Hvordan er pardansen mellem den offentlige støtte og de private fonde, og hvad kan vi forvente af private interesser versus den offentlige varetagelse af at investere i og støtte den danske kunst – i sin bredde, på tværs af landet, til alle landets borgere og skabt af et nuanceret felt af kunstnere?

Kulturlivets institutioner er blevet så afhængige af private midler, at de ikke kan fungere efter deres formål uden fondsmidler.

Marie Thams
Forperson, Billedkunstnernes Forbund

I de senere år er der sket en udvikling i det danske fondslandskab: Tidligere fokuserede de fleste private fonde primært på at uddele midler til de ansøgninger, der præsenterede de mest overbevisende ideer og projekter inden for fondens støtteområde.

Nu er der imidlertid en klar tendens til, at fonde ønsker at være mere proaktive, gå i dialog med ansøgerne, deltage i partnerskaber med interessenter inden for deres støtteområde og deltage aktivt i processen med at 'samskabe' løsninger.

Derfor har alle fonde med respekt for sig selv i dag deres egne dagsordener. Det er der masser af gode grunde til: Der er en berettiget forventning om, at fondene med de store midler, de har til rådighed, tager samfundsansvar og medvirker til løsningen af væsentlige samfundsudfordringer, og der kan man ikke tillade sig blot at sidde og vente på, at de rette ansøgninger lander på fondens bord.

Konkurrence om livsnødvendige fondsmidler

Det har sat mange gode fondsinitiativer i gang. Tak for det.

Som kunstnere er vi vant til at bruge store mængder af tid på at søge støtte, for virkeligheden er, at vi som oftest er afhængige af fondsmidler til at skabe udstillinger i landets kunstinstitutioner, realisere kunst i det offentlige rum, udvikle værker og metoder, forske med mere.

Men hvor meget skal vi skele til fondenes ønske om, at deres hensigter afspejles i de projekter, institutioner og kunstnere, som fondene støtter?

For billedkunstnerne er det først og fremmest vigtigt, at fondene giver god plads til input og perspektiver fra ansøgerne og tør at støtte de skabende kunstnere såvel som konkrete produktioner som den kunstneriske udvikling og virke. Det er også vigtigt for fonde at lytte til så mange forskellige perspektiver og stemmer i samfundet for at adressere de mest presserende udfordringer.

Desuden: Det er helt generelt en udfordring, at kulturlivets institutioner er blevet så afhængige af private midler, at de ikke kan fungere efter deres formål uden fondsmidler.

I den senere tid har der været historier fremme om, at Kunstbygningen i Vrå er lukningstruet på grund af kommunale besparelser. Det samme gælder Gl. Holtegaard nord for København, mens Kunsthal Nord i Aalborg nok holder sig i live, men må regne med et markant lavere kommunalt tilskud.

Her bliver fondsmidler nærmest livsnødvendige, hvilket videre betyder, at vi alle på tværs af feltet ender med at konkurrere om de samme fondsmidler i endnu højere grad end nu.

Ringe kår for fremtidens kunst 

Den stærkt usikre økonomiske grund, som kunsthaller som disse og kunstnere ofte står på, skaber dårlige arbejdsvilkår og ringe kår for udviklingen af kunsten og af kunstinstitutionerne. 

Fondene er nærmest umulige at komme uden om i kunst- og kulturlivet, og det giver et stort ansvar. Det er deres store udfordring at finde en balance mellem deres egen strategi og en følsomhed over for kunstnernes og institutionernes ønsker og behov

Marie Thams
Forperson, Billedkunstnernes Forbund

Ender stederne med at lukke, vil det dertil betyde færre udstillingsmuligheder samt færre kommunalt og lokalt drevne steder. 

Vi bakker derfor op om Foreningen for Kunsthaller i Danmarks ønske om, at landets kunsthaller kommer på finansloven på lige fod med museerne – hvilket de udtrykte i en kronik i Information i august.

Øget driftsstøtte vil skabe mere stabile institutioner og dermed også stærkere grund for bedre vilkår for de udstillende kunstnere.

Den offentlige støtte og investering i kunsten fra stat, kommune og regioner er afgørende for, at feltet kan udvikle sig med samfundets bredde for øje, fri for foruddefinerede dagsordener og med større stabilitet og øget anerkendelse af feltets og kunstnernes samfundsmæssige bidrag.  

Fondene er nærmest umulige at komme uden om i kunst- og kulturlivet, og det giver et stort ansvar. Det er deres store udfordring at kunne finde en balance mellem deres egen strategi og en følsomhed over for kunstnernes og institutionernes ønsker og behov.