Debat

L&F og LA: På tide med et opgør med overimplementering

DEBAT: Både landbruget, økonomien, beskæftigelsen og skam også naturen og dyrene vil vinde, hvis der bliver sat en stopper for overimplementeringen af EU-regler, skriver L&F-direktør Flemming Nør-Petersen og LA’s EU-ordfører, Christina Egelund.

Regeringens implementeringsråd må ikke blive et passivt, symbolpolitisk organ, skriver L&F-direktør Flemming Nør-Pedersen og LA’s EU-ordfører, Christina Egelund.
Regeringens implementeringsråd må ikke blive et passivt, symbolpolitisk organ, skriver L&F-direktør Flemming Nør-Pedersen og LA’s EU-ordfører, Christina Egelund.Foto: Pressefotos, Folketinget og Landbrug & Fødevarer
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Flemming Nør-Pedersen
Direktør i Landbrug & Fødevarer 

og Christina Egelund
Europaordfører for Liberal Alliance 

Den danske overimplementering af EU-regler rammer danske virksomheder og i sidste ende også forbrugere. Derfor er det på tide, at vi gør op med overimplementeringen af EU-regler. 

Det er med glæde, at vi kan se, at regeringens implementeringsråd nu er gået i gang med at kigge på de områder, hvor vi overimplementerer i sådan en grad, at vi forærer arbejdspladser til udlandet og har urimeligt og unødvendigt høje omkostninger for forbrugere og virksomheder. 

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Vi står alene med bøvlet
Erhvervslivet har flere gange gjort opmærksom på de store omkostninger og tabte arbejdspladser ved overimplementeringen. Alene for landbruget koster overimplementeringen mindst 3,5 milliarder kroner om året. Derudover er der tabt eksport for 5-6 milliarder, mens vi går glip af mindst 3000 job. Siden analysen blev lavet, skal det dog retfærdigvis bemærkes, at overimplementering af nitratdirektivet er rullet tilbage, hvilket alene udgjorde 2,2 millioner kroner. Det ser vi som et skridt i den rigtige retning.

Det skyldes blandt andet den danske implementering af IE-direktivet, der sætter regler for, hvordan de største industrivirksomheder og svine- og fjerkræbrug skal miljøgodkendes. Kvægbrug er eksempelvis ikke omfattet af direktivet. 

Overimplementeringen bør stoppes, og det skal ikke kun ske af hensyn til landbruget og de mange tusinde industriarbejdspladser, der er afhængige af et sundt landbrug. Det skal også ske af hensyn til klima, natur og bæredygtigheden i produktionen

Flemming Nør-Pedersen og Christina Egelund
Henholdsvis direktør i Landbrug & Fødevarer og EU-ordfører for Liberal Alliance

Alligevel har de danske myndigheder valgt, at alle kvægbrug over 75 dyreenheder skal være omfattet af miljøgodkendelsesordningen. I dag er mere end 10.000 husdyrbrug omfattet af kravet om en miljøgodkendelse. Implementerer Danmark i stedet IE-direktivet som tiltænkt, vil kun 1.200 - 1.600 svine- og fjerkræbrug være omfattet af godkendelsespligten. 

Proceduren med miljøgodkendelser er lang og tidskrævende og varer i gennemsnit 10 måneder, mens den koster op til 200.000 kroner for landmanden. Der er ingen andre EU-lande, hvor kvægbrugene er underlagt den slags krav. 

Bremser vækst og udvikling
Et andet eksempel på overimplementering er habitat-direktivet. I direktivet defineres vigtige og sårbare naturområder, der kræver særlige hensyn. Der er tale om internationalt beskyttede områder, der er følsomme over for ammoniak, som findes i gylle. 

Selvom direktivet kun lægger op til en beskyttelse af en bestemt kategori af områder, så har vi i Danmark valgt at gennemføre en stram regulering af områder, som ligger uden for de internationalt beskyttede områder. Det betyder, at landbrug nær naturområder har svært ved at udvikle sig. 

Samtidig går landmanden rundt med en konstant angst for, at noget natur vokser sig sammen, så kommunen pludselig beslutter, at det skal beskyttes efter særlige, strenge kriterier. 

Op til 300 bedrifter menes at have begrænsede udviklingsmuligheder som følge af overimplementeringen. 

Politisk handling kommer også naturen til gavn
Overimplementeringen bør stoppes, og det skal ikke kun ske af hensyn til landbruget og de mange tusinde industriarbejdspladser, der er afhængige af et sundt landbrug. Det skal også ske af hensyn til klima, natur og bæredygtigheden i produktionen. 

Danmark er førende på alle tre områder og er et af de lande i verden, som forurener mindst, når der produceres i landbruget. Der er dog en reel fare for, at vi med overimplementeringen overbeskytter i sådan en grad, at vi skubber danske arbejdspladser fra landbruget til andre lande, som ikke har de danske standarder, når det kommer til kvalitet, dyrevelfærd, miljøhensyn og bæredygtighed. Det vil være stor skade for ikke blot dansk erhvervsliv, men også for naturen og miljøet. 

Det er afgørende, at regeringens implementeringsråd ikke bliver et passivt, symbolpolitisk organ, men at man lægger handling bag ordene. 

Den fremadrettede implementering af EU-regler skal følges tæt, så vi undgår den problematiske overimplementering. Samtidig er det afgørende, at der bliver ryddet op i den jungle af regler, der aldrig burde have været indført i første omgang. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christina Egelund

Uddannelses- og forskningsminister (M), fhv. MF og gruppeformand (LA) 2015-19
studier i moderne litteratur (Sorbonne, Paris 2000-03)

Flemming Nør-Pedersen

Direktør for medlemmer og markeder, Landbrug & Fødevarer, medlem, 2030-panelet, bestyrelsesformand, Fødevarebanken
civilingeniør, hd (CBS 1994)

0:000:00