Private fondes bidrag til finansieringen til dansk forskning er som bekendt vokset markant.

De private fondes øgede engagement i dansk forskning styrker behovet for en klar og ambitiøs forskningspolitik.

Lise Degn, Maria Theresa Norn og Jesper Wiborg Schneider
Forskere ved Aarhus Universitet

Konsekvenser og opmærksomhedspunkter i forbindelse med fondenes voksende rolle i finansieringen af dansk forskning er blevet undersøgt i en lang række tidligere analyser af forskningsfinansiering fra blandet andet CFA, Tænketanken DEA, DFiR og Videnskabernes Selskab.

Vi ved derfor efterhånden ret meget om finansieringen af dansk forskning, herunder fondes rolle heri.

Et perspektiv, som til gengæld ofte savnes i debatten, er, hvad de ændrede vilkår for finansieringen af dansk forskning, betyder for den offentlige forskningspolitik.

De private fondes øgede engagement i dansk forskning styrker behovet for en klar og ambitiøs forskningspolitik, som tager stilling til, hvordan vi skaber de bedst mulige forudsætninger for dansk forsknings bidrag til samfundets udvikling og velstand.

Uklar arbejdsdeling mellem private og offentlige fonde

Arbejdsdelingen mellem de offentlige og private fonde, der finansierer forskning, er i dag uklar. Offentlige og private fondsmidler i Danmark flyder i vid udstrækning til de samme forskere og forskergrupper og til de samme forskningsområder. Dermed bliver nogle forskningsområder overfinansierede, mens andre, selv samfundskritiske områder, er underfinansierede.

Selvfølgeligt giver det mening, at både offentlige og private midler kanaliseres til prioriterede forskningsområder, som vurderes at have stor erhvervsmæssig og/eller samfundsmæssig betydning. Men for stor koncentration af forskningsmidler udgør ikke en effektiv brug af knappe midler.

Derudover kan koncentration af forskningsmidler svække udviklingen af videnskabelige nybrud, som historisk set opstår i udkanten af etablerede, ’mainstream’ forskningsområder.

Tænk for eksempel på hvor mange Nobelprisvindere, der har beskrevet, hvor svært de har haft med at skaffe finansiering til deres forskning, fordi den udfordrede etablerede paradigmer i forskningsmiljøet – herunder eksempelvis forskerne bag de opdagelser, der senere førte til mRNA vacciner.

Derfor er det vigtigt at sikre, at nogle af forskningsmidlerne ikke flyder ind til allerede velfinansierede, veletablerede områder men i stedet kanaliseres til underprioriterede forskningsområder og til at gøde jorden for potentielle nybrud.

Det er også med til at fastholde en tilstrækkelig vidensbase indenfor alle de områder, som Danmark har brug for forskningsviden og forskningsbaserede uddannelser indenfor.

Coronapandemien øgede behovet for forskning i pandemier og epidemiologi, som længe havde levet et relativt ubemærket liv – men heldigvis var der og kunne mobiliseres, da vi for alvor fik brug for den.

Vi kan ikke forudse, alle de områder, vi får brug for i fremtiden, og derfor er det vigtigt, at vi finder den rette balance mellem at sikre, at nuværende styrkepositioner kan blomstre, og at dyrke en næringsrig muldjord, hvorfra fremtidens kritiske viden og styrkepositioner kan vokse frem.