Det taktiske spil om magt, skyld og ansvar

FORSKNINGSFORMIDLING: For at beholde taburetten må en minister forstå sig på det politiske spil om magt, indflydelse og ansvarsplacering. Her virker nogle strategier bedre end andre, viser et nyt studie af cand.scient.pol. Søren Bøllingtoft Knudsen.

Af Søren Bøllingtoft Knudsen 
Cand.scient.pol.

I en helt aktuel undersøgelse har jeg kortlagt seks danske ministres brug af spinstrategier over en periode på 20 år. Samtidig har jeg testet en række hypoteser om spinstrategiernes relative styrker og svagheder. Jeg har med andre ord undersøgt, om spinstrategier formår at flytte skylden væk fra ministrene, når der opstår problemer inden for deres ressortområder.

Før jeg dykker ned i undersøgelsens resultater, vil jeg kort sætte scenen med en indføring i undersøgelsens baggrund og metode.

Har du prøvet at finde en hundredekroneseddel på fortovet? Så har du sandsynligvis trukket en smule på smilebåndet og følt dig heldig. Hvis du derimod har tabt en sådan hundredekroneseddel, har du formodentlig ærgret dig gevaldigt. 

Tab er tungere end gevinster
Forskning i risikopræferencer har vist, at langt de fleste mennesker er risikoaverse. Vi har med andre ord asymmetriske risikopræferencer. Konkret kan asymmetrien beskrives som en negativitetsbias, da tab vægtes tungere end gevinster af samme nominelle størrelse. Tabet af hundredekronesedlen føles således langt tungere end glæden ved at finde ditto. Denne negativitetsbias gælder også interpersonelt, det vil sige, når vi vurderer andres adfærd.

På samme vis har økonomisk og psykologisk adfærdsforskning vist, at ris og ros vægtes forskelligt. Man siger populært, at chefen skal rose medarbejderen fem gange for at opveje den ene gang, hvor vedkommende kritiserer eller irettesætter. 

Samtidig har vi mennesker en udpræget retfærdighedssans. Frem for primært at agere økonomisk rationelt baserer vi ofte vores valg på en række komplekse faktorer såsom følelser, normer og erfaringer. 

Her er et eksempel fra spilteorien: Forestil dig en situation, hvor to personer skal dele 100 kr. mellem sig. Den ene får til opgave at bestemme fordelingen, hvorefter den anden skal afgøre, om vedkommende vil tage imod tilbuddet. Hvis tilbuddet afslås, får hverken den ene eller den anden spiller nogen gevinst. Det betyder, at tilbuddet er nødt til at være tilstrækkeligt godt, til at det accepteres. 

Her træder retfærdighedssansen tydeligt frem. Sagen er nemlig den, at langt de færreste vælger at tage imod et tilbud om at få 1 kr., 10 kr. eller sågar 25 kr., selvom dette ville være økonomisk rationelt. Herved vælger spilleren altså at straffe både sig selv og den anden spiller økonomisk for at håndhæve normen om retfærdighed. Dette gælder endda i spil, der ikke gentages, og hvor der således ikke er mulighed for at påvirke senere spillerunder ved at opdrage medspilleren.

Skylden skal undgås
På samme vis har vi mennesker en udtalt aversion imod det at få skylden for problemer, som vi enten ikke mener, vi er ansvarlige for, eller som vi ikke føler os som herre over. Her rammes vores retfærdighedssans nok en gang, og vi gør, hvad vi kan, for at opretholde vores socialt konstruerede selvbilleder.

For ministre må denne tilbøjelighed være særligt udtalt, eftersom dårlig omtale, kritik og skyld for problemer ikke blot kan føles uretfærdige, men samtidig kan koste ministeren jobbet.

Som politiske forvaltningschefer med retligt og politisk ansvar for ministeriernes drift er ministrene både magtfulde og udsatte. De kan høste ros, når målsætninger nås, men de må ofte indkassere ris, når politiske tiltag slår fejl. 

Som politisk leder i en hierarkisk organisation betyder dette, at der kan opstå en nulfejlskultur, hvor det synes vigtigere at undgå fejltrin end at opnå målsætninger.

