AU: Deltagerbetaling på danskkurser er et tab for samfundsøkonomien 

Af Rikke Nielsen og Jette Hammer
Hhv. international chef og funktionschef, Aarhus Universitet

Internationale studerende er et plus for samfundsøkonomien, og de kan afhjælpe manglen på højt kvalificeret arbejdskraft. Alligevel stiller vi flere og flere barrierer op for dem. Det kan betyde, at endnu flere rejser hjem efter dimissionen.

Den nye skatteaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti betyder, at udenlandske universitetsstuderende fremover skal betale for at følge frivillig danskundervisning ved siden af deres uddannelse.

For den enkelte studerende betyder det en udgift på i alt 10.000 kroner – oveni et depositum på 1.200 kroner – hvis man vil gennemføre uddannelsens fem moduler frem mod danskprøven.

Det er naturligvis et legitimt politisk valg at indføre brugerbetaling. Men spørgsmålet er, om det er hensigtsmæssigt ud fra en samfundsøkonomisk betragtning – især i en situation hvor manglen på højt kvalificeret arbejdskraft er én af de største fremtidsbekymringer blandt danske arbejdsgivere? 

Vi ved fra en nylig undersøgelse, at udenlandske dimittender gennemsnitligt bidrager med 779.000 kroner til den danske samfundsøkonomi otte år efter deres dimission.

Mange udenlandske dimittender, som ender med at forlade Danmark, angiver manglende danskkundskaber som en væsentlig årsag.

Rikke Nielsen
International chef, Aarhus Universitet

Det endda selvom kun 30 procent af dimittenderne stadig er i landet, når de otte år er gået.

Foruden de kulturelle gevinster så er det altså også et betragteligt økonomisk plus for Danmark at tiltrække udenlandske studerende.

Og regnestykket bliver selvsagt endnu bedre, jo flere der vælger at søge job og bosætte sig her i landet.

Hvorfor vælge Danmark – og hvorfor blive her?
Danmark har mange kvaliteter, som gør os til en attraktiv destination. Foruden en høj levestandard og et trygt samfund, så tilbyder vi uddannelser af høj faglig kvalitet. 

Men vi skal ikke være naive; den globale konkurrence om skarpe hjerner er hård.

Derfor skal vi fortsat arbejde ihærdigt for at tiltrække dygtige, internationale studerende til områder, hvor vi forudser mangel på arbejdskraft – og vi skal frem for alt gå målrettet efter at fastholde flere af dem, der kommer hertil.

Derfor skal vi tænke os godt om, hver gang vi sætter nye barrierer op.

Mange udenlandske dimittender, som ender med at forlade Danmark, angiver manglende danskkundskaber som en væsentlig årsag.

Omvendt ved vi, at selv et basalt kendskab til dansk sprog kan styrke opbygning af venskaber og relationer og forbedre mulighederne for at få et studiejob.

Begge faktorer, der har stor betydning for, om man søger og finder et fast job efter dimission.

83 procent vil ikke betale for danskkurser
Ud fra den betragtning bør vi have interesse i, at så mange som muligt prøver kræfter med det danske sprog.

Deltagerbetalingen ser dog ud til at trække den modsatte vej. I en undersøgelse blandt 300 nuværende kursister hos udbyderen LærDansk svarer hele 83 procent, at de ikke er villige til at betale 2.000 kroner per modul.

Man kan selvfølgelig mene, at det er udtryk for en manglende vilje til at integrere og engagere sig i det samfund, man opholder sig i.

Men hvis man ser nøgternt på de studerendes incitamenter til at lære dansk, så er det ikke helt uforståeligt, at prisen bliver dem for høj. 

På et tidspunkt hvor de skal finde sig til rette i et nyt land, en ny bolig og et nyt studiemiljø – og hvor de samtidig skal følge en krævende fuldtidsuddannelse – beder vi dem om at investere en anseelig mængde tid og et betragteligt beløb (for en studerende) i at lære et sprog, der forbedrer deres jobmuligheder på et dansk arbejdsmarked, som er ganske lille set i et globalt perspektiv.

Husk på, at disse studerende er mobile og ressourcestærke, så det afskrækker dem ikke at flytte til et helt tredje land, hvis det kan øge deres jobmuligheder.

Hensigten med at indføre deltagerbetaling er ifølge aftaleteksten at luge ud i de studerende, så kun de mest motiverede vælger at følge sprogkurserne.

Det er som nævnt en legitim betragtning, der muligvis vil give statskassen en indtægt på den korte bane. 

Men på den lidt længere bane ser regnestykket anderledes ud.

Her kan deltagerbetaling betyde, at færre studerende lærer sproget, hvilket igen vil betyde færre dygtige internationale medarbejdere og borgere i det danske samfund.