Forperson i Dansk Kunstnerråd: Fonde skal tage mere ansvar for klimabundlinjen i kulturen

Har du arbejdet i den offentlige sektor, vil du vide at de krav, der stilles til transparens, procedure, kvalitetssikring og politisk legitimitet er ganske omfattende. Nogle vil sige enorme. I den private sektor føles det til sammenligning til tider helt frivolt ikke at skulle igennem et helt styringshierarki for at kunne tage en beslutning og føre den ud i livet. Aftræk og handling kan ligge endog ganske tæt.

Fondene kan være drivere i at arbejde med klimabundlinjen, og en paradoksal problematik kan opstå, hvis der er for mange penge. 

Nis Rømer
Billedkunstner og forperson i Dansk Kunstnerråd

Samtidig er det også vigtigt at bevare handlekraft, passion og vision i fondene.

Ønsket om god styring, transparens og accountability er et grundlag, som fondene må stå på. Men hvilke yderligere standarder kan vi med rimelighed ønske os, uden at trække passion og handlekraft ud af fondene?

Jeg vil i det følgende komme med to forslag. De handler dels om fondenes rolle i kulturlivets bygge- og anlægsprojekter, dels om deres rolle som bidragsyder til kulturaktiviteter.

Forslagene er skrevet i erkendelse af, at fondene har en betydelig samfundsforandrende kraft. De standarder, fondene sætter sig for, kan meget vel være dem, der bliver en standard fremover i samfundet bredt set.

En gylden standard for kulturbyggerier

Fondene gav i 2021 729 millioner kroner til anlæg i kulturlivet ifølge Fondenes Videnscenter.

Det er omtrent lige så meget som det offentlige. Fondene har derfor en afgørende indflydelse på, hvordan kulturens institutioner renoveres eller nybygges.

Det er naturligvis en overvejelse, hvor stramt fondene skal styre kulturbyggerierne. Fondene kan have tværgående viden og et overblik, som ikke findes i de enkelte institutioner, og som kan komme disse til gavn. Med pengene følger magt og beslutningskraft, som kan overstige den lokale institutions ditto. Det kan betyde, at lokale indsigter og viden ikke i tilstrækkelig grad indtænkes.

Det er afgørende at se på bæredygtighed i denne sammenhæng. 10 procent af Danmarks CO2 udledning stammer fra byggeri og produktion af byggematerialer.

Fondene kan være drivere i at arbejde med klimabundlinjen, og en paradoksal problematik kan opstå, hvis der er for mange penge. Det kan resultere i, at nøjsomheden går af fløjten, og glimrende byggematerialer smides ud i stedet for at blive genanvendt. Det kan også medføre, at genanvendte materialer ikke tænkes ind i et projekteringen af det nye projekt, fordi det ikke er økonomisk nødvendigt.

Jeg vil argumentere for et nyt grundlag for arkitekturen, herunder kulturens byggeri, hvor materialemæssig nøjsomhed kombineres med at integrere kunst og håndværk af højeste klasse i bygningerne.

Det handler om at skabe mest mulig værdi for eftertiden. Det kan gøres ved at bruge energi på detaljer, der skaber fryd i mange år frem i holdbare materialer.

Trappegelænderet, som hånden glider langs, og som umærkeligt bliver en del af kroppen. Vinduet, der skaber udsyn og rammer landskabet ind. Døren, der er med til at skabe sted. Den kunstneriske udsmykning, der skaber identitet og friktion. Teknologi til klimastyring og for at opnå energineutralitet eller bedre. Genbrug af materialer, der skaber identitet og historie.

Vil man som fond sætte et positivt aftryk for fremtiden, er det ikke gennem klimaomkostningstunge nybygninger. Men derimod gennem effektive, CO2 neutrale byggemetoder samt håndværk og kunst af højeste klasse, som giver langtidsholdbare bygninger, der skaber værdi mange år frem.