Forskningsfrihedskritik er for negativ

Forandringshastigheden og styringsredskaberne i den danske universitets- og forskningspolitik vækker utilfredshed i universitetsverdenen. Det har blandt andet sat en spændende diskussion om forskningsfrihed i trykte og særligt webbaserede medier og fora i gang; en diskussion, der er behov for, men som der også er behov for at nuancere.

Den negative definition
I den aktuelle diskussion lægges der vægt på, at forskningsfriheden knytter sig til særligt begunstigede, akademisk certificerede personer, der på baggrund af deres faglige meritter og status kvalificerer sig til den.

Forskningsfriheden opfattes som den individuelle forskers ret og den normerer de arbejdsvilkår eller præmisser, hvorunder forskeren bedriver forskning i ordets bredeste forstand, hvilket inkluderer arbejdstilrettelæggelse, valg af forskningsobjekt, metodevalg, formidling af resultater (internt som undervisning, eksternt som publicering) osv.

Forskningsfriheden opfattes ikke som en variant af ytringsfriheden; den betragtes i det hele taget ikke som en del af det rettighedskompleks, der normalt knytter sig til det at være borger i eller medlem af et politisk fællesskab. Hvor ytringsfriheden er en politisk og principielt universel rettighed, er forskningsfriheden eksklusiv.

Det er urealistisk og urimeligt at forestille sig, at den moderne, dyre videnskab ikke skal retfærdiggøre sig i det samfund, den er en del af og finansieres af.

Niels Mejlgaard
Forsker, Aalborg Universitet

Den gælder netop ikke for alle, men kræver merit efter det videnskabelige samfunds standarder. Den er ikke en basal rettighed, men en rettighed, man gør sig fortjent til, og i denne forstand er forskningsfrihed som en videnskabelig institution og videnskabsfilosofisk pynteklud med til at sikre, at der ikke sker et systemsammenfald mellem videnskaben på den ene side og samfundet på den anden.

Det betyder, at det frihedsbegreb, der i dag forfægtes i de mere eller mindre selvrefererende fora og webcirkler i Danmark, først og fremmest er negativt defineret.

Forskningsfriheden opfattes her som friheden fra ekstern indblanding, friheden fra kommercialiseringshensyn og relevanskriterier og friheden fra politiske kæpheste, prioriteringer og hensyn. Forskningsfrihed er fraværet af bindinger, autonomi på institutionsniveau, men først og fremmest frihed til ubundet akademisk selvrealisering og forfinelse på individniveau.

Den positive definition
Det er slet ikke underligt, at den individualistiske og negative frihedsdefinition dominerer i dag, al den stund der hersker en politisk reformiver og vilje til at målrette forskningsindsatsen af hidtil usete højder.

Forskerne føler sig pressede, og derfor påberåbes forskningsfriheden først og fremmest interessetaktisk som en beskyttelse af den enkelte forsker mod samfundet (repræsenteret ved erhvervslivet, strategiske pengetanke, eksterne bestyrelsesmedlemmer, politikere, dokumentationskrav, professionelle administratorer og andre frihedsrøvere).

Ikke friheden fra samfundet
Men man kan også argumentere for, at forskningsfriheden ikke er friheden fra samfundet, men derimod friheden til at præge samfundet, at anvende sine særlige kvalifikationer og indsigt til at skabe grundlag for gode politiske beslutninger og at bidrage til samfundets reproduktion (ikke blot den materielle, som forskningspolitikerne er så optagede af, men også den bredere sociale og kulturelle).

Forskningsfriheden lader sig positivt definere som friheden til at gøre offentligt brug af fornuften, fordi friheden her træder i karakter i mødet med det sociale. Samtænkningen af videnskab og samfund behøves ikke være en barriere for friheden, men kan faktisk betragtes som en forudsætning for akademisk frihed: det er i retten til Meddelelse (eller det man i dag forbinder med forskningskommunikation, altså det aktive møde mellem videnskab og offentlighed) at forskningsfriheden befinder sig.

Skaber kæmpeproblemer for forskerne
Hvis forskernes påberåbelse af forskningsfrihed aktuelt bare betyder "lad os sidde ugeneret og passe vores egen biks i elfenbenstårnet", så indfrier den ikke sit fulde potentiale, og vil i længden skabe kæmpe problemer for forskerne.

Videnskabens eksponentielle vækstkurve gennem to-trehundrede år blev brudt i 1970'erne, og forskningsverdenen er nu dybt afhængig af, at staten og den private sektor opretholder og forstærker det finansielle engagement i videnskaben, simpelt hen fordi moderne forskning har nået et raffinerings- og forfinelsesniveau, der gør den enormt dyr. 

Urealistisk og urimeligt
Forskerne har brug for samfundets ressourcer og opbakning, og det er urealistisk og urimeligt at forestille sig, at den moderne, dyre videnskab ikke skal retfærdiggøre sig i det samfund, den er en del af og finansieres af.

Det betyder ikke, at forskerne skal acceptere alle de styringstiltag og dokumentationskrav, som politikerne vælter ned over universiteterne i øjeblikket.

De politiske krav må forhandles med henblik på at finde den balance, hvor universiteterne og forskerne forbliver manøvre- og beslutningsdygtige, men samtidig er i stand til at levere solide bud på løsning af sociale, miljømæssige, teknologiske og kulturelle problemer i samfundet. Det er ikke ufrit at være relevant!

Og når forskningspolitikken kammer over må forskerne ikke klynge sig til kravet om en isolationistisk, negativ forskningsfrihed, men netop bruge deres frihed positivt til at levere fornuftsbaserede, gennemanalyserede, forskningsbaserede bud på bedre policies og bedre organisering af videnskaben i samfundet.