Forskningsdebatten der blev væk

Af Niels Mejlgaard,
lektor på Institut for Samfundsudvikling og Planlægning på Aalborg Universitet.

Danskerne er i de senere år løbet ind i en massiv informationsstorm på forskningsområdet. Universiteternes forpligtelse til dialog med det omgivende samfund er blevet lovfæstet, ministeren uddeler priser til særligt dygtige formidlere, forskningsinstitutioner inviterer skolebørn og lokalbefolkninger ind i laboratorierne på forskningens eget døgn, og Galathea-ekspeditionens mediefolk sikrer sig, at forskningsskibet sejler ud til danskerne gennem cyberspace.

Informationsstormen har blandt andet haft til hensigt at bringe forskningen i øjenhøjde, så almindelige borgere kan forstå og navigere i vidensamfundet. Og målinger af danskernes viden om grundlæggende naturvidenskabelige sammenhænge viser, at vores faktuelle viden stiger.

I 1996 vidste 44 pct. af danskerne f.eks., at der ikke bare er gener i en gensplejset tomat, men også i en konventionel tomat. I 2005 var det tal vokset til 57 pct. - meget højere end det europæiske gennemsnit på 39 pct.

Udviklingen går skævt
Stigende viden er godt, for frontlinje-forskning og frembrydende teknologier inden for områder som sundhed, miljø, fødevarer og energi frembringer et væld af etiske glidebaner og politisk-sociale udfordringer. Og det er lige her, at den forskningskommunikationsmæssige udvikling alligevel går skævt.

Det er helt fint, at andelen af danskere, der ved, at alle tomater har gener, stiger, men hvis ikke danskerne samtidig aktivt påvirker debatten om fødevarepolitiske prioriteringer mellem genmodificerede, konventionelle og økologiske produkter, er den gode forskningskommunikation amputeret og den stigende viden ufrugtbar.

Der er - efter min opfattelse - mindst tre vigtige årsager til, at borgernes støt stigende kendskab til nye teknologier ikke giver sig udslag i et større folkeligt engagement og en bredere deltagelse i debatten i det offentlige rum.

Kommunikation må målrettes 
For det første har det betydning, at forskningskommunikationen i Danmark meget ofte baserer sig på en problematisk implicit forestilling om en "bred offentlighed" for forskning, og overser, at forskellige grupper i befolkningen har forskellige forudsætninger, opfattelser, værdier og interesser, og at "danskerne" derfor ikke kan betragtes som en generaliseret offentlighed for forskning. Hvis kommunikationen skal være effektiv, skal den målrettes og tilpasses, så den matcher de forskellige forudsætninger, interesser og behov for viden og dialog, som specifikke "videns-brugere" har.

Skal forpligte politisk
For det andet er det afgørende for borgernes vilje til at deltage i den offentlige debat om forskning og teknologi, at deltagelsen faktisk har en realpolitisk betydning. En række undersøgelser peger imidlertid på, at offentlig debat og forskellige former for borgerkonsultationer omkring nye teknologier er afkoblet fra den reelle politiske beslutningsproces. De aktuelle tiltag omkring forskningskommunikation i Danmark efterlader det klare indtryk, at retning og mål for forskning og innovation er udstukket på forhånd, og at den offentlige debat ikke skal være afklarende, men snarere legitimerende. Hvis forskningskommunikation skal være kommunikation og ikke ren markedsføring, skal borgerne have mulighed for at tale forskningen midt imod. Den offentlige debat bør, hvis den skal indfri sit demokratiske potentiale, være politisk forpligtende og have praktiske implikationer.

Sænk paraderne!
For det tredje er manglen på engagement en konsekvens af, at forsknings- og teknologidebatten i nogen grad er præget af mistillid - eller misforståelse - mellem de involverede parter. En dansk undersøgelse, som blev gennemført af forskere fra Center for Bioetik og Risikovurdering, viser for eksempel, at det er en udbredt opfattelse blandt bioteknologiske forskere, at almindelige borgeres skepsis over for bioteknologi simpelt hen bunder i for lidt grundlæggende viden om biologi. Undersøgelsen viser samtidig, at forskerne bruger meget få kræfter på at diskutere sociale og etiske implikationer af deres fag.

Holdningsundersøgelserne blandt borgerne viser derimod, at et stigende vidensniveau kun i begrænset omfang har betydning for holdninger, og at mere grundlæggende viden snarere medfører en holdningsmæssig polarisering blandt borgerne. Højere vidensniveau fører med andre ord både flere tilhængere og flere modstandere med sig. Undersøgelserne viser også, at netop spørgsmål omkring nytte, moral og etik har afgørende betydning for holdningsdannelsen blandt borgerne, og derved fremstår det tydeligt, at det kræver en stor indsats - og sænkede parader - fra begge sider, hvis forskere og lægfolk skal kommunikere og debattere konstruktivt i det offentlige rum.

Der er et særligt behov for, at de danske forskere, når de træder ind i den offentlige debat, ikke blot bringer succeshistorier og markedsføring med sig, men at de lytter og bidrager med nuancerede fortællinger, der også fremlægger tvivl og faglige uenigheder.  

Demokratisk problem
Den manglende offentlige deltagelse i forsknings- og teknologidebatten er - set fra et demokratisk synspunkt - ganske problematisk. Hvis det skal lykkes at vende tendensen og gøre danskerne til aktive deltagere, der har tillid til deres egen viden og evne til at bidrage til en socialt robust udvikling af vidensamfundet, er der brug for at differentiere forskningskommunikationen, at skabe klar forbindelse mellem forskningskommunikation og politiske beslutninger, og at kvalificere indholdet.