Kommentar af 
Thomas Roland

Supermarkederne har et ansvar for at reducere madspild - men det har forbrugerne også

Der er en forventning om, at ansvaret for at nedbringe vores madspild ligger hos dagligvarehandlen. Vi har selvfølgelig et medansvar – men det samme har forbrugerne, skriver Thomas Roland.

2022 var et frygteligt år, hvad angår madspild. Detailhandelen kasserede mere, end vi har gjort i mange år. Vi havde simpelthen svært ved at forudsige efterspørgslen, som var stærkt påvirket af stigende priser og ændrede handlemønstre, skriver Thomas Roland.
2022 var et frygteligt år, hvad angår madspild. Detailhandelen kasserede mere, end vi har gjort i mange år. Vi havde simpelthen svært ved at forudsige efterspørgslen, som var stærkt påvirket af stigende priser og ændrede handlemønstre, skriver Thomas Roland.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Thomas Roland
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kan madspild bekæmpes ved at forbyde det? Kan unges drukkultur ændres ved at give supermarkeder højere bøder for at sælge øl til 15-årige? Kan dyrevelfærdsudfordringer i det animalske landbrug løses ved at nægte at sælge kylling af racen Ross 308? Får vi bæredygtig emballage ved at sætte højere afgifter på plastik? Bliver vores madkultur grøn, hvis vi ikke markedsfører oksekød? 

Det skulle man tro, hvis man enten følger med i kommende lovgivning eller lytter til, hvad der bliver delt på sociale medier. Gid det var sandt. 

Når man arbejder med bæredygtighed, står man ofte over for dilemmaet; Skal vi løse udfordringen permanent og systemisk eller nøjes med at udføre symptombehandling og vinde hurtig sympati? 

Jeg vil insistere på, at løsningerne på komplekse problemer oftest også selv er komplekse. Det sælger ikke mange billetter hos hverken politikere, bloggere, medier eller andre, der lever af offentlighedens opmærksomhed. Men måske hos læserne af Altinget.

Et dårligt år for madspild

I sidste uge var det international dag mod madspild, hvilket vores fødevareminister også markerede med et indlæg her på portalen. Som repræsentant for Coop blev jeg spurgt ind til vores madspild. Journalistens forventning var, at supermarkedssektoren kasserede store mængder mad, og at nøglen til at nedbringe madspildet måtte ligge hos dagligvarehandlen.

Selvfølgelig har vi et medansvar for madspild i fødevaresystemet. Men hovedansvaret tror jeg ikke, jeg vil tage.

Thomas Roland
CSR-chef, Coop

Jeg vil ikke fralægge mig ansvaret: Selvfølgelig har vi et medansvar for madspild i fødevaresystemet. Men hovedansvaret tror jeg ikke, jeg vil tage. Og løsningerne, hvis det skal nedbringes, skal vi nok søge i fællesskab frem for hos enkelte aktører.  

Madspild kan man desværre ikke forbyde sig fra, hvilket vi har fået bevis for i Frankrig, hvor supermarkeder kan straffes for at smide mad ud. I stedet er der opstået en underskov af såkaldte velgørende organisationer, som nu smider maden ud. 

Før jeg dykker dybere i skraldebunken, så tillad mig at vaske vores beskidte undertøj i offentligheden: 2022 var et frygteligt år, hvad angår madspild. Detailhandelen kasserede mere, end vi har gjort i mange år. Vi havde simpelthen svært ved at forudsige efterspørgslen, som var stærkt påvirket af stigende priser og ændrede handlemønstre.  

Vi smed 1,4 procent ud i forhold til vores omsætning. Eller 1,7 procent i styk varer. Når vi omregner det til klimaaftryk, svarede vores madspild i 2022 til næsten 0,9 procent af aftrykket fra alle de varer, vi solgte.  

Fodaftrykket er lavere end antallet af varer, vi kasserede, fordi de varer, vi ikke når at få solgt, typisk har relativt lavt klimaaftryk, nemlig frugt, grønt og brød. Kød og ost med et højt aftryk kan vi næsten altid få solgt til nedsat pris.

Krav bliver benspænd

Som alle aktører forsøger vi at nedbringe spildet ved at blive endnu bedre til at forudse kundernes behov. Allerede nu tager vores distribution hensyn til alt fra vejrudsigter, højtider, landskampe, lønningsdage og til lokal konkurrence om kunderne.  

Men måske stiller vi krav eller sælger varer, som er med til at skabe madspild andre steder i værdikæden? Hos leverandørerne eller forbrugerne. Det tager vi sjældent højde for, når vi lægger strategi.

Læs også

VI kan starte helt ude hos landmanden. Her betyder både vores krav og EU’s handelsnormer, at ikke alt må sælges, selvom det sagtens kunne spises. Der er krav til kvalitet, til størrelser, til mærkning og så videre.  

Vi skal eksempelvis angive størrelsen på æbler i enten diameter eller vægt for at sælge dem. Derfor kan vi ikke sælge en pose, som indeholder både store og små æbler, selvom det er sådan, naturen leverer dem. 

Det er heller ikke sikkert, at avleren har lyst til at sælge alt. For ti år siden gav vi FDB’s Grønne Idépris til skæve gulerødder og krumme agurker, som vi straks gav plads i butikken. Men vi stoppede salget igen, fordi gulerodsavlerne solgte færre i Klasse 1 til den høje pris. Forbrugerne spiste nemlig ikke flere gulerødder, blot fordi der også var skæve på hylden.

Madspild blandt danskerne

Vi har også haft antropologer til at undersøge madspild i danske familier. De kom frem til en række indsigter, som stadig holder vand. Først og fremmest var der ikke overensstemmelse mellem det, familierne smed ud, og de årsager til kassationer de angav. Med familiernes egne ord opstod madspild, fordi varen ikke kunne holde sig eller fordi supermarkederne havde solgt en for stor mængde.

Vi har mistet fornemmelsen for, om noget kan spises, og kasserer det på dato, eller når det har stået tilberedt fire dage i køleskabet.

Thomas Roland
CSR-chef, Coop

Men hvis man fulgte deres praksis i køkkenet, var det ikke årsagerne. Her viste det sig, at vores forhold til mad simpelthen er et helt andet end det var "i gamle dages knaphedssamfund".  

Vi finder på nye retter hver dag, fordi mange gerne vil spise noget forskelligt. Vi er dårlige til at bruge madrester i nye måltider. Vi bruger flere tilberedte ingredienser eller færdigretter, som ikke kan bruges til andre ting.  

Vi har mistet fornemmelsen for, om noget kan spises, og kasserer det på dato, eller når det har stået tilberedt fire dage i køleskabet. Vi køber mange ingredienser, som vi kun bruger én gang eller til én opskrift. Og endelig har vi råd til at købe nyt hver dag, hvis det skulle være.  

Vores undersøgelse viste også, at unge, som havde færre penge til forbrug, faktisk smed mere ud. De bedste til at holde hus var ældre forbrugere, som gennem et langt liv havde oparbejdet kompetencer til at få alt brugt, og som havde tid til at tænke måltiderne igennem – også selvom de havde råd til at ødsle med ressourcerne.

Også et forbrugeransvar

Så hvordan kan vi reducere madspildet i et land som Danmark, hvor det største spild foregår i husholdningerne?  

Mit irriterende svar er: Vi burde ændre helt fundamentalt ved madkulturen, så vi opnår kompetencer til at lave mad med langt færre råvarer og til at bruge dem op. Og det skal vi lære fra barnsben i stedet for at vente en livstid på, at færdighederne indfinder sig.

Læs også
  

Men det kræver et fundamentalt opgør med alle de mekanismer, som driver udviklingen af vores fødevaresektor i dag.  

Forestil dig et forbud mod at sælge fastfood, convenience og halvfabrikata. En straf til forbrugere, som ikke bruger op. Et krav om, at alle varer – også af dårlig kvalitet – sættes på markedet. Udsalgssteder, hvor du skal stå tidligt op for at være sikre på, at der er varer tilbage. Tvungen madkundskab i skolerne fra 0. klasse til 3.g. Og priser så høje, at alle er tvunget til at spise op.  

Jeg tror ikke, mange har lyst til at leve i det samfund.  

Vi lever i en tid, hvor de korte overskrifter, de hurtige forargelser og de dele-egnede statements på sociale medier bliver den medicin, de fleste af os tager for at føle en smule bedre samvittighed og bekræfte os selv i, at ansvaret ligger et andet sted.  

Min spådom er, at vi også næste år til International Madspildsdag må finde os i, at vi hver især igen råber op om et nyt lille initiativ mod madspild i vores egen del af værdikæden – og peger fingre ad dem, vi tror er de største madsvin. Helt som vi plejer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Roland

CSR-chef, Coop Danmark
cand.scient. antropologi (Københavns Uni. 1999)









0:000:00