Madfattigdom truer i Danmark – måltidsfællesskaber kan være løsningen

”Vi lever mere usundt. Ikke fordi vi spiser slik og kage, men fordi vi simpelthen spiser dårligere fødevarer.”

Sådan lød det fra alenemor til fire Christina Agergaard, da hun for nylig over for DR skulle sætte ord på prisstigningernes påvirkning af familiens madvaner.

Og Christina er langt fra den eneste, som bliver presset af prisstigninger på fødevarer på 16 procent over det seneste år. Mens den fede juletid nærmer sig, går næsten halvdelen af os efter billigere fødevarer, viser en ny måling fra Madkulturen.

I detailhandlen betyder det blandt andet, at økologi og dyrevelfærd taber hårdt tilkæmpet terræn. Og for den enkelte dansker går presset på madbudgettet ud over trivsel og livskvalitet.

Som Christina siger: ”Det er hver dag, jeg vælger den dårlige løsning. Det synes jeg ikke er fedt – det føler jeg er en falliterklæring for mig. Også fordi jeg ikke kan se, at det ændrer sig.”

Ud over at være en daglig prøvelse for mange, er prisstigningerne også en test af modstandsdygtigheden i vores madkultur. Det vil sige vores evne som samfund til at sikre god mad til alle i svære situationer.

Jo mere vi som befolkning er vant til at engagere os i råvarer, madlavning og fællesskab om måltiderne, jo bedre forudsætninger har vi for at omstille vores madvaner, også i en krisesituation.

I det store billede er vi som befolkning ved at afvikle vores kultur for hjemmelavet mad, og for mange af os sker den daglige madlavning under et stort tidspres.

Judith Kyst
Kommentarskribent, direktør, Madkulturen

I den nuværende situation tilpasser næsten halvdelen af danskerne sig ved at mindske madspild, en femtedel laver mere hjemmelavet mad, og hver fjerde skærer ned på kødet for at spare, viser Madkulturens undersøgelse.

Det kan vi gøre uden at gå på kompromis med gode og nærende måltider.

I hvert fald hvis vi har sans for gode råvarer, rutine i køkkenet og overskud til at gå nye veje med vores madlavning.

Her er Christina Agergaard et godt eksempel. Hun er begyndt at købe datovarer og hvidkål for at få ”mere for pengene”.

Og selvom det ikke er hendes drømmescenarie, er det faktisk en ret kompetent og fornuftig måde at sikre god mad til familien på i de trange tider.

Det er bare ikke altid nok. Og som Christina også siger: ”Det er ikke altid, det billigste er det bedste.”

Samtidig er det desværre ikke alle, der har de samme færdigheder som Christina. I det store billede er vi som befolkning ved at afvikle vores kultur for hjemmelavet mad, og for mange af os sker den daglige madlavning under et stort tidspres.

Så er der stor risiko for, at vi vrager det sunde hvidkål til fordel for en helt billig færdigret i den usunde ende – eller måske endda ende med at springe et måltid over.

Man kan begynde at tale om en udbredt madfattigdom, når en betydelig del af danskere på den måde er presset til at skære ned på kvaliteten eller antallet af måltider.

For de mest udsatte danskere har denne form for afsavn længe været en realitet. Men med de voldsomme prisstigninger har problemet set helt nye dimensioner, viser Madkulturens måling.

Ud over ændret madlavning og billigere indkøb er det nu hver tiende af os, som af og til springer måltider over for at spare, hvilket svarer til mere end 400.000 danskere. Denne nye madfattigdom rammer især dem, der allerede er presset økonomisk.

Madfattigdom forværrer også den allerede høje ulighed i vores sundhed og de voksende problemer med ensomhed og social isolation.

Judith Kyst
Kommentarskribent, direktør, Madkulturen

I husstande med en indkomst på under 300.000 kr. er det hver sjette, der må springe måltider over.

Tilsvarende viser en ny analyse fra Egmontfonden, at hvert sjette barn i lavindkomstfamilier har undværet måltider på grund af økonomien.

Også en ny undersøgelse fra Dansk Røde Kors peger på, at mange økonomisk trængte børnefamilier springer hovedmåltider over.

Og i sidste uge meldte både Dansk Folkehjælp og Frelsens Hær om en stor stigning i ansøgningerne om julehjælp.

Sådan en udbredt madfattigdom går ikke kun ud over livskvalitet og sundhed for de børn og voksne, der er berørt.

Det forværrer også den allerede høje ulighed i vores sundhed og de voksende problemer med ensomhed og social isolation, som ifølge forskningen følger i kølvandet på svær fødevareusikkerhed, blandt andet fordi man ikke har råd til at invitere gæster.

Vi løser ikke problemet med madfattigdom med en stærk madkultur alene, og i den aktuelle situation er det helt nødvendigt at træde til med initiativer som for eksempel vinterhjælpen, der afbøder nogle af konsekvenserne af inflationen for danske familier her og nu.

Men samtidig er det vigtigt arbejde for en større modstandsdygtighed i vores madkultur.

Det kan ske gennem mange forskellige initiativer, der fremmer adgangen til god mad for alle, også når priserne stiger eller tilgængeligheden af sædvanlige madvarer svigter.

Nogle løsninger handler om at understøtte vores mulighed for selv at håndtere krisen hjemme i køkkenet.

Som for eksempel i detailhandlen, hvor varer, der tidligere blev smidt ud, nu kommer på tilbud i butikkerne eller solgt via løsninger som ’Too Good To Go’.

Andre løsninger kan være sociale initiativer for de mest udsatte danskere.

Som for eksempel Det Kærlige Måltid, der tilbyder hjemmelavet mad til sygdomsramte familier, eller projekter fra Fødevarebanken og Stop Spild af Mad, der kombinerer klimahensyn med et tilbud om gratis mad til dem, der ellers ikke har råd.

Et særligt vigtigt værn mod madfattigdom skal findes i fællesskaber, hvor vi hjælpes ad med at lave mad, lære nyt i køkkenet eller spare tid og penge, uden at det går ud over sundhed, velsmag og vores sociale liv.

Mens klassiske husmordyder tidligere blev videregivet mellem generationerne i hjemmet, er det nu de færreste familier, som har børn med i køkkenet.

Man kunne også forestille sig en deleøkonomi af private madordninger, hvor familier med tid og overskud laver mad i større portioner og lader andre spise med mod at dele regningen.

Judith Kyst
Kommentarskribent, direktør, Madkulturen

Langt de fleste måltider laves af en enkelt person. Det giver dårlige forudsætninger for at inspirere hinanden og udvikle madlavningen.

Vi har derfor behov for nye madfællesskaber på tværs af husstande – som også inkluderer den stigende andel af enlige, der ellers er tilbøjelige til at droppe den hjemmelavede mad og spise mere usundt.

De fællesskaber kan komme ind på rigtig mange niveauer i vores samfund og skal omfatte alle aldersgrupper.

I barndommen spiller måltiderne i daginstitutioner og skoler en kæmpe rolle. Men også ved forskellige fritidsaktiviteter i for eksempel idrætsforeninger kan mad og madlavning tænkes ind som en del af fællesskabet.

Senere i livet kan boligforeninger, bylaug eller professionelle køkkener i lokalområderne spille en rolle. Det kunne være ved at invitere til fællesspisning med madlavning.

Her er der et særligt potentiale i at koble dem, der har tid til at lave maden, med nogle af dem, der mangler tiden, men har pengene til at betale for råvarerne.

Man kunne også forestille sig en deleøkonomi af private madordninger, hvor familier med tid og overskud laver mad i større portioner og lader andre spise med mod at dele regningen – som en fleksibel udgave af de pensionærordninger, der tidligere har været så udbredt herhjemme.

Mit håb for det nye år er, at den nuværende svære situation vil give afsæt til en nytænkning og udvikling mod en madkultur, der er langt mere modstandsdygtig, næste gang krisen kradser.