsjet endnu længere ned ad listen og er landet på en national bundrekord: Danmark er nu nummer 23 ud af 30 lande - overgået af langt fattigere lande som Portugal og Korea.

Der virker uendelig langt op til statsministerens drøm om at komme blandt de ti bedste lande.

Livsstilssygdomme som hjerte-kar-lidelser, kræft, rygelunger og sukkersyge fylder i statistikken, både når det gælder for tidlig død, og når det gælder antallet af sygdomsramte leveår.

Fakta

Bland dig i debatten:

Send dit indlæg til: [email protected]

 

Men danskerne kan i et vidt omfang forebygge livsstilssygdommene ved at spise sundere, bevæge sig mere, drikke mindre og stoppe med at ryge. Dermed være ikke sagt, at vi fanatisk skal forsage livets herligheder - men hvis vi vil undgå at blive syge og dø for tidligt, er det en god ide at leve lidt sundere.

Gik uden om anbefalinger som virkeligt batter
Forebyggelseskommissionen blev skudt i gang i marts 2008, og regeringens mål var klart: Kom med en række (omkostningseffektive) forslag, der kan forlænge danskernes levetid med 3 år.

Nye tal fra DTU Fødevareinstituttet dokumenterer en overraskende negativ udvikling: Børns og voksnes forbrug af grøntsager, frugt, slik, sukker, fedt og fibre står enten stille eller udvikler sig i uheldig retning.

Mette Wier
Direktør, AKF

Lars Løkkes nye målsætning om at komme blandt de ti bedste lande svarer til, at vi skal leve omkring 4½ år længere - altså endnu mere ambitiøst.

I april 2009 kom Forebyggelseskommissionen med 52 anbefalinger, og retfærdigvis må det siges, at regeringen ikke har skudt det hele ned.

Faktisk er 26 af regeringens 30 forebyggelsesforslag fra efteråret 2009 hentet fra kommissionens anbefalinger.

Men det er ærgerligt, at politikerne er gået konsekvent uden om de forslag, der for alvor batter - og at de har udvandet en del af kommissionens forslag så meget, at de nok ikke vil gøre den store forskel.

Overordnet set er konklusionen klar: Regeringens 30 anbefalinger er utilstrækkelige i forhold til at nå de politiske mål, hvad enten vi snakker om 3 eller 4½ års længere levetid.

Kostvaner er svære at ændre
Hvis vi ser på de seneste 10 år, er det tydeligt, at vi har rigtig svært ved at leve sundere i Danmark.

Antallet af overvægtige og svært overvægtige stiger fortsat. Antallet af daglige rygere er faldet, men der ryges stadig stort set lige så meget tobak som før, og de nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at antallet af unge rygere stiger.

Vores alkoholforbrug er stort set uændret: Hver femte voksne dansker drikker over genstandsgrænserne, og danske 15-årige er oftere fulde end i noget som helst andet land i OECD.

Også vores kostvaner er svære at vende. Nye tal fra DTU Fødevareinstituttet dokumenterer en overraskende negativ udvikling: Børns og voksnes forbrug af grøntsager, frugt, slik, sukker, fedt og fibre står enten stille eller udvikler sig i uheldig retning.

Al signifikant udvikling er simpelthen i negativ retning for disse helt centrale fødevaregrupper.

Og på alle områder ligger vi langt fra anbefalingerne. Kun hver sjette får nok fibre, og vi spiser kun halvt så meget grønt og fisk, som vi skal - og alt for meget mættet fedt og sukker. Lyspunkterne de seneste 10 år er kun få: Vi erstatter sukkersodavand med sukkerfri sodavand, og voksne spiser 30 gram mere frugt (ca. en tredjedel æble) og 3 gram (!) mere fisk om dagen.

Behov for mere effektive tiltag
Da ovennævnte undersøgelse blev offentliggjort, udtalte fødevareministeren i sin pressemeddelelse, at "Tallene viser, at oplysningsindsatser og kampagner virker.... Forbrugerne kan godt finde ud af at tage skeen i egen hånd og træffe et sundt valg, når de har den nødvendige viden og oplysning".

Jeg er ikke i stand til at uddrage denne konklusion af tallene. De viser kun alt for tydeligt, at der er brug for, at politikerne skifter spor og tager nogle langt mere effektive virkemidler i brug i forebyggelsespolitikken. Ellers vil Danmark fortsætte med at slå sin egen bundrekord - igen og igen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Wier

Direktør, professor, DTU Management, Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi, næstformand, DSEBs bestyrelse
cand.polit. (Københavns Uni. 1989), ph.d. i økonomi (Københavns Uni. 1997)

0:000:00