Urland: Omstilling af landbruget kræver en langsigtet arealstrategi uden lappeløsninger

Derfor kan vi nedsætte nok så mange udvalg om hurtigere udtagning af lavbundsarealer, men det bringer formentlig ikke indsatsen op i den ønskede hastighed og volumen, for præmissen om at gennemføre hastige forandringer gennem statslig kompensation er forkert.

Det samme kan man hævde om vandmiljøindsatsen, hvor udledning af kvælstof fra landbruget har været nogenlunde stabilt de seneste ti år til trods for, at der er postet milliarder i indsatsen.

Det betyder ikke, at der ikke er lavet gode vådområdeprojekter. Men indsatsen står ikke mål med behovet, hvilket iltsvindet i vores fjorde og indre farvande er et tydeligt bevis på.

Et spirende naturkreditmarked kan vende udviklingen

Forud for det seneste G20-topmøde i september 2023 i Indien opfordrede en gruppe på 32 af verdens største investorer, der forvalter aktiver for 7,3 billioner dollars – svarende til godt 50.000 milliarder kroner – G20-landene til at omlægge deres landbrugsstøtte i overensstemmelse med opfyldelse af klima- og naturmål inden udgangen af 2030.

Investorerne peger på, at vi har brug for en omfattende omstilling af fødevaresystemet, fordi det er et af de mest skadelige systemer af alle for klimaet og naturen.

Presset fra kapitalfonde og øvrige aktører på finansmarkedet har skubbet til, at EU fra 2024 har indført nye krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering.

Store virksomheder og børsnoterede små- og mellemstore virksomheder skal nu til at rapportere om deres indvirkning på ikke blot klima, men også på øvrige miljømål for beskyttelse af vand- og marine ressourcer, forebyggelse og bekæmpelse af forurening samt beskyttelse og genopbygning af biodiversitet og økosystemer. 

Vi skal væk fra den vildfarelse, at en historisk stor grøn omstilling af vores arealanvendelse kan lade sig gøre ved at lappe videre på eksisterende forvaltning og regulering.

Helga Grønnegaard
Projektchef, Urland

Det kan blive et åbent vindue til at understøtte virksomhederne i at kanalisere natur- og miljøindsatser og finansiering derhen, hvor projekterne får effekt og skaber attraktive lokalområder.

Offentlige tilskud bør kunne gives som lånekapital

Når klima-, vand- og naturmål udmøntes gennem naturbaserede løsninger i konkrete arealprojekter, hvor landmænd og lokale borgere bliver medspillere, bidrager virksomhederne til et helt centralt samfundsansvar, der spiller ind i et attraktivt fremtidsbillede for grøn omstilling. 

Samtidigt kan virksomheders køb af miljø-, klima- og naturkreditter fra lodsejere skabe den indtjening, som skaber et attraktivt alternativ til traditionel landbrugsproduktion.

På den måde vil arealerne fortsat ejes og forvaltes af landmænd, men landbrugsdriften vil i højere grad opfylde mål for natur, klima, vandmiljø, drikkevandsbeskyttelse og rekreativ adgang. Hastigheden i omlægningen kommer, når lodsejerne har attraktive, alternative forretningsmodeller.

Derfor bør politikerne se med positive briller på virksomhedernes interesse for at købe såvel klima- som naturkreditter hos landmænd.

Og lade sig inspirere af England, hvor offentlige tilskud for eksempel kan gives som lånekapital til landmænds naturprojekter.

Lånekapitalen tilbagebetales fuldt ud ved salg af CO₂-, natur-, kvælstof- og vandtilbageholdelseskreditter til arealudviklere og øvrige virksomheder.

Vildfarelser skal ud af visionen

En politisk vision for landbruget skal bygge på en tilgang, hvor vi skal væk fra den vildfarelse, at en historisk stor grøn omstilling af vores arealanvendelse kan lade sig gøre ved at lappe videre på eksisterende forvaltning og regulering.

Det har foreløbigt ført til frustrationer, manglende målopfyldelse og splittelse.

Men en politiske vision for landbruget, der hviler på en langsigtet arealstrategi, som afvejer samfundsmål og bruger arealer ansvarligt, vil samtidigt være vejen til at skabe attraktive landskaber og lokalsamfund.

Desuden skal vi væk fra den vildfarelse, at vi kan skabe hastig grøn omstilling med samme økonomiske incitamenter, som har bragt Danmark på en tvivlsom andenplads blandt lande i EU med mest natur i dårlig tilstand, med gispende fjorde og med en landbrugssektor hastigt på vej mod at udgøre halvdelen Danmarks CO2-udledning.

Vi har scenarierne og målene. Har politikerne også modet til at skifte kurs og omstillingsspor?