DFIR: Kan man måle samfundets værdi af forskningen?

Af Jens Oddershede
Formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd

De seneste ugers debat om, hvordan vi bedst måler effekten af forskning, er spændende læsning og har måske ført til, at nogle stiller sig selv spørgsmålet i overskriften.

Fra debatten her er det korte svar på spørgsmålet: ja, det kan man, men det kræver, at man er enig i, hvilke kriterier forskningen skal måles på, og samtidigt har forstået, at man ved at måle i forhold til et bestemt kriterium risikerer at overse - eller måske endda skade - andre nyttevirkninger af forskningen.

Vi skal blive bedre til at omsætte forskning til samfundsnytte, og vi skal blive bedre til at vise effekten af forskningsindsatsen. Men vi skal også blive langt dygtigere og mere nuancerede, når vi laver den slags øvelser. Vi skal vide, hvilke samfundshensyn vi ønsker at dokumentere effekten af. 

En god målingskultur
Megen god forskning bidrager til flere formål. Den selvsamme forskning kan bidrage med nye idéer i virksomheder, uddannelse af kandidater, bedre service i det offentlige og til den generelle samfundsudvikling. Man kan sige, at forskningen skaber værdi til samfundet i forskellige sfærer.

Disse sfærer har hver deres formål, sprog, aktørkreds, men også forskellige veje mellem forskningen og den pågældende sfære. Det betyder, at man må forstå værdi og effekt af forskningen forskelligt afhængig af hvilket samfundsområde eller sfære, forskningen retter sig mod.

I forsøget på at forstå effekten er der mange mulige fejlkilder, der kan være direkte skadelige. 

Jens Oddershede, formand for DFIR

Afhængigt af sammenhængen er der derfor brug for forskellige målestokke for at forstå værdien af forskning. Opsætter vi målingssystemer for at afdække effekten, får vi et forvrænget billede, hvis vi kun har én dimension for øje. Der er behov for en god målingskultur, der skaber synlighed om det, vi måler, uden at overse noget andet vigtigt.

Teknisk videnskab passer måske til erhvervslivet
Forskningen er oftest udgangspunktet for effektmålingerne. Dette gælder for eksempel citationsanalyser. Det virker logisk, men er en udfordring. Forskning skaber nemlig ikke værdi ud i det blå. Målinger, der viser, at der er større effekt af noget forskning end andet, kan skyldes valg af kriterier for nytteværdien af forskningen.

Opfatter man eksempelvis, at teknisk videnskab er god til at skabe værdi i samfundet, kan det skyldes, at vi i høj grad måler på gavnlige effekter i relation til det private erhvervsliv. Men det kan også skyldes, at selve virksomhedsstrukturen i Danmark gør, at der er en højere grad af ’absorbative capacity’ i de virksomheder, der relaterer sig til dette forskningsområde.

På andre områder, herunder humaniora, er den danske erhvervsstruktur anderledes uden tilsvarende ’absorbative capacity’. Det betyder imidlertid ikke, at humaniora mangler evnen til at bidrage til værdiskabelse i erhvervslivet, men at de ydre rammebetingelser for områderne er forskellige.

Vanskellige dilemmaer
Andre ydre forhold påvirker også effektmålinger af forskningen, herunder blandt andet skat og lønniveau. Justeringer i ydre rammer kan have indflydelse på, hvordan forskning skaber værdi i samfundet og dermed i de målinger, vi læner os op ad.

Det bliver imidlertid så komplekst og evalueringsmæssigt dyrt at forholde sig den samlede samfundsmæssige kontekst af forskningen, at målingsmekanismerne forsimples, og dermed forsimples vores opfattelse af effekten af forskningen.

Disse dilemmaer er vanskelige. Vi er nødt til at have nuanceret viden om, hvordan forskningsinvesteringer kommer samfundet til gavn. I forsøget på at forstå effekten er der mange mulige fejlkilder, der kan være direkte skadelige.

Det bør imidlertid ikke afholde os fra at forsøge på den bedste og mest indsigtsfulde måde at vise effekten af samfundets investeringer i forskning. Det skylder vi samfundet, der investerer i den offentlige forskning, det skylder vi de interessenter, der gør brug af forskning, og det skylder vi forskere og institutioner, der bidrager til samfundet med en kæmpe indsats.

Den bedste måde at fremme effekten af forskning er imidlertid ikke at måle. Det er at skabe rammebetingelser og understøtte en kultur, der fremmer, at forskere og institutioner bidrager mest muligt til samfundet, helst på en palette af områder. Her er der plads til forbedring. Det gælder for både rammebetingelserne og kulturen.