Supermarkederne har et ansvar for at reducere madspild - men det har forbrugerne også

VI kan starte helt ude hos landmanden. Her betyder både vores krav og EU’s handelsnormer, at ikke alt må sælges, selvom det sagtens kunne spises. Der er krav til kvalitet, til størrelser, til mærkning og så videre.  

Vi skal eksempelvis angive størrelsen på æbler i enten diameter eller vægt for at sælge dem. Derfor kan vi ikke sælge en pose, som indeholder både store og små æbler, selvom det er sådan, naturen leverer dem. 

Det er heller ikke sikkert, at avleren har lyst til at sælge alt. For ti år siden gav vi FDB’s Grønne Idépris til skæve gulerødder og krumme agurker, som vi straks gav plads i butikken. Men vi stoppede salget igen, fordi gulerodsavlerne solgte færre i Klasse 1 til den høje pris. Forbrugerne spiste nemlig ikke flere gulerødder, blot fordi der også var skæve på hylden.

Madspild blandt danskerne

Vi har også haft antropologer til at undersøge madspild i danske familier. De kom frem til en række indsigter, som stadig holder vand. Først og fremmest var der ikke overensstemmelse mellem det, familierne smed ud, og de årsager til kassationer de angav. Med familiernes egne ord opstod madspild, fordi varen ikke kunne holde sig eller fordi supermarkederne havde solgt en for stor mængde.

Vi har mistet fornemmelsen for, om noget kan spises, og kasserer det på dato, eller når det har stået tilberedt fire dage i køleskabet.

Thomas Roland
CSR-chef, Coop

Men hvis man fulgte deres praksis i køkkenet, var det ikke årsagerne. Her viste det sig, at vores forhold til mad simpelthen er et helt andet end det var "i gamle dages knaphedssamfund".  

Vi finder på nye retter hver dag, fordi mange gerne vil spise noget forskelligt. Vi er dårlige til at bruge madrester i nye måltider. Vi bruger flere tilberedte ingredienser eller færdigretter, som ikke kan bruges til andre ting.  

Vi har mistet fornemmelsen for, om noget kan spises, og kasserer det på dato, eller når det har stået tilberedt fire dage i køleskabet. Vi køber mange ingredienser, som vi kun bruger én gang eller til én opskrift. Og endelig har vi råd til at købe nyt hver dag, hvis det skulle være.  

Vores undersøgelse viste også, at unge, som havde færre penge til forbrug, faktisk smed mere ud. De bedste til at holde hus var ældre forbrugere, som gennem et langt liv havde oparbejdet kompetencer til at få alt brugt, og som havde tid til at tænke måltiderne igennem – også selvom de havde råd til at ødsle med ressourcerne.

Også et forbrugeransvar

Så hvordan kan vi reducere madspildet i et land som Danmark, hvor det største spild foregår i husholdningerne?  

Mit irriterende svar er: Vi burde ændre helt fundamentalt ved madkulturen, så vi opnår kompetencer til at lave mad med langt færre råvarer og til at bruge dem op. Og det skal vi lære fra barnsben i stedet for at vente en livstid på, at færdighederne indfinder sig.

Men det kræver et fundamentalt opgør med alle de mekanismer, som driver udviklingen af vores fødevaresektor i dag.  

Forestil dig et forbud mod at sælge fastfood, convenience og halvfabrikata. En straf til forbrugere, som ikke bruger op. Et krav om, at alle varer – også af dårlig kvalitet – sættes på markedet. Udsalgssteder, hvor du skal stå tidligt op for at være sikre på, at der er varer tilbage. Tvungen madkundskab i skolerne fra 0. klasse til 3.g. Og priser så høje, at alle er tvunget til at spise op.  

Jeg tror ikke, mange har lyst til at leve i det samfund.  

Vi lever i en tid, hvor de korte overskrifter, de hurtige forargelser og de dele-egnede statements på sociale medier bliver den medicin, de fleste af os tager for at føle en smule bedre samvittighed og bekræfte os selv i, at ansvaret ligger et andet sted.  

Min spådom er, at vi også næste år til International Madspildsdag må finde os i, at vi hver især igen råber op om et nyt lille initiativ mod madspild i vores egen del af værdikæden – og peger fingre ad dem, vi tror er de største madsvin. Helt som vi plejer.