Trylleordet spin
Hvorvidt noget opfattes som et problem, afhænger imidlertid af, hvordan det fremstilles eller frames. Det samme gør sig gældende for spørgsmålet om, hvem der i så fald er skyldig. Disse spørgsmål udgør to helt centrale dimensioner i spillet om blame avoidance.

For at undgå problemer kan ministrene følge et ex ante forsigtighedsprincip. Hvis noget alligevel ex post frames som værende problematisk, kan ministrene forsøge at ændre denne framing eller forsøge at undgå at få skylden. I begge tilfælde anvender ministrene spin-strategier.

Begrebet spinstrategi defineres som forsøg på at påvirke offentlighedens vurderinger af konkrete sager gennem enten aktiv handling eller passivitet. Tidligere studier af spinstrategiers effektivitet har primært fokuseret på håndteringen af skandalesager. Derfor er det ikke overraskende, at konklusionen herfra lyder, at spinstrategierne sjældent er effektive – de får højst ministrene ”out of the frying pan and into the fire.”

Problemer kræver en ejermand
Ved at indskrænke case-universet til skandalesager introducerer man en markant og uhensigtsmæssig case-selection bias, eftersom den gode spinstrategi netop forhindrer, at et problem udvikler sig til at blive en skandale. 

I min undersøgelse inkluderes samtlige sager, hvor ministrene er potentielle blame takers. Det vil sige alle situationer, hvor ministrene selv og/eller andre opfatter noget inden for ministrenes pågældende ressortområder som værende problematisk, hvorfor spørgsmålet om ansvarsplacering opstår.

Spillets bane forstås som det offentlige rum eller mere specifikt nyhedsmedierne som arena for offentlig kommunikation og meningsudveksling. Nyhedsmedier påvirker i udpræget grad befolkningens opfattelse af offentlige emner og udgør derfor et oplagt udgangspunkt for studier af spillet om skyldsunddragelse. 

Derfor består undersøgelsens datagrundlag af nyhedsartikler. Konkret inkluderes 1412 artikler fra Politiken, hvilket svarer til samtlige artikler, hvor problemer på de seks ministres ressortområder omtales. Altså analyserer jeg populationsdata. 

Benægt, benægt, benægt
Grundlæggende viser analysen, at mediepresset på danske ministre er vokset markant: Fra marts 1993 til november 2013 sker der næsten en fordobling i antallet af sager, hvor ministre fremstilles som værende skyldige, når der opstår problemer på deres respektive ressortområder. 

Samtidig viser undersøgelsen, at ministrene meget sjældent benytter en undskyldningsstrategi, når de forsøger at håndtere kritik i medierne. I starten af undersøgelsesperioden anvendes denne strategi i cirka to procent af alle problemsager, men dette tal falder til langt under en procent mod undersøgelsesperiodens afslutning. 

Omvendt er ministrene blevet signifikant mere tilbøjelige til at benytte en benægtelsesstrategi, hvor de hverken anerkender, at der er et problem, eller at de i givet fald skulle bære nogen skyld. I starten af undersøgelsesperioden anvendes denne strategi i cirka otte procent af sagerne sammenlignet med 14 procent mod undersøgelsesperiodens afslutning.

Til sammenligning sker der ikke nogen synderlig udvikling i andelen af sager, hvor ministrene enten forholder sig passivt til problemerne, forsøger at tale problemernes omfang ned eller forsøger at tale egen rolle og dermed eget ansvar og egen skyld ned. 

Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at den mest udbredte strategi er problemminimeringsstrategien, hvor ministrene forsøger at nedtone problemers omfang. Denne strategi anvendes i godt en tredjedel af sagerne.

Kombinationen gør forskellen
På individniveau viser de statistiske tests, at ministre med længere politisk anciennitet og dermed større politisk erfaring er mere tilbøjelige til at benægte problemer og skyld eller helt undlade at udtale sig om kritiske sager end ministre med mindre erfaring. 

Spørgsmålet er så, om de rutinerede ministre har regnet ud, hvordan man bedst undgår at få skylden for problemer. Altså hvilke spinstrategier, der er mest effektive.

Her viser analyserne overraskende nok, at de enkelte spinstrategier er nogenlunde lige effektive. Dette gælder både, når målet er at flytte skylden væk fra ministeren, og når det handler om at minimere antallet af negative omtaler. 

Den store forskel ligger derimod i, hvorvidt ministrene formår at anvende de rette kombinationer af strategier eller rettere sagt, om de formår at undgå at kombinere strategierne.

Analysen viser nemlig med al tydelighed, at det mest effektive er at holde sig til én aktiv spinstrategi per sag. Altså enten undskylde, benægte problemet, tale problemets omfang ned eller tale egen skyld ned. Næstmest effektivt er det at undlade at blande sig og dermed forholde sig passivt og tavst til kritik. 

Keep it simple
Intuitivt giver det god mening, at man ikke bør forsøge at håndtere kritik ved både at undskylde og tale sin egen rolle ned. Eller ved både at benægte et problem og tale problemets omfang ned. Derimod kunne man godt forestille sig situationer, hvor det giver mening at tale problemets omfang såvel som egen skyld ned. Eller både at undskylde og forsøge at tale problemets omfang ned.

Mine data indeholder mange eksempler på, at ministrene anvender spinstrategierne i forskellige kombinationer. 

Uanset kombinationens karakter lyder den klare konklusion imidlertid, at det er en dårlig idé at kombinere. Når spinstrategierne kombineres, stiger antallet af negative omtaler, såvel som risikoen for at ministeren ender med at få skylden for problemerne, markant.

Man kan så spørge sig selv, om det er mest effektivt at reagere hurtigt på kritik og problemer, eller om det er en fordel at starte med at forholde sig passivt til kritik. Her viser analysen overraskende nok, at hastigheden, hvormed ministrene kommer på banen, ikke spiller nogen rolle for, om de ender med at få skylden for problemerne. Det er dog vigtigt, at ministrene før eller siden kommer på banen.

Det første indtryk varer ved
Samtidig har mediernes indledende framing af de enkelte sager enormt stor betydning for sagernes udfald. Hvis ministeren fremstilles som værende skyldig i den første omtale af en sag, ender det ofte med, at ministeren får skylden for problemet. 

Dette understreger en udbredt pointe om medialiseringen af det politiske felt, altså mediernes store indflydelse på det politiske spil.

I den forbindelse beskrives journalister på nyhedsmedier sjældent som neutrale eller objektive budbringere, men derimod som selvstændige aktører med betydning for udviklingen af potentielle problemsituationer. 

Når journalister og nyhedsredaktioner vælger, hvilke historier de vil bringe, samt hvilke vinkler de anlægger på historierne, gøres det blandt andet på baggrund af de fem klassiske nyhedskriterier og en række moralske og professionelle normer for god journalistik. Og dette er måske helt, som det skal være?

Ikke desto mindre er og bør journalister være opmærksomme på den centrale rolle, de spiller for og i samfundsdebatten og dermed for ministerstyrets legitimitet og demokratiets tilstand.

Opsamlende viser undersøgelsen således, at ministre kan påvirke problematiske sagers udfald til egen fordel ved at anvende forskellige spinstrategier klogt. Samtidig er det tydeligt, at journalister ligeledes kan påvirke sagernes udfald via indledende framing og løbende mediering af den offentlige debat. Både fejltrin og negative fremstillinger kan således få taburetterne til at vakle, hvorfor de magtfulde ministre lever livet farligt.

 

Forrige artikel Æstetisk velfærdsdesign skaber stor værdi Æstetisk velfærdsdesign skaber stor værdi Næste artikel I grænselandet mellem lov og overenskomster I grænselandet mellem lov og overenskomster
Fra fond til forsker: Stamcelleprojekt får 7,6 millioner fra norsk fond

Fra fond til forsker: Stamcelleprojekt får 7,6 millioner fra norsk fond

FONDE: En overlæge ved SDU har modtaget 7,6 millioner kroner fra Olav Thon Stiftelsen til et stamcelleprojekt, der skal udvikle et middel mod knogleskørhed. Trygfonden støtter et idrætsprojekt til behandling af sklerose, og Gigtforeningen støtter forskning i overdødelighed blandt deprimerede gigtpatienter